Prædikeren 3

1 Alt har sin Stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:

Ama mopafina maka'zama fore'ma hu kna metere higeno, maka'zama hu kna metere hu'ne.

2 Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde,

Vahe'ma kasente kna megeno, vahe'ma fri kna me'ne. Hoza hankare kna megeno, hozama hamare kna me'ne.

3 Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge,

Vahe'ma ahefri kna megeno, vahe'ma azeri knamare kna me'ne. Maka'zama tapagema hutre kna megeno, ete kasefa'ma azeri otino ki kna me'ne.

4 Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse,

Zavite kna megeno, kizamare kna me'ne. Asunku'ma hu kna megeno, musema huno avoma hage kna me'ne.

5 Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne,

Havema erino ometre eme atrema hu kna megeno, havema zogi atru hu kna me'ne. Vahe'ma azeri anuki kna megeno, vahe'ma azeri anuoki kna me'ne.

6 Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste,

Keonke zanku'ma hake kna megeno, avresra huno'ma ohake kna me'ne. Mago'a zama erinte kna megeno, ante'nea zama eritre kna me'ne.

7 Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale,

Kukenama tagato hu kna megeno, tagato'ma hu'nea zama rehati kna me'ne. Kema osuno mani kna megeno, keagama hu kna me'ne.

8 Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred.

Vahe'ma avesinte kna megeno, vahe'ma avesrama hunte kna me'ne. Ha'ma hu kna megeno, ha'ma osuno rimpafru huno mani kna me'ne.

9 Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?

Vahe'mo'ma tusi amuhoma huno eri fore nehia zamo'a, na'a knare'za eri fore nehie?

10 Jeg saa det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

Anumzamo'ma knazama tagumpima nentea zana nagra ke'noe.

11 Alt har han skabt smukt til rette Tid; ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog saaledes at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.

Anumzamo'a mika zana kna fatgo'are knare zantfa huno tro hunte'ne. Ana nehuno manivava zana Anumzamo'a vahe'mofo tumopi ante'ne. Ana hu'neanagi Anumzamo'ma tro'ma hunte'nea zana eseteti'ma agafa huno vuno atumpare'ma vu'nea zantamina vahe'mo'a ke vagaore'ne.

12 Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, saa længe de lever.

E'ina hu'negu mago'zama ke'na antahinama huana, muse nehuno knare avu'ava'ma hu'zamo maka'zana agatere'ne.

13 Dog ogsaa det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.

Maka amuho'ma hu'zama eri fore'ma hanaza ne'zane, tinena nene'za musena hiho. Na'ankure e'i ana zantamina Anumzamo museza neramie.

14 Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og saaledes har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Aasyn.

Nagra antahi'na ke'na huana, Anumzamo'ma tro'ma hu'nea zantera mago vahe'mo'a kasefa zana tro huntege, eri atregera osugahie. Anumzamo'ma tro'ma hunte'nea zana Agra ko tro hunte'neankino, mevava hugahie. Vahe'mo'zama Agri agoraga'ama mani'ne'za mono'ma huntesagu Anumzamo'a tro hunte'ne.

15 Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op.

Mika zama menima fore nehia zana, ko fore hu'nea zamo ete efore nehiankino, ama ana zamo'a henka fore hugahie. Na'ankure Anumzamo'ma ko'ma eri fore'ma hu'nea zanke eri fore huvava nehie.

16 Fremdeles saa jeg under Solen, at Gudløshed var paa Rettens Sted og Gudløshed paa Retfærds Sted.

Mago zama ama mopafima koana, fatgo avu'ava'zama huga'zana netre'za, fatgo osu avu'ava zanke nehaze.

17 Jeg sagde ved mig selv: »Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid.«

E'ina hige'na amanahu antahintahi nagu'afina antahi'noe, Anumzamo'a fatgo vahe'ene kefo avu'ava'ma nehaza vahera keagare refko huzmantegahie. Na'ankure maka zama hu kna metere hu'neankino, miko tavutavara refko hugahie.

18 Jeg sagde ved mig selv: »Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr.«

Hagi vahekura amanahu antahintahi nagra antahi'noe, zagagafa kna hu'none hu'zama ke'za antahi'zama hanagu Anumzamo'a vahera rezmaheno nezamage.

19 Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Aand har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed.

Na'ankure zagagafare'ma fore'ma hania zamo'a, vahetera fore hugahie. Zgagafamo'zama nefri'zaza hu'za vahe'mo'za nefrize. Magore huno vahe'mo'a zagagafa agateore'neanki, zagagafane vahe'enena mago zanke hu'na'e. E'ina hu zamo'a agafa'a omaneno knarera osu'ne.

20 Alle gaar sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden.

Vahe'ene zagagafanema frisa'ana kugusopa segaha'e. Kugusopareti regripeno tro huzanante'negu, ete frisukea kugusopa segaha'e.

21 Hvo ved, om Menneskenes Aand stiger opad, og om Dyrenes Aand farer nedad til Jorden?

Vahe'mofo avamumo'a anagamu marenerisigeno, zagagafamofo avamumo'a mopafi ufregahie hu'za mago'a vahe'mo'za nehazanagi, tagra tamage kea ontahi'none.

22 Saaledes indsaa jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham saa vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?

E'ina hu'negu amuhoma huno'ma mago vahe'mo'ma eri fore'ma hania zana erinteno neneno musenkase hino. Na'ankure e'i amuhoma huno'ma eri'zama eri'nea zamofo mizane. E'ina hu'neankino henkama fore'ma hania zamofona, iza knarera hu'nea averi hugahie?