Prædikeren 4

1 Fremdeles saa jeg al den Undertrykkelse, som sker under Solen; jeg saa de undertryktes Taarer og ingen trøstede dem; de led Vold af deres Undertrykkeres Haand, og ingen trøstede dem.

Na nga sifilpa liye ma sesuwos puspis ma orek faclu. Mwet uh akkeokyeyuk ac elos tung, ac wangin mwet in kasrelos. Wangin mwet in kasrelos, mweyen ku uh oasr sin mwet akkeokyalos.

2 Da priste jeg de døde, som allerede er døde, lykkeligere end de levende, som endnu er i Live;

Nga ke ouiyuk mwet ma misa tari — wo nu selos liki mwet su srakna moul.

3 men lykkeligere end begge den, som slet ikke er til, som ikke har set det onde, der sker under Solen.

Tusruktu elos su soenna isusla ac tia liye ma sesuwos ma nuna orek na faclu, elos pa wo nu se liki na mwet srakna moul, ku mwet misa tari.

4 Og jeg saa, at al Flid og alt dygtigt Arbejde udspringer af den enes Misundelse mod den anden. Ogsaa det er Tomhed og Jag efter Vind.

Nga etala pac lah efu ku mwet uh arulana orekma upa ac suk in usrnguk ma elos oru: mweyen elos aorekmai nu sin sie sin sie. Tusruktu ma inge ma lusrongten — oana ukweyen eng uh.

5 Daaren lægger Hænderne i Skødet og æder sig selv op.

Oasr soakas se fahk mu mwet lalfon uh farpoeni ac sifacna masrinsralyal nwe ke el misa.

6 Bedre en Haandfuld Hvile end Hænderne fulde af Flid og Jag efter Vind.

Sahp ac pwaye, tusruktu ma srisrik yurin sie mwet wi misla, wo liki kafofo ke ma pus, su oana ukweyen eng uh.

7 Og mere Tomhed saa jeg under Solen.

Nga liye sie pacna ma lusrongten ke moul faclu.

8 Mangen staar alene og har ikke nogen ved sin Side, hverken Søn eller Broder, og dog er der ingen Ende paa al hans Flid og hans Øje bliver ikke mæt af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg mig Flid og nægter mig enhver Nydelse? Ogsaa det, er Tomhed og ondt Slid.

Oasr sie mukul mukena muta. Wangin wen natul, ac wangin pac mwet lel, a el orekma pacl nukewa, ac soenna sun lungse lal ke mwe kasrup ma oan yorol. Ac ma nu sin su orekma upa lal uh, ac efu ku el pilesrala pacl in pwar lal uh? Wangin pac sripa in ouinge — sie ouiya na koluk in moulkinyuk.

9 To er bedre faren end een, thi de faar god Løn for deres Flid;

Mwet luo wo liki mwet se na, mweyen ke eltal tukeni uh eltal akasrui ke orekma laltal.

10 hvis den ene falder, kan den anden rejse sin Fælle op. Men ve den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op.

Sie seltal fin ikori, mwet se ngia ac ku in kasrel tulokunulak. A fin mwet se na ac el ikori, ac koluk nu sel mweyen wangin mwet in kasrel.

11 Og naar to ligger sammen, bliver de varme; men hvorledes kan den ensomme blive varm?

Ke pacl mihsrisr, mwet luo fin tukeni oan eltal ac fusrfusr na, a kom ac fusrfusr fuka kom fin mukena?

12 Og naar nogen kan overvælde den ensomme, saa kan to staa sig imod ham; tretvundet Snor brister ikke i Hast.

Mwet se ku in lain mwet se na ac kutangla, tuh el tia ku in kutangla kuiyen mwet luo. Soko sucl ma pipla ke koa tolkwe ac upa in wotla.

13 Bedre faren er en fattig Yngling, som er viis, end en gammel Konge, som er en Taabe og ikke mere har Forstand til at lade sig raade.

Sie mwet fusr finne sukasrup a el lalmwetmet, ac wo liki sie tokosra su matu ac lalfon, su srangesr eis kas in kasru

14 Thi hin gik ud af Fængselet for at blive Konge, skønt han var født i Fattigdom under den andens Regering.

mwet fusr sac finne illa liki presin ac akwalyeyukyak nu ke tokosra, oayapa el finne isusla sukasrup in tokosrai uh.

15 Jeg saa alle, som levede og færdedes under Solen, stille sig ved den Ynglings Side, som skulde træde i Kongens Sted;

Nga nunku ke mwet nukewa su muta fin facl se inge, ac nga akilen lah oasr sie mwet fusr inmasrlolos su ac fah eis acn sin tokosra.

16 der var ikke Tal paa alle de Mennesker, han stod i Spidsen for; men heller ikke over ham glæder de senere Slægter sig; nej, ogsaa det er Tomhed og Jag efter Vind.

Pisen mwet tokosra se inge leumi uh arulana pus, koflana oekyukla, a fwil tokol an tiana srui orekma lal. Ma inge wangin sripa — oana ukweyen eng uh.