Ester 7
1 Da Kongen tillige med Haman var kommet til Gæstebudet hos Dronning Ester,
Xuning bilǝn padixaⱨ bilǝn Ⱨaman hanix Əstǝrning ziyapitigǝ dahil boluxⱪa kǝldi.
2 spurgte Kongen atter den Dag Ester, medens de sad ved Vinen: »Hvad er din Bøn, Dronning Ester? Du skal faa den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det saa er Halvdelen af Riget, skal det tilstaas dig!«
Padixaⱨ ikkinqi ⱪetimliⱪ ziyapǝt üstidǝ xarab iqiliwatⱪanda Əstǝrdin: — I hanix Əstǝr, nemǝ tǝliping bar? U sanga ijabǝt ⱪilinidu. Nemǝ iltimasing bar? Ⱨǝtta padixaⱨliⱪimning yerimini iltimas ⱪilsangmu xundaⱪ ⱪilinidu, — dedi.
3 Dronning Ester svarede: »Hvis jeg har fundet Naade for dine Øjne, Konge, og hvis Kongen synes, giv mig saa mit Liv paa min Bøn og giv mig mit Folk paa mit Ønske;
— Əgǝr nǝzǝrliridǝ iltipatⱪa erixkǝn bolsam, i aliyliri, wǝ padixaⱨimƣa muwapiⱪ kɵrünsǝ, mening iltimasim ɵz jenimni ayiƣayla, xuningdǝk mening tǝlipim ɵz hǝlⱪimni saⱪliƣayla;
4 thi jeg og mit Folk er solgt til at udryddes, ihjelslaas og tilintetgøres. Var vi endda solgt som Trælle og Trælkvinder, vilde jeg have tiet, thi saa havde Ulykken ikke været stor nok til at ulejlige Kongen med!«
qünki biz, yǝni mǝn wǝ mening hǝlⱪim birgǝ yoⱪitilip, ⱪirilip, nǝslimizdin ⱪurutuluxⱪa setiwetilduⱪ. Əgǝr biz ⱪul wǝ dedǝklikkǝ setiwetilgǝn bolsaⱪ, süküt ⱪilƣan bolattim; lekin padixaⱨimning tartidiƣan ziyininimu düxmǝn tɵlǝp berǝlmǝytti, — dǝp jawap bǝrdi Əstǝr.
5 Da svarede Kong Ahasverus Dronning Ester: »Hvem er han, og hvor er han, som har faaet i Sinde at gøre dette?«
Padixaⱨ Aⱨaxwerox hanix Əstǝrdin: — Bundaⱪ ⱪilixⱪa petinƣan kixi kim ikǝn? U ⱪǝyǝrdǝ?! — dǝp soridi. Əstǝr jawabǝn: —
6 Ester svarede: »En fjendsk og ildesindet Mand, den onde Haman der!« Da blev Haman slaget af Rædsel for Kongen og Dronningen.
Bu düxmǝn wǝ zǝⱨǝrhǝndǝ mana muxu rǝzil Ⱨaman! — dewidi, Ⱨaman padixaⱨ bilǝn hanix aldida xu zamatla dǝkkǝ-dükkigǝ qüxti.
7 Og Kongen rejste sig i Vrede fra Gæstebudet og gik ud i Paladsets Park, men Haman blev tilbage for al bønfalde Dronning Ester om sit Liv; thi han mærkede, at det var Kongens faste Vilje at styrte ham i Ulykke.
Xuning bilǝn padixaⱨ ⱪǝⱨri-ƣǝzǝpkǝ kelip ziyapǝt-xarab üstidin turdi-dǝ, qaribaƣⱪa qiⱪip kǝtti; Ⱨaman bolsa hanix Əstǝrdin jenini tilǝxkǝ ⱪaldi; qünki u padixaⱨning ɵzigǝ jaza bǝrmǝy ⱪoymaydiƣan niyǝtkǝ kǝlgǝnlikini kɵrüp yǝtkǝnidi.
8 Da Kongen kom tilbage fra Paladsets Park til Gæstebudssalen, havde Haman netop kastet sig ned over Divanen, som Ester laa paa. Saa sagde Kongen: »Vil han oven i Købet øve Vold imod Dronningen her i Huset i min Nærværelse!« Næppe var det Ord udgaaet af Kongens Mund, før man tilhyllede Hamans Ansigt;
Padixaⱨ qaribaƣdin ziyapǝt-xarab dastihiniƣa ⱪaytip kǝlginidǝ Ⱨamanning ɵzini Əstǝr yɵlǝngǝn diwanƣa taxliƣiniqǝ turƣinini kɵrdi-dǝ: — — Ⱪara, uning ordida mening aldimdila hanixⱪa zorluⱪ ⱪilƣiliwatⱪinini?! — dewidi, bu sɵz padixaⱨning aƣzidin qiⱪixi bilǝnla adǝmlǝr Ⱨamanning bax-kɵzini qümkǝp ⱪoydi.
9 og Harbona, en af Hofmændene, der stod i Kongens Tjeneste, sagde: »Ved Hamans Hus staar allerede den halvtredsindstyve Alen høje Galge, som Haman har ladet rejse til Mordokaj, hvis Ord dog var Kongen til Gavn!« Da sagde Kongen: »Hæng ham i den!«
Padixaⱨning aldida turuwatⱪan ⱨǝrǝm’aƣiliridin Ⱨarbona isimlik birsi: — Yǝnǝ bir ix bar, mana, Ⱨaman aliylirining ⱨayati üqün gǝp ⱪilƣan Mordikayni esix üqün, ǝllik gǝz igizliktǝ yasatⱪan dar tǝyyar turidu, u dar ⱨazir muxu Ⱨamanning ⱨoylisida, dewidi, padixaⱨ: — Ⱨamanni uningƣa esinglar! — dedi.
10 Og de hængte Haman i den Galge, han havde rejst til Mordokaj. Saa lagde Kongens Vrede sig.
Xuning bilǝn ular Ⱨamanni u Mordikayƣa tǝyyarlap ⱪoyƣan darƣa asti; xuning bilǝn padixaⱨning ƣǝzipi besildi.
