Ester 7
1 Da Kongen tillige med Haman var kommet til Gæstebudet hos Dronning Ester,
Intravit itaque rex et Aman, ut biberent cum regina.
2 spurgte Kongen atter den Dag Ester, medens de sad ved Vinen: »Hvad er din Bøn, Dronning Ester? Du skal faa den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det saa er Halvdelen af Riget, skal det tilstaas dig!«
Dixitque ei rex etiam secunda die, postquam vino incaluerat: Quæ est petitio tua Esther ut detur tibi? et quid vis fieri? etiam si dimidiam partem regni mei petieris, impetrabis.
3 Dronning Ester svarede: »Hvis jeg har fundet Naade for dine Øjne, Konge, og hvis Kongen synes, giv mig saa mit Liv paa min Bøn og giv mig mit Folk paa mit Ønske;
Ad quem illa respondit: Si inveni gratiam in oculis tuis o rex, et si tibi placet, dona mihi animam meam pro qua rogo, et populum meum pro quo obsecro.
4 thi jeg og mit Folk er solgt til at udryddes, ihjelslaas og tilintetgøres. Var vi endda solgt som Trælle og Trælkvinder, vilde jeg have tiet, thi saa havde Ulykken ikke været stor nok til at ulejlige Kongen med!«
Traditi enim sumus ego et populus meus, ut conteramur, iugulemur, et pereamus. Atque utinam in servos et famulas venderemur: esset tolerabile malum, et gemens tacerem: nunc autem hostis noster est, cuius crudelitas redundat in regem.
5 Da svarede Kong Ahasverus Dronning Ester: »Hvem er han, og hvor er han, som har faaet i Sinde at gøre dette?«
Respondensque rex Assuerus ait: Quis est iste, et cuius potentiæ, ut hæc audeat facere?
6 Ester svarede: »En fjendsk og ildesindet Mand, den onde Haman der!« Da blev Haman slaget af Rædsel for Kongen og Dronningen.
Dixitque Esther: Hostis et inimicus noster pessimus iste est Aman. Quod ille audiens, illico obstupuit, vultum regis ac reginæ ferre non sustinens.
7 Og Kongen rejste sig i Vrede fra Gæstebudet og gik ud i Paladsets Park, men Haman blev tilbage for al bønfalde Dronning Ester om sit Liv; thi han mærkede, at det var Kongens faste Vilje at styrte ham i Ulykke.
Rex autem iratus surrexit, et de loco convivii intravit in hortum arboribus consitum. Aman quoque surrexit ut rogaret Esther reginam pro anima sua, intellexit enim a rege sibi paratum malum.
8 Da Kongen kom tilbage fra Paladsets Park til Gæstebudssalen, havde Haman netop kastet sig ned over Divanen, som Ester laa paa. Saa sagde Kongen: »Vil han oven i Købet øve Vold imod Dronningen her i Huset i min Nærværelse!« Næppe var det Ord udgaaet af Kongens Mund, før man tilhyllede Hamans Ansigt;
Qui cum reversus esset de horto nemoribus consito, et intrasset convivii locum, reperit Aman super lectulum corruisse, in quo iacebat Esther, et ait: Etiam reginam vult opprimere, me præsente, in domo mea. Necdum verbum de ore regis exierat, et statim operuerunt faciem eius.
9 og Harbona, en af Hofmændene, der stod i Kongens Tjeneste, sagde: »Ved Hamans Hus staar allerede den halvtredsindstyve Alen høje Galge, som Haman har ladet rejse til Mordokaj, hvis Ord dog var Kongen til Gavn!« Da sagde Kongen: »Hæng ham i den!«
Dixitque Harbona, unus de eunuchis, qui stabant in ministerio regis: En lignum, quod paraverat Mardochæo, qui locutus est pro rege, stat in domo Aman, habens altitudinis quinquaginta cubitos. Cui dixit rex: Appendite eum in eo.
10 Og de hængte Haman i den Galge, han havde rejst til Mordokaj. Saa lagde Kongens Vrede sig.
Suspensus est itaque Aman in patibulo quod paraverat Mardochæo: et regis ira quievit.
