Prædikeren 8
1 Hvo er som den vise, og hvo ved at tyde en Ting? Visdom faar et Menneskes Aasyn til at lyse, og Aasynets Haardhed mildnes.
Ko hai ʻoku hangē ko e tangata poto? Pea ko hai ʻoku ne ʻilo ʻae fakamatala ʻo ha meʻa? Ko e meʻa ʻi he poto ʻoku malama mai ʻae mata ʻoe tangata, pea ʻe liliu ai ʻae mālohi ʻa hono mata.
2 Hold en Konges Bud! Men drejer det sig om en Gudsed, saa forhast dig ikke.
ʻOku ou enginakiʻi koe ke ke fai ki he fekau ʻae tuʻi, pea ke fai ia koeʻuhi ko e fuakava ʻae ʻOtua.
3 Gaa bort fra hans Aasyn og bliv ikke staaende, naar Sagen staar slet; thi han kan gøre alt, hvad han vil.
ʻOua naʻa ʻalu atu fakavave ʻi hono ʻao: ʻoua naʻa ke kau ʻi ha meʻa kovi; he ʻoku fai ʻe ia ʻa ʻene faʻiteliha.
4 Thi en Konges Ord er Magtsprog, og hvo kan sige til ham: »Hvad gør du?«
Ko e meʻa ʻoku lea ki ai ʻae tuʻi ʻoku ʻi ai ʻae mālohi: pea ko hai ʻe faʻa pehē kiate ia, “Ko e hā ʻoku ke fai?”
5 Den, som holder Budet, skal ikke mærke til noget ondt, og Dommens Tid skal den vises Hjerte kende.
Ko ia ʻoku fai ki he fekau ʻe ʻikai ʻilo ʻe ia ha kovi: pea ʻoku ʻiloʻi ʻe he loto ʻoe poto ʻae ʻaho tuʻutuʻumālie pea mo e fakamaau.
6 Thi enhver Ting har sin Tid og sin Dom, men det er et tyngende Onde for Mennesket,
Koeʻuhi ʻoku ai ʻae ʻaho mo e fakamaau ʻoe ngāue kotoa pē, ko ia ʻoku mamafa ai ʻae kovi ʻae tangata kiate ia.
7 at han ikke ved, hvad der vil ske; thi hvo kan sige ham hvorledes Fremtiden bliver?
He ʻoku ʻikai te ne ʻilo ʻae meʻa ʻe hoko: pea ko hai ʻoku faʻa tala kiate ia pe ʻe hoko afe?
8 Som intet Menneske er Herre over Vinden, saa han kan spærre den inde, er ingen Herre over Dødens Dag; Krig kan man ikke unddrage sig, og Gudløshed frier ikke sin Mand.
ʻOku ʻikai ha tangata ʻoku maʻu ʻae mālohi ki he laumālie ke ne taʻofi maʻu ki he laumālie; pea ʻoku ʻikai ʻiate ia ha mālohi ʻi he ʻaho ʻoe mate: pea ʻoku ʻikai ha tukuange mei he tau ko ia; pea ʻe ʻikai fakahaofi ʻe he kovi ʻakinautolu kuo nau maheni ai.
9 Alt dette saa jeg, idet jeg rettede min Tanke paa hver en Idræt, som øves under Solen: Der er Tider, da det ene Menneske hersker over det andet til hans Ulykke.
Ko e meʻa ni kotoa pē kuo u mamata ki ai, pea u tuku hoku loto ki he ngāue kotoa pē ʻoku fai ʻi he lalo laʻā: ʻoku ai ʻae ʻaho ʻoku pule ʻae tangata ʻe tokotaha ki he tokotaha ka ʻe kovi ai ia.
10 Ligeledes saa jeg gudløse stedes til Hvile, medens de, som gjorde det rette, maatte gaa bort fra det hellige Sted og glemtes i Byen. Ogsaa det er Tomhed.
Pea naʻaku mamata foki ki he tanu ʻoe angahala, ʻaia naʻe faʻa ʻalu mo haʻu mei he potu ʻoe māʻoniʻoni, pea naʻe ngalo ʻakinautolu ʻi he kolo naʻa nau fai pehē ai: ko e vaʻinga foki eni.
11 Fordi den onde Gerning ikke i Hast rammes af Dommen faar Menneskenes Hjerte Mod til at gøre det onde,
Koeʻuhi ʻoku ʻikai fakatoʻotoʻo ʻae fai ʻoe tautea ki he ngāue kovi, ko ia ʻoku tukupau ai ʻae loto ʻoe fānau ʻae tangata ke fai kovi.
12 eftersom Synderen gør det onde fra første Færd og dog lever længe; men ogsaa ved jeg, at det skal gaa dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter for hans Aasyn,
Ka neongo ʻae fai ke liunga teau ʻae kovi ʻae angahala, pea fakatolonga hono ʻaho, ka ʻoku ou ʻilo moʻoni ʻe hoko ʻae lelei kiate kinautolu ʻoku manavahē ki he ʻOtua, ʻakinautolu ʻoku manavahē ʻi hono ʻao.
13 og at det ikke skal gaa de gudløse godt, og at deres Levetid ikke skal længes som Skyggen, fordi de ikke frygter for Guds Aasyn.
Ka ʻe ʻikai ha lelei ki he angahala, pea ʻe ʻikai tolonga maʻuaipē hono ngaahi ʻaho, he ko e ʻata ia: koeʻuhi ʻoku ʻikai te ne manavahē ʻi he ʻao ʻoe ʻOtua.
14 Der er en Tomhed, som forekommer paa Jorden: at der findes retfærdige, hvem det gaar, som om de havde gjort de gudløses Gerninger, og gudløse, hvem det gaar som om de havde gjort de retfærdiges Gerninger. Jeg sagde: Ogsaa det er Tomhed.
ʻOku ai ʻae vaʻinga ʻoku fai ʻi he māmani: ʻa eni, ʻoku ai ʻae kakai angatonu, ʻoku hoko ʻae meʻa kiate kinautolu ʻo fakatatau ki he ngāue ʻae angahala; pea pehē, ʻoku ai ʻae kakai angahala, ʻoku hoko kiate kinautolu ʻo fakatatau ki he ngāue ʻae māʻoniʻoni: pea naʻaku pehē, ko e vaʻinga foki eni.
15 Og jeg priste Glæden, fordi Mennesket ikke har andet Gode under Solen end at spise og drikke og være glad, og at dette ledsager ham under hans Flid i de Levedage, Gud giver ham under Solen.
Pea naʻaku toki fakamālō ki he fakafiemālie, koeʻuhi ʻoku ʻikai ha meʻa ʻoku lelei hake ki he tangata ʻi he lalo laʻā, ka ko ʻene kai, mo inu, mo fakafiefia: he ko ia ʻe nofomaʻu mo ia ʻi heʻene ngāue ʻi he ʻaho kotoa pē ʻo ʻene moʻui, ʻaia ʻoku foaki ʻe he ʻOtua kiate ia ʻi he lalo laʻā.
16 Hver Gang jeg vendte min Hu til at nemme Visdom og granske det Slid, som gaar for sig paa Jorden — thi hverken Dag eller Nat faar man Søvn i Øjnene —
ʻI heʻeku tuku hoku loto ke ʻilo ʻae poto, pea mamata ki he ngāue kotoa pē ʻoku fai ʻi he māmani: (he ʻoku ai ʻaia ʻoku ʻikai sio hono mata ki he mohe ʻi he ʻaho pe ʻi he pō: )
17 da indsaa jeg, at det er saaledes med alt Guds Værk, at Mennesket ikke kan udgrunde det, som sker under Solen; thi trods al den Flid, et Menneske gør sig med at søge, kan han ikke udgrunde det; og selv om den vise mener at kende det, kan han ikke udgrunde det.
Pea naʻaku mamata ki he ngāue kotoa pē ʻae ʻOtua, ʻoku ʻikai faʻa ʻiloʻi ʻe he tangata ʻae ngāue ʻoku fai ʻi he lalo laʻā: he neongo ʻae fai feinga hono kumi ʻe he tangata, ʻe ʻikai te ne ʻilo ia; ko eni foki; naʻa mo e tangata poto ʻoku mahalo te ne ʻiloʻi, ʻe ʻikai faʻa maʻu ia ʻe ia.
