2 Mosebog 10
1 Derpaa sagde HERREN til Moses: »Gaa til Farao! Thi jeg har forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at gøre disse mine Tegn iblandt dem,
Then said Yahweh unto Moses, Go in unto Pharaoh, —for, I, have suffered his heart to be dull and the heart of his servants, that I may show these my signs, in their midst;
2 for at du maa kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt dem; saa skal I kende, at jeg er HERREN.«
and that thou mayest recount in the ears of thy son and thy sons’ son, what I did in derision of the Egyptians, and my signs which I displayed among them, —so shall ye know that I, am Yahweh.
3 Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: »Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig!
And Moses and Aaron went in unto Pharaoh, and said unto him—Thus, saith Yahweh, God of the Hebrews, How long hast thou refused to humble thyself before me? Let my people go that they may serve me.
4 Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker,
But if, refusing, thou art to let my people go, behold me bringing in tomorrow a locust within thy bounds;
5 og de skal skjule Landets Overflade, saa man ikke kan se Jorden, og opæde Resten af det, som er blevet tilovers for eder efter Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror paa Marken;
and it shall cover the eye of the land, so that one shall not be able to see the land, —and it shall eat the residue that hath escaped, that is left you from the hail, and shall eat up all the trees that sprout for you out of the field;
6 og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle Ægypternes Huse saaledes, at hverken dine Fædre eller dine Fædres Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom til Verden og indtil denne Dag!« Dermed vendte han sig bort og forlod Farao.
and they shall fill thy houses, and the houses of all thy servants and the houses of all the Egyptians, such as thy fathers and thy fathers’ fathers have never seen, from the day they came to be on the ground, until this day. And he turned away, and came out from the presence of Pharaoh.
7 Men Faraos Tjenere sagde til ham: »Hvor længe skal denne Mand styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem dyrke HERREN deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten gaar til Grunde?«
Then said the servants of Pharaoh unto him, How long shall this [man] become to us a snare? Let the men go, that they may serve Yahweh their God. Not yet, knowest thou, that Egypt is, ruined?
8 Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til dem: »Drag af Sted og dyrk HERREN eders Gud! Men hvem er det nu, der vil af Sted?«
So Moses and Aaron were brought back unto pharaoh, and he said unto them—Go, serve Yahweh your God, —who, are they that are going?
9 Moses svarede: »Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Smaakvæg og vort Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre HERRENS Højtid.«
And Moses said, With our young and with our old, will we go, —with our sons and with our daughters with our flocks and with our herds, will we go, —for, the festival of Yahweh, is ours.
10 Da sagde han til dem: »HERREN være med eder, om jeg lader eder rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har ondt i Sinde!
Then he said unto them: Let Yahweh, so, be with you, when I let go you and your little ones! Look out for, harm, is straight before your faces.
11 Nej — men I Mænd kan drage bort og dyrke HERREN; det var jo det, I ønskede!« Derpaa jog man dem bort fra Farao.
Not so! Go, I pray you, ye grown men and serve Yahweh, for, that, is what, ye, were seeking. And they were driven out from the presence of Pharaoh.
12 Da sagde HERREN til Moses: »Ræk din Haand ud over Ægypten og faa Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!«
Then said Yahweh unto Moses—Stretch forth thy hand over the land of Egypt for the locust, that it may come up over the land of Egypt, —and may eat up every herb of the land, all that the hail hath left.
13 Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og HERREN lod en Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den paafølgende Nat; og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig.
And Moses stretched forth his staff over the land of Egypt, and, Yahweh, caused an east wind to drive through the land, all that day, and all the night, —when the morning, had come, the east wind, had brought the locust.
14 Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele Ægyptens Omraade i uhyre Mængder; aldrig før havde der været saa mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme saa mange.
And the locust came up over all the land of Egypt, and settled in all the bounds of Egypt, —very grievous, before it, had not been such a locust as that, neither after it, should be one like it.
15 Og de skjulte hele Jordens Overflade, saa Jorden blev sort af dem, og de opaad alt, hvad der voksede i Landet, og alle Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet grønt tilbage paa Træerne eller paa Markens Urter i hele Ægypten.
So it covered the eye of all the land and the land was darkened, and it did eat every herb of the land and all the fruit of the trees, which the hail had left remaining, —so that there was not left remaining any green sprout in the trees or in the herb of the field in all the land of Egypt.
16 Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde: »Jeg har syndet mod HERREN eders Gud og mod eder!
Then hastened Pharaoh, to call for Moses and for Aaron, —and said—I have sinned against Yahweh your God, and against you.
17 Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gaa i Forbøn hos eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra mig!«
Now, therefore, forgive I pray you my sin—only this time, and make entreaty to Yahweh your God, —that he may take away from me, at least, this death.
18 Da gik Moses bort fra Farao og bad til HERREN.
So he came out from Pharaoh, —and made entreaty unto Yahweh;
19 Og HERREN lod Vinden slaa om til en voldsom Vestenvind, som tog Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, saa der ikke blev en eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Omraade.
and Yahweh turned back a west wind strong exceedingly, and carried away the locust and cast it into the Red Sea, —there was not left a single locust in all the bounds of Egypt.
20 Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, saa han ikke lod Israeliterne rejse.
But Yahweh suffered the heart of Pharaoh to wax bold, —and he did not let the sons of Israel go.
21 Derpaa sagde HERREN til Moses: »Ræk din Haand op mod Himmelen, saa skal der komme et Mørke over Ægypten, som man kan tage og føle paa!«
Then said Yahweh unto Moses: Stretch forth thy hand over the heavens, that there may be darkness, over the land of Egypt, —and that one may feel the darkness.
22 Da rakte Moses sin Haand op mod Himmelen, og der kom et tykt Mørke i hele Ægypten i tre Dage;
So Moses stretched forth his hand over the heavens, —and there was thick darkness in all the land of Egypt for three days;
23 den ene kunde ikke se den anden, og ingen flyttede sig af Stedet i tre Dage; men overalt, hvor Israeliterne boede, var det lyst.
they saw not one another neither rose any man from his couch for three days, —but all the sons of Israel, had light in their dwellings.
24 Da lod Farao Moses kalde og sagde: »Drag hen og dyrk HERREN. Dog skal eders Smaakvæg og Hornkvæg blive tilbage, men eders Kvinder og Børn maa I tage med.«
Then Pharaoh called out unto Moses and said—Go serve Yahweh, only, your flocks and your herds, shall be left, —even your little ones shall go with you.
25 Men Moses sagde: »Du maa ogsaa overlade os Slagtofre og Brændofre, som vi kan bringe HERREN vor Gud;
And Moses said, Even thou thyself, shalt give into our hands sacrifices and ascending-offerings, —so shall we present offerings to Yahweh our God.
26 ogsaa vore Hjorde maa vi have med, ikke en Klov maa blive tilbage, thi dem har vi Brug for, naar vi skal dyrke HERREN vor Gud, og vi ved jo ikke, hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til Stedet.«
Moreover also, our own cattle, shall go with us—there shall not be left behind, a hoof, for thereof, must we take, to serve Yahweh our God, —even we ourselves, cannot know wherewith we must serve Yahweh, until we have come in thither.
27 Da forhærdede HERREN Faraos Hjerte, saa han nægtede at lade dem rejse.
And Yahweh let the heart of Pharaoh wax bold, —and he was not willing to let them go.
28 Og Farao sagde til ham: »Gaa bort fra mig og vogt dig for at komme mig for Øje mere; thi den Dag du kommer mig for Øje, er du dødsens!«
So Pharaoh said to him—Get thee from me, —take heed to thyself—do not any more! see my face, for in the day thou dost see my face, thou shalt die.
29 Da sagde Moses: »Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig for Øje!«
And Moses said—Well hast thou spoken, —no more again to see thy face.
