2 Mosebog 10
1 Derpaa sagde HERREN til Moses: »Gaa til Farao! Thi jeg har forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at gøre disse mine Tegn iblandt dem,
Andin Pǝrwǝrdigar Musaƣa: — Pirǝwnning aldiƣa barƣin; qünki ularning arisida bu mɵjizilik alamǝtlǝrni kɵrsitixim üqün Pirǝwnning kɵnglini wǝ ǝmǝldarlirining kɵnglini ⱪattiⱪ ⱪilip ⱪoydum.
2 for at du maa kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt dem; saa skal I kende, at jeg er HERREN.«
Bu ix bilǝn Mening misirliⱪlarni ⱪandaⱪ rǝswa ⱪilƣanliⱪim wǝ ularning arisida kɵrsǝtkǝn mɵjizilik alamǝtlirimni sǝn oƣlungning andin nǝwrǝngning ⱪuliⱪiƣa yǝtküzisǝn. Buning bilǝn Mening Pǝrwǝrdigar ikǝnlikimni bilisilǝr, dedi.
3 Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: »Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig!
Xuning bilǝn Musa bilǝn Ⱨarun Pirǝwnning aldiƣa berip, uningƣa: — Ibraniylarning Hudasi Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: «Ɵzüngni aldimda tɵwǝn tutuxni ⱪaqanƣiqǝ rǝt ⱪilisǝn? Manga ibadǝt ⱪilix üqün ⱪowmimni ⱪoyup bǝr.
4 Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker,
Qünki ǝgǝr sǝn ⱪowmimni ⱪoyup berixni rǝt ⱪilsang, mana, Mǝn ǝtǝ sening yurtungƣa qekǝtkǝ ǝwǝtimǝn.
5 og de skal skjule Landets Overflade, saa man ikke kan se Jorden, og opæde Resten af det, som er blevet tilovers for eder efter Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror paa Marken;
Ular silǝr zemin yüzini kɵrmigüdǝk ⱪilip yepiwetidu, silǝrning mɵldürdin aman ⱪalƣan nǝrsiliringlarnimu, dalalarda ɵskǝn ⱨǝmmǝ dǝl-dǝrǝhliringlarnimu yǝp ketidu.
6 og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle Ægypternes Huse saaledes, at hverken dine Fædre eller dine Fædres Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom til Verden og indtil denne Dag!« Dermed vendte han sig bort og forlod Farao.
Ular orda-sarayliringƣa, ǝmǝldarliringning sarayliri, xundaⱪla barliⱪ misirliⱪlarning ɵylirigǝ tolup ketidu; bundaⱪ apǝtni ata-bowangliring wǝ ata-bowiliringning ata-bowilirimu yǝr yüzidǝ apiridǝ bolƣandin tartip kɵrüp baⱪmiƣan» — dedi-dǝ, burulup Pirǝwnning aldidin qiⱪip kǝtti.
7 Men Faraos Tjenere sagde til ham: »Hvor længe skal denne Mand styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem dyrke HERREN deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten gaar til Grunde?«
Pirǝwnning ǝmǝldarliri uningƣa: — Bu adǝm bizgǝ ⱪaqanƣiqǝ tuzaⱪ bolar? Ɵz Hudasi Pǝrwǝrdigarƣa ibadǝt ⱪilixⱪa bu adǝmlǝrni ⱪoyup bǝrgǝyla! Misirning harab bolƣinini tehiqǝ kɵrmǝywatamdila? — dedi.
8 Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til dem: »Drag af Sted og dyrk HERREN eders Gud! Men hvem er det nu, der vil af Sted?«
Xuning bilǝn Musa bilǝn Ⱨarun Pirǝwnning aldiƣa yǝnǝ qaⱪiritip kelindi. U ularƣa: — Pǝrwǝrdigarƣa ibadǝt ⱪilix üqün beringlar; lekin baridiƣanlar zadi kimlǝr? — dedi.
9 Moses svarede: »Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Smaakvæg og vort Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre HERRENS Højtid.«
Musa jawab berip: — Yaxlirimiz wǝ ⱪeri-qürilǝr bilǝn, oƣullirimiz wǝ ⱪizlirimiz bilǝn, ⱪoy wǝ kala padilirimizni elip ⱨǝmmimiz barimiz; qünki biz Pǝrwǝrdigar üqün ⱨeyt ɵtküzüximiz kerǝk, dedi.
10 Da sagde han til dem: »HERREN være med eder, om jeg lader eder rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har ondt i Sinde!
U ularƣa: — Silǝrni bala-qaⱪanglar bilǝn ⱪoxup ⱪoyup bǝrginimdǝ, Pǝrwǝrdigar silǝr bilǝn billǝ bolƣay! Mana, aldinglarda balayi’apǝt turuptu!
11 Nej — men I Mænd kan drage bort og dyrke HERREN; det var jo det, I ønskede!« Derpaa jog man dem bort fra Farao.
Yoⱪsu, bundaⱪ ⱪilixinglarƣa bolmaydu! Pǝrwǝrdigarƣa ibadǝt ⱪilixⱪa pǝⱪǝt aranglardin ǝr kixilǝrla barsun! Qünki silǝrning tǝlipinglar dǝl xu ǝmǝsmidi! — dedi-dǝ, ular Pirǝwnning aldidin ⱪoƣlap qiⱪirildi.
12 Da sagde HERREN til Moses: »Ræk din Haand ud over Ægypten og faa Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!«
Andin Pǝrwǝrdigar Musaƣa: — Misir zeminining üstigǝ ⱪolungni uzatⱪin. Xundaⱪ ⱪilsang, qekǝtkilǝr Misir zeminini besip, zemindiki ⱨǝrhil otyaxlarni, yǝni mɵldürdin aman ⱪalƣanning ⱨǝmmisini yǝp ketidu, dedi.
13 Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og HERREN lod en Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den paafølgende Nat; og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig.
Musa ⱨasisini Misir zeminining üstigǝ uzatti; Pǝrwǝrdigar xu küni wǝ keqisi zemin üstigǝ xǝrⱪ xamili qiⱪardi. Sǝⱨǝrdǝ, xǝrⱪ xamili qekǝtkilǝrni uqurup kǝldi.
14 Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele Ægyptens Omraade i uhyre Mængder; aldrig før havde der været saa mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme saa mange.
Qekǝtkilǝr Misirning pütkül zeminiƣa yeyilip, Misirning pütün qegrisinimu basti. Apǝt intayin eƣir boldi; ilgiri bundaⱪ qekǝtkǝ apiti bolup baⱪmiƣan, mundin keyinmu uningdǝk bolmaydu.
15 Og de skjulte hele Jordens Overflade, saa Jorden blev sort af dem, og de opaad alt, hvad der voksede i Landet, og alle Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet grønt tilbage paa Træerne eller paa Markens Urter i hele Ægypten.
Ular pütkül zeminning yüzini ⱪaplidi, yǝr ⱪarangƣulixip kǝtti; ular mɵldürdin aman ⱪalƣan zemindiki ⱨǝmmǝ otyaxlarni wǝ dǝl-dǝrǝhlǝrning barliⱪ mewilirini yǝp kǝtti. Xuning bilǝn pütkül Misir zemini tǝwǝsidiki dǝl-dǝrǝhlǝrdǝ yaki daladiki gül-giyaⱨlarda ⱨeq yexilliⱪ ⱪalmidi.
16 Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde: »Jeg har syndet mod HERREN eders Gud og mod eder!
Andin Pirǝwn aldirap-tenǝp Musa bilǝn Ⱨarunni qaⱪirtip ularƣa: — Mǝn ⱨǝm Hudayinglar Pǝrwǝrdigar aldida ⱨǝm silǝrning aldinglarda gunaⱨ ⱪildim.
17 Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gaa i Forbøn hos eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra mig!«
Əmdi muxu bir ⱪetim gunaⱨimdin ɵtüp Pǝrwǝrdigar Hudayinglardin bu ɵlümni mǝndin elip ketixini iltija ⱪilixinglarni ɵtünimǝn, — dedi.
18 Da gik Moses bort fra Farao og bad til HERREN.
Xuning bilǝn Musa Pirǝwnning aldidin qiⱪip Pǝrwǝrdigarƣa iltija ⱪildi.
19 Og HERREN lod Vinden slaa om til en voldsom Vestenvind, som tog Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, saa der ikke blev en eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Omraade.
Xuning bilǝn Pǝrwǝrdigar xamalni burap ƣǝrb tǝrǝptin intayin küqlük boran qiⱪirip, qekǝtkilǝrni uqurup, Ⱪizil Dengizƣa ƣǝrⱪ ⱪildi; Misirning pütkül tǝwǝsidǝ bir talmu qekǝtkǝ ⱪalmidi.
20 Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, saa han ikke lod Israeliterne rejse.
Lekin Pǝrwǝrdigar Pirǝwnning kɵnglini ⱪattiⱪ ⱪilip ⱪoyƣini üqün u Israillarni ⱪoyup bǝrmidi.
21 Derpaa sagde HERREN til Moses: »Ræk din Haand op mod Himmelen, saa skal der komme et Mørke over Ægypten, som man kan tage og føle paa!«
Andin Pǝrwǝrdigar Musaƣa: — Ⱪolungni asmanƣa ⱪaritip uzatⱪin; xuning bilǝn ⱪattiⱪ bir ⱪarangƣuluⱪ bolidu, ⱨǝtta adǝm silisa ⱪoliƣa tuyulƣudǝk ⱪoyuⱪ ⱪarangƣuluⱪ Misir zeminini ⱪaplaydu, — dedi.
22 Da rakte Moses sin Haand op mod Himmelen, og der kom et tykt Mørke i hele Ægypten i tre Dage;
Andin Musa ⱪolini asmanƣa ⱪaritip uzitiwidi, ⱪoyuⱪ bir ⱪarangƣuluⱪ Misir zeminini üq küngiqǝ ⱪaplap turdi.
23 den ene kunde ikke se den anden, og ingen flyttede sig af Stedet i tre Dage; men overalt, hvor Israeliterne boede, var det lyst.
Üq küngiqǝ biri yǝnǝ birini kɵrǝlmǝs wǝ ya ⱨeqkim ɵz jayidin ⱪozƣilalmas boldi; lekin barliⱪ Israillar olturƣan jaylarda yoruⱪluⱪ bar idi.
24 Da lod Farao Moses kalde og sagde: »Drag hen og dyrk HERREN. Dog skal eders Smaakvæg og Hornkvæg blive tilbage, men eders Kvinder og Børn maa I tage med.«
Pirǝwn Musani qaⱪirtip uningƣa: — Berip, Pǝrwǝrdigarƣa ibadǝt ⱪilinglar. Pǝⱪǝt ⱪoy wǝ kala padiliringlar ⱪalsun; bala-qaⱪiliringlarnimu elip barsanglar bolidu, dedi.
25 Men Moses sagde: »Du maa ogsaa overlade os Slagtofre og Brændofre, som vi kan bringe HERREN vor Gud;
Musa jawabǝn: — Undaⱪta Hudayimiz Pǝrwǝrdigarƣa ⱪurbanliⱪ ⱪilixⱪa [inaⱪliⱪ] ⱪurbanliⱪi wǝ kɵydürmǝ ⱪurbanliⱪiƣa lazimliⱪ qarpaylarni sǝn bizgǝ berǝmsǝn?
26 ogsaa vore Hjorde maa vi have med, ikke en Klov maa blive tilbage, thi dem har vi Brug for, naar vi skal dyrke HERREN vor Gud, og vi ved jo ikke, hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til Stedet.«
Ɵzimizning qarpaylirimiz biz bilǝn birgǝ ketixi kerǝk, bir tuyiⱪimu kǝynidǝ ⱪalsa bolmaydu; qünki Hudayimiz Pǝrwǝrdigarƣa ibadǝt ⱪilixⱪa ⱪurbanliⱪ ⱪilidiƣinimizni bulardin talliximiz lazim. U yǝrgǝ yetip barmiƣuqǝ, Pǝrwǝrdigarƣa ⱪaysi ⱪurbanliⱪlar bilǝn ibadǝt ⱪilidiƣinimizni bilmǝymiz, — dedi.
27 Da forhærdede HERREN Faraos Hjerte, saa han nægtede at lade dem rejse.
Lekin Pǝrwǝrdigar Pirǝwnning kɵnglini ⱪattiⱪ ⱪildi; u ularni yǝnila ⱪoyup bǝrmidi.
28 Og Farao sagde til ham: »Gaa bort fra mig og vogt dig for at komme mig for Øje mere; thi den Dag du kommer mig for Øje, er du dødsens!«
Pirǝwn Musaƣa: — Aldimdin yoⱪal! Ⱨezi bol, ikkinqi manga kɵrüngüqi bolma! Qünki yüzümni yǝnǝ kɵrgǝn kününg jeningdin ayrilisǝn, — dedi.
29 Da sagde Moses: »Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig for Øje!«
Musa uningƣa: — Rast eytting! Mǝn sening yüzüngni ikkinqi kɵrgüqi bolmaymǝn, — dedi.
