Prædikeren 1
1 Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.
Речи проповедника, сина Давидовог цара у Јерусалиму.
2 Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!
Таштина над таштинама, вели проповедник, таштина над таштинама, све је таштина.
3 Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?
Каква је корист човеку од свега труда његовог, којим се труди под сунцем?
4 Slægt gaar, og Slægt kommer, men Jorden staar til evig Tid.
Нараштај један одлази и други долази, а земља стоји увек.
5 Sol staar op, og Sol gaar ned og haster igen til sin Opgangs Sted.
Сунце излази и залази, и опет хити на место своје одакле излази.
6 Vinden gaar mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.
Ветар иде на југ и обрће се, и у обртању свом враћа се.
7 Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.
Све реке теку у море, и море се не препуња; одакле теку реке, онамо се враћају да опет теку.
8 Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.
Све је мучно, да човек не може исказати; око се не може нагледати, нити се ухо може наслушати.
9 Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.
Шта је било то ће бити, шта се чинило то ће се чинити, и нема ништа ново под сунцем.
10 Kommer der noget, om hvilket man siger: »Se, her er da noget nyt!« det har dog for længst været til i Tiderne forud for os.
Има ли шта за шта би ко рекао: Види, то је ново? Већ је било за векова који су били пре нас.
11 Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
Не помиње се шта је пре било; ни оно што ће после бити неће се помињати у оних који ће после настати.
12 Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.
Ја проповедник бејах цар над Израиљем у Јерусалиму.
13 Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
И управих срце своје да тражим и разберем мудрошћу све што бива под небом; тај мучни посао даде Бог синовима људским да се муче око њега.
14 Jeg saa alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.
Видех све што бива под сунцем, и гле, све је таштина и мука духу.
15 Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.
Шта је криво не може се исправити, и недостаци не могу се избројати.
16 Jeg tænkte ved mig selv: »Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde.«
Ја рекох у срцу свом говорећи: Ево, ја постах велик, и претекох мудрошћу све који бише пре мене у Јерусалиму, и срце моје виде много мудрости и знања.
17 Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Daarskab og Taabelighed; jeg skønnede, at ogsaa det er Jag efter Vind.
И управих срце своје да познам мудрост и да познам безумље и лудост; па дознах да је и то мука духу.
18 Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.
Јер где је много мудрости, много је бриге, и ко умножава знање умножава муку.
