< Ester 9 >
1 Paa den trettende Dag i den tolvte Maaned, det er Adar Maaned, det er den Dag, da Kongens Befaling og Forordning skulde udføres, den Dag, da Jødernes Fjender havde haabet at kunne overvælde dem, medens det nu omvendt blev Jøderne, der paa den Dag skulde overvælde deres Avindsmænd,
Trettande dagen i den tolvte månaden, det vil segja månaden adar, den dagen det var fastsett at kongens ord og påbod skulde setjast i verk, den dagen jødefiendarne hadde vona å få magt yver deim - no hadde det snutt seg soleis, at det var jødarne som fekk magt yver fiendarne sine -
2 sluttede Jøderne sig sammen i deres Byer i alle Kong Ahasverus's Lande for at lægge Haand paa dem, der vilde dem ondt; og ingen holdt Stand imod dem, thi Frygt for dem var faldet paa alle Folkene.
den dagen slo jødarne seg i hop i byarne sine i alle dei jarleriki åt kong Ahasveros og vilde leggja hand på deim som elta gjera deim mein. Og ingen stod seg imot deim; so stor otte hadde alle folk fenge for deim.
3 Og alle Landenes Fyrster og Satraperne og Statholderne og de kongelige Embedsmænd hjalp Jøderne, thi Frygt for Mordokaj var faldet paa dem.
Alle hovdingarne i jarleriki og satraparne og jarlarne og embætsmennerne åt kongen hjelpte jødarne; so stor otte hadde dei fenge for Mordokai;
4 Thi Mordokaj havde meget at sige ved Kongens Hof, og der gik Ry af ham i alle Lande; thi samme Mordokaj blev mægtigere og mægtigere.
for Mordokai var ein stor mann i kongens hus; i alle jarleriki kom gjetord ut om honom, at denne Mordokai auka allstødt i magt.
5 Saaledes slog Jøderne løs paa alle deres Fjender med Sværdhug, Drab og Ødelæggelse, og de handlede med deres Avindsmænd, som de havde Lyst.
Jødarne slo eit slag på alle fiendarne sine, med sverd og dreping og tyning, og dei for som dei vilde med motmennerne sine.
6 I Borgen Susan dræbte og tilintetgjorde Jøderne 500 Mand;
I borgi Susan drap og tynte jødarne fem hundrad mann.
7 og Parsjandata, Dalfon, Aspata,
Og Parsandata og Dalfon og Aspata
8 Porata, Adalja, Aridata,
og Porata og Adalja og Aridata
9 Parmasjta, Arisaj, Aridaj og Vajezata,
og Parmasta og Arisai og Aridai og Vaizata,
10 de ti Sønner af Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende, dræbte de. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud.
dei ti sønerne åt Haman Hammedatason, jødefienden, drap dei. Men til plundring rette dei ikkje ut handi.
11 Samme Dag kom Tallet paa dem, der var dræbt i Borgen Susan, Kongen for Øre.
Same dagen høyrde kongen gjete talet på deim som var drepne i borgi Susan.
12 Da sagde Kongen til Dronning Ester: I Borgen Susan har Jøderne dræbt og tilintetgjort 500 Mand, ogsaa Hamans ti Sønner; hvad maa de da ikke have gjort i de andre kongelige Landsdele! Dog, hvad er din Bøn? Du skal faa den opfyldt. Og hvad er yderligere dit Ønske? Det skal tilstaas dig!
Då sagde kongen til dronning Ester: «I borgi Susan hev jødarne drepe og tynt fem hundrad mann forutan dei ti sønerne åt Haman. Kva hev dei so ikkje gjort i dei andre kongelege jarleriki? Kva er di bøn? Du skal få det du bed um! Og kva ynskje hev du meir? Det skal verta uppfyllt!»
13 Ester svarede: Hvis Kongen synes, lad det saa ogsaa i Morgen tillades Jøderne i Susan at handle som i Dag og lad Hamans ti Sønner blive hængt op i Galger!
Ester svara: «Tekkjest det kongen, so lat ogso i morgon jødarne i Susan få lov å gjera etter påbodet for i dag! Og lat dei ti sønerne åt Haman verta upphengde i galgen!»
14 Da bød Kongen, at det skulde ske; og der udgik en Forordning derom i Susan, og Hamans ti Sønner blev hængt op i Galger.
Kongen baud at so skulde vera. Påbodet vart utferda i Susan. Alle ti sønerne åt Haman vart upphengde.
15 Saa sluttede Jøderne i Susan sig ogsaa sammen paa den fjortende Dag i Adar Maaned og dræbte 300 Mand i Susan. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud.
Jødarne i Susan slo seg i hop den fjortande dagen og i månaden adar og drap tri hundrad mann i Susan. Men til plundring rette dei ikkje ut handi.
16 Men ogsaa de andre Jøder i Kongens Lande sluttede sig sammen og værgede deres Liv og tog Hævn over deres Fjender og dræbte blandt deres Avindsmænd 75 000
Dei andre jødarne i jarleriki åt kongen slo seg i hop og varde livet og rådde seg ro for fiendarne sine. Dei drap fem og sytti tusund av motmennerne sine. Men til plundring rette dei ikkje ut handi.
17 paa den trettende Dag i Adar Maaned; men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud; og de hvilede paa den fjortende og gjorde den til en Gæstebuds— og Glædesdag.
Dette hende trettande dagen i månaden adar. Den fjortande kvilde dei ut og dei gjorde den dagen til ein gjestebodsdag og fagnad-dag.
18 Men Jøderne i Susan sluttede sig sammen baade den trettende og fjortende Dag i Maaneden og hvilede paa den femtende, og den gjorde de til Gæstebuds— og Glædesdag.
Jødarne i Susan hadde slege seg i hop både trettande og fjortande dagen; dei kvilde ut den femtande og gjorde den dagen til gjestebodsdag og fagnad-dag.
19 Derfor fejrer Jøderne paa Landet, de, der bor i Landsbyerne, den fjortende Dag i Adar Maaned som en Glædes-, Gæstebuds— og Festdag, paa hvilken de sender hverandre Gaver.
Difor høgtidar jødarne på landsbygdi, dei som bur i landsbyarne, den fjortande dagen i månaden adar med fagnad, med gjestebod og festar og dei sender forner til kvarandre.
20 Og Mordokaj nedskrev disse Tildragelser og udsendte Skrivelser til alle Jøder i alle Kong Ahasverus's Lande nær og fjern
Mordokai skreiv upp desse hendingarne og sende brev til alle jødarne i alle jarleriki åt kong Ahasveros, nær og fjerr,
21 for at gøre det til Pligt for dem hvert Aar at fejre den fjortende og femtende Adar —
og slog fast for deim at dei år etter år skulde høgtida fjortande og femtande dagen i månaden adar,
22 de Dage, da Jøderne fik Ro for deres Fjender, og den Maaned, da deres Trængsel vendtes til Glæde og deres Sorg til en Festdag — at fejre dem som Gæstebuds— og Glædesdage, paa hvilke de skulde sende hverandre af deres Mad og de fattige Gaver.
for dei dagarne hadde jødarne rådt seg ro for fiendarne sine, og i den månaden hadde suti deira snutt seg um til fagnad og sorgi til høgtid. Difor skulde dei gjera desse dagarne til gjestebods-dagar og fagnad-dagar, og senda fornar til kvarandre og gåvor til fatigfolk.
23 Og Jøderne vedtog, at det, som de nu for første Gang havde gjort, og som Mordokaj havde skrevet til dem om, skulde være en fast Skik.
Jødarne lovtok denne skikken, som dei no hadde teke til med, og som Mordokai hadde skrive til deim um.
24 Fordi Agagiten Haman, Hammedatas Søn, alle Jøders Fjende, havde lagt Raad op imod Jøderne om at tilintetgøre dem og kastet Pur — det er Lod — for at ødelægge og tilintetgøre dem,
Agagiten Haman Hammedatason, fienden åt alle jødar, hadde lagt upp råder mot jødarne um å tyna deim og hadde kasta pur, det er lut, for å øyda og tyna deim.
25 men Kongen havde, da det kom ham for Øre, givet skriftlig Befaling til, at det onde Raad, Haman havde lagt op mod Jøderne, skulde falde tilbage paa hans eget Hoved, og ladet ham og hans Sønner hænge i Galgen,
Men då kongen frette det, hadde han bode og ferda ut i eit brev um at meinråderne hans, som hin hadde etla åt jødarne, skulde snu attende på hans eige hovud, so han sjølv og sønerne hans vart hengde i galgen.
26 derfor kaldte man de Dage Purim efter Ordet Pur. Og derfor, paa Grund af alt, hvad Brevet indeholdt, og hvad de selv havde oplevet i saa Henseende, og hvad der var tilstødt dem,
Av den grunn vart desse dagarne heitande purim, etter ordet pur. Og av den grunn - etter alt det som stod i dette brevet, etter det dei sjølve hadde set, og etter det som hadde hendt deim,
27 gjorde Jøderne det til en fast Skik og Brug for sig selv, deres Efterkommere og alle, som sluttede sig til dem, at de ubrødeligt Aar efter Aar skulde fejre de to Dage efter Forskrifterne om dem og til den fastsatte Tid,
so gjorde jødarne det til fast skikk og bruk for seg og etterkomarane sine og for alle som gjekk yver til deira tru, at dei skulde år etter år, ubrigdeleg, høgtida desse tvo dagarne etter fyreskrifti um deim, og på den fastsette tidi,
28 og at de Dage skulde ihukommes og fejres i alle Tidsaldre og Slægter, i hvert Land og hver By, saa at disse Purimsdage aldrig skulde gaa af Brug hos Jøderne og deres Ihukommelse aldrig ophøre blandt deres Efterkommere.
og at desse dagarne skulde haldast i minne og høgtidast i alle aldrar og ætter og jarledøme og byar, og at desse purim-dagar ikkje måtte falla burt millom jødarne, og minnet um deim aldri kverva hjå etterkomarane deira.
29 Derpaa lod Dronning Ester, Abihajils Datter, og Jøden Mordokaj en eftertrykkelig Skrivelse udgaa for at stadfæste dette Brev om Purim.
Dronning Ester Abiha’ilsdotter og jøden Mordokai skreiv eit nytt brev med fynd og klemb og gjorde til lov det som stod i dette nye brevet um purim.
30 Og han sendte Breve til alle Jøder i de 127 Lande i Ahasverus's Rige med Freds og Sandheds Ord
Og han sende brev til alle jødar i dei hundrad og sju og tjuge jarleriki i kongeriket åt Ahasveros, venlege og truhjarta ord
31 om at holde disse Purimsdage i Hævd paa den fastsatte Tid, saaledes som Jøden Mordokaj og Dronning Ester havde gjort det til Pligt for dem, og saaledes som de havde bundet sig selv og deres Efterkommere til de foreskrevne Faster og Klageraab.
um å halda ved lag desse purim-dagarne på den fastsette tidi, soleis som jøden Mordokai og dronning Ester hadde bode deim, og soleis som dei hadde stadfest det for seg sjølve og etterkomarane sine, med fyresegner um fasta og klagerop.
32 Saaledes stadfæstedes disse Purimsforskrifter ved Esters Befaling; og det blev optegnet i en Bog.
Påbodet frå Ester gjorde desse purim-bodi til lov. Og dei vart uppskrive i ei bok.