Prædikeren 7

1 Godt Navn er bedre end ypperlig Salve, Dødsdag bedre end Fødselsdag;

Betre godt namn enn god salve, og betre døyande-dagen enn fødedagen.

2 bedre at gaa til et Sørgehus end at gaa til et Gildehus; thi hist er alle Menneskers Ende, og de levende bør tage det til Hjerte.

Betre til syrgjehus ganga enn til gjestebodshus, so visst som det er enden for alle menneskje, og den som liver, skal leggja seg det på hjarta.

3 Bedre Græmmelse end Latter, thi er Minerne mørke, har Hjertet det godt.

Betre gremmelse enn lått, for når andlitet ser ille ut, stend vel til med hjarta.

4 De vises Hjerte er i Sørgehuset. Taabernes Hjerte i Glædeshuset.

Hjarta åt vismenner er i syrgjehus, men hjarta åt dårar er i gledehus.

5 Bedre at høre paa Vismands Skænd end at høre paa Taabers Sang.

Betre høyra skjenn av ein vismann enn når nokon høyrer song av dårar.

6 Som Tjørnekvistes Knitren under Gryden er Taabers Latter; ogsaa det er Tomhed.

For som tyrnerris sprakar under gryta, soleis er det når dåren lær. - Det og er fåfengd.

7 Thi uredelig Vinding gør Vismand til Daare, og Stikpenge ødelægger Hjertet.

For urett vinning gjer vismann til dåre, og mutor skjemmer ut hjarta.

8 En Sags Udgang er bedre end dens Indgang, Taalmod er bedre end Hovmod.

Betre enden på ei sak enn upphavet, betre tolmodig enn ovmodig.

9 Vær ikke hastig i dit Sind til at græmmes, thi Græmmelse bor i Taabers Bryst.

Ver ikkje for brå i hugen til å gremmast, for gremmelse bur i barmen på dårar.

10 Spørg ikke: »Hvoraf kommer det, at de gamle Dage var bedre end vore?« Thi saaledes spørger du ikke med Visdom.

Seg ikkje: «Korleis hev det seg at dei framfarne dagar var betre enn dei som no er?» For ikkje utav visdom spør du um det.

11 Bedre er Visdom end Arv, en Fordel for dem, som skuer Solen;

Visdom er jamgod med ervegods, og ei vinning for deim som ser soli.

12 thi Visdom skygger, som Penge skygger, men Kundskabs Fortrin er dette, at Visdom holder sin Mand i Live.

For ein sit i skuggen av visdomen som i skuggen av pengar, men fyremunen med kunnskap er at visdomen held eigaren sin i live.

13 Se paa Guds Værk! Hvo kan rette, hvad han har gjort kroget?

Sjå på Guds verk! For kven kann beinka det som han hev gjort krokut?

14 Vær ved godt Mod paa den gode Dag og indse paa den onde Dag, at Gud skabte denne saavel som hin, for at Mennesket ikke skal finde noget efter sig.

På ein god dag skal du vera i godlag, og på ein vond dag skal du tenkja på at Gud hev gjort den og likso vel som hin, av di at menneskja ikkje skal finna noko ulivt etter si avferd.

15 Begge Dele saa jeg i mine tomme Dage: Der er retfærdige, som omkommer i deres Retfærdighed, og der er gudløse, som lever længe i deres Ondskab.

Alt hev eg set i dei fåfengde dagerne mine: Det hender at ein rettferdig gjeng til grunns tråss i si rettferd, og at ein gudlaus liver lenge tråss i sin vondskap.

16 Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv?

Ver ikkje altfor rettferdig, og te deg ikkje for vis! Kvifor vil du tyna deg sjølv?

17 Vær ikke alt for gudløs og vær ingen Daare; hvorfor vil du dø i Utide?

Ver ikkje altfor gudlaus, og ver ikkje ein dåre? Kvifor vil du døy fyre tidi?

18 Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke slipper det andet; thi den, der frygter Gud, vil undgaa begge Farer.

Det er godt at du held fast på det eine og ikkje heller slepper handi av det andre, for den som ottast Gud, han greider seg or alt dette.

19 Visdom gør Vismand stærkere end ti Magthavere i Byen.

Visdomen gjev vismannen ei sterkare vern enn ti magthavarar i ein by.

20 Thi intet Menneske er saa retfærdigt paa Jorden, at han kun gør gode Gerninger og aldrig synder.

For det finst ikkje eit rettferdigt menneskje på jordi som berre gjer godt og aldri syndar.

21 Giv ikke Agt paa alle de Ord, Folk siger, at du ikke skal høre din Træl forbande dig;

Agta ikkje heller på alt det som folk segjer, elles kunde du få høyra din eigen træl banna deg.

22 thi du ved med dig selv, at ogsaa du mange Gange har forbandet andre.

For du veit med deg sjølv, at du og mange gonger hev banna andre.

23 Alt dette ransagede jeg med Visdom; jeg tænkte: »Jeg vil vorde viis.« Men Visdom holdt sig langt fra mig;

Alt dette hev eg røynt ut med visdom. Eg tenkte: «Visdom vil eg vinna!» men han heldt seg langt burte frå meg.

24 Tingenes Grund er langt borte, saa dyb, saa dyb; hvem kan finde den?

Langt burte er det som til er, og so djupt, so djupt; kven kann nå det?

25 Jeg tog mig for at vende min Hu til Kundskab og Granskning og til at søge efter Visdom og sikker Viden og til at kende, at Gudløshed er Taabelighed, Daarskab Vanvid.

Eg gav meg til, og hugen gjekk ut på å kjenna og granska og søkja visdom og ettertanke og få vita at gudløysa er dårskap og narreskapen vitløysa.

26 Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn; hendes Hjerte er et Net og hendes Arme Lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men Synderen bliver hendes Fange.

Då fann eg at kvinna er beiskare enn dauden, for ho er eit net, og hjarta hennar eit garn, og henderne hennar lekkjor. Den som tekkjest Gud, slepp ifrå henne, men syndaren vert hennar fange.

27 Se, det fandt jeg ud, sagde Prædikeren, ved at lægge det ene til det andet for at drage min Slutning.

Sjå det fann eg, segjer preikaren, då eg lagde det eine i hop med det andre og vilde koma til ei endelykt:

28 Hvad min Sjæl stadig søgte, men ikke fandt, er dette: Een Mand fandt jeg blandt tusind, men en Kvinde fandt jeg ikke i hele Flokken.

Det som eg stødt hev leita etter, men ikkje funne, det er: Ein mann millom tusund hev eg funne, men ei kvinna hev eg ikkje funne millom alle deim.

29 Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør være; men de har saa mange sære Ting for.

Berre dette hev eg funne ut, skal du vita, at Gud hev skapt menneskja rett, men dei søkjer mange krokar.