Prædikeren 4
1 Fremdeles saa jeg al den Undertrykkelse, som sker under Solen; jeg saa de undertryktes Taarer og ingen trøstede dem; de led Vold af deres Undertrykkeres Haand, og ingen trøstede dem.
Ni tlim ah sak ih pacaekthlaekhaihnawk to ka khet moe, ka poek let bae naah; khenah, pacaekthlaekhaih tongh kaminawk loe qah o, toe pathloepkung tawn o ai; kami pacaekthlaek kaminawk loe sakthaihaih tha to tawnh o, toe pacaelthlaek ih kaminawk loe pathloepkung tawn o ai.
2 Da priste jeg de døde, som allerede er døde, lykkeligere end de levende, som endnu er i Live;
To pongah kadueh tangcae kaminawk loe, kahing kaminawk pongah tahamhoih o kue, tiah ka thuih.
3 men lykkeligere end begge den, som slet ikke er til, som ikke har set det onde, der sker under Solen.
Ue, kaom vai ai, ni tlim ah sak ih sethaih hmuen hnu vai ai kami loe to kaminawk pongah tahamhoih kue.
4 Og jeg saa, at al Flid og alt dygtigt Arbejde udspringer af den enes Misundelse mod den anden. Ogsaa det er Tomhed og Jag efter Vind.
Kami mah a imtaeng kami to ut pongah ni, patanghaih hoiah tok a sak, tiah ka hnuk. Hae hmuen doeh azom pui ni, takhi hnuk tapom rumramhaih ah ni oh.
5 Daaren lægger Hænderne i Skødet og æder sig selv op.
Kamthu loe a ban to pakhuem moe, angmah ih angan to caak.
6 Bedre en Haandfuld Hvile end Hænderne fulde af Flid og Jag efter Vind.
Patanghaih hoiah toksak moe, ban hnetto koiah hmuen tawnh pacoengah, takhi hnukah patom rumram pongah loe, kamding rue ah toksak moe, ban tamsum maeto hmuen tawnh to hoih kue.
7 Og mere Tomhed saa jeg under Solen.
To pacoengah ni tlim ah kaom azom pui hmuen to ka hnuk let bae vop.
8 Mangen staar alene og har ikke nogen ved sin Side, hverken Søn eller Broder, og dog er der ingen Ende paa al hans Flid og hans Øje bliver ikke mæt af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg mig Flid og nægter mig enhver Nydelse? Ogsaa det, er Tomhed og ondt Slid.
Kami maeto loe ampui tawn ai, caa sah ai moe, nawkamya doeh tawn ai, angmabueng khosak, toe toksak patanghaih to boeng thai ai; a tawnh ih hmuennawk to khet boep thai ai; kai loe kaimah hoi kaimah pacaekthlaek kami ah ni ka oh moe, kaimah ih khosak hoihaih to poek ai ah, minawk han ih maw patanghaih hoiah tha ka pathok moeng, tiah anih mah poek vai ai. Hae hmuen doeh azom pui ni, patangkhang rumramhaih ah ni oh.
9 To er bedre faren end een, thi de faar god Løn for deres Flid;
Hnetto loe maeto pongah hoih kue; nihnik mah toksak azom hoi nahaeloe, toksakhaih atho to hnu hoi hmaek tih.
10 hvis den ene falder, kan den anden rejse sin Fælle op. Men ve den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op.
Maeto amtim nahaeloe ampui mah anih to pathawk tih; toe bomkung tawn ai ah angmabueng ah amtimh kami loe khosak bing!
11 Og naar to ligger sammen, bliver de varme; men hvorledes kan den ensomme blive varm?
Kami hnetto nawnto angsong hoi nahaeloe, bae um tih! Toe angmabueng ah angsong nahaeloe, kawbangmaw bae thai tih?
12 Og naar nogen kan overvælde den ensomme, saa kan to staa sig imod ham; tretvundet Snor brister ikke i Hast.
Kalah kami mah maeto han hmaang naah nihnik loe angbomh hoi tih; aqui thumto ah zet ih qui loe apet han rai.
13 Bedre faren er en fattig Yngling, som er viis, end en gammel Konge, som er en Taabe og ikke mere har Forstand til at lade sig raade.
Thuitaekhaih koeh ai siangpahrang kamthu mitong pongah loe, palungha mithoe nawkta to hoih kue.
14 Thi hin gik ud af Fængselet for at blive Konge, skønt han var født i Fattigdom under den andens Regering.
Kami loe thongkrah cadoeh, siangpahrang ah angcoeng thaih; siangpahrang imthung ah tapen cadoeh amtang thaih.
15 Jeg saa alle, som levede og færdedes under Solen, stille sig ved den Ynglings Side, som skulde træde i Kongens Sted;
Ni tlim ah kahing khosah kaminawk loe, siangpahrang qawktoep han kazing, kami hnukah ni bang o boih, tiah ka poek.
16 der var ikke Tal paa alle de Mennesker, han stod i Spidsen for; men heller ikke over ham glæder de senere Slægter sig; nej, ogsaa det er Tomhed og Jag efter Vind.
Anih loe angmah hmaa ih kroeklaek ai kami nuiah siangpahrang ah oh, toe angzo han koi kaminawk loe siangpahrang nuiah anghoe o poe mak ai. Hae hmuen doeh azom pui ah ni oh tangtang, takhi hnukah patom ramrum baktiah ni oh.
