Prædikeren 3
1 Alt har sin Stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:
天が下の萬の事には期あり 萬の事務には時あり
2 Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde,
生るるに時あり死るに時あり 植るに時あり植たる者を抜に時あり
3 Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge,
殺すに時あり醫すに時あり 毀つに時あり建るに時あり
4 Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse,
泣に時あり笑ふに時あり 悲むに時あり躍るに時あり
5 Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne,
石を擲つに時あり石を斂むるに時あり 懐くに時あり懐くことをせざるに時あり
6 Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste,
得に時あり失ふに時あり 保つに時あり棄るに時あり
7 Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale,
裂に時あり縫に時あり 黙すに時あり語るに時あり
8 Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred.
愛しむに時あり惡むに時あり 戦ふに時あり和ぐに時あり
9 Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?
働く者はその労して爲ところよりして何の益を得んや
10 Jeg saa det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
我神が世の人にさづけて身をこれに労せしめたまふところの事作を視たり
11 Alt har han skabt smukt til rette Tid; ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog saaledes at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.
神の爲したまふところは皆その時に適ひて美麗しかり 神はまた人の心に永遠をおもふの思念を授けたまへり 然れば人は神のなしたまふ作爲を始より終まで知明むることを得ざるなり
12 Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, saa længe de lever.
我知る人の中にはその世にある時に快樂をなし善をおこなふより外に善事はあらず
13 Dog ogsaa det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.
また人はみな食飮をなしその労苦によりて逸樂を得べきなり 是すなはち神の賜物たり
14 Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og saaledes har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Aasyn.
我知る凡て神のなしたまふ事は限なく存せん 是は加ふべき所なく是は減すべきところ無し 神の之をなしたまふは人をしてその前に畏れしめんがためなり
15 Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op.
昔ありたる者は今もあり 後にあらん者は既にありし者なり 神はその遂やられし者を索めたまふ
16 Fremdeles saa jeg under Solen, at Gudløshed var paa Rettens Sted og Gudløshed paa Retfærds Sted.
我また日の下を見るに審判をおこなふ所に邪曲なる事あり 公義を行ふところに邪曲なる事あり
17 Jeg sagde ved mig selv: »Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid.«
我すなはち心に謂けらく神は義者と惡者とを鞫きたまはん 彼處において萬の事と萬の所爲に時あるなり
18 Jeg sagde ved mig selv: »Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr.«
我また心に謂けらく是事あるは是世の人のためなり 即ち神は斯世の人を検して之にその獣のごとくなることを自ら暁らしめ給ふなり
19 Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Aand har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed.
世の人に臨むところの事はまた獣にも臨む この二者に臨むところの事は同一にして是も死ば彼も死るなり 皆同一の呼吸に依れり 人は獣にまさる所なし皆空なり
20 Alle gaar sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden.
皆一の所に往く 皆塵より出で皆塵にかへるなり
21 Hvo ved, om Menneskenes Aand stiger opad, og om Dyrenes Aand farer nedad til Jorden?
誰か人の魂の上に昇り獣の魂の地にくだることを知ん
22 Saaledes indsaa jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham saa vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?
然ば人はその動作によりて逸樂をなすに如はなし 是その分なればなり 我これを見る その身の後の事は誰かこれを携へゆきて見さしむる者あらんや
