Prædikeren 2
1 Jeg sagde ved mig selv: »Vel, jeg vil prøve med Glæde; saa nyd da det gode!« Men se, ogsaa det var Tomhed.
Palung thungah ka poek, Vaihi caeh ah, takpum nawmhaih loe kawbang maw oh tito kam tuengsak han, toe hae hmuen doeh azom pui ni.
2 Om Latteren sagde jeg: »Daarskab!« og om Glæden: »Hvad gavner den?«
Pahnuihaih loe amthuhaih ah oh moe, nawmhaih mah timaw angcoengsak? tiah ka thuih.
3 Jeg kom paa den Tanke at kvæge mit Legeme med Vin, medens mit Hjerte dog raadede med Visdom, og at slaa mig paa Daarskab, indtil jeg saa, hvad det baader Menneskens Børn at gøre under Himmelen, det Dagetal de lever.
Kaminawk mah hing thung ni tlim ah timaw sak han hoih, tito ka panoek thai hanah, misurtui hoi nawm hanah tha ka pathok, toe amthuhaih ni ka naeh lat; ka palung mah palunghahaih hoiah ni loklam to ang hnuksak.
4 Jeg fuldbyrdede store Værker, byggede mig Huse, plantede mig Vingaarde,
Kalen parai tok to ka sak; kaimah hanah imnawk to ka sak moe, misur takhanawk doeh ka sak.
5 anlagde mig Haver og Lunde og plantede alle Haande Frugttræer deri,
Takhanawk hoi apawk takhanawk to ka sak moe, takha thungah thingthai kung congca ka thling.
6 anlagde mig Damme til at vande en Skov i Opvækst;
Thingnawk to tui paek hanah, tuili to ka sak.
7 jeg købte Trælle og Trælkvinder, og jeg havde hjemmefødte Trælle; ogsaa Kvæg, Hornkvæg og Smaakvæg, havde jeg i større Maader end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem;
Ka im ah tapen tamnanawk, tamna nongpatanawk hoi nongpanawk doeh ka tawnh; kai om ai naah Jerusalem ah kaom tangcae kaminawk pongah doeh maitaw hoi tuunawk to ka tawnh kue.
8 jeg samlede mig ogsaa Sølv og Guld, Skatte fra Konger og Lande; jeg tog mig Sangere og Sangerinder og Menneskens Børns Lyst: Hustru og Hustruer.
Kaimah hanah sui hoi sumkanglungnawk to ka patung, siangpahrangnawk hoi prae thung ih hmuenmaenawk boih doeh ka tawnh; laasak kop nongpa hoi nongpatanawk to ka tawnh moe, nongpanawk poeknawm o hanah laasakhaih ahmuennawk, congca hmuennawk doeh ka tawnh.
9 Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem; desuden blev min Visdom hos mig.
Kai loe ka len parai, ka hmaa ah kaom Jerusalem kaminawk pongah ka len moe, palunghahaih doeh ka tawnh.
10 Intet, som mine Øjne attraaede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikke mit Hjerte nogen Glæde thi mit Hjerte havde Glæde af al min Flid, og deri laa Lønnen for al min Flid.
Ka mik mah khit ih hmuennawk nuiah angsumhaih ka tawn ai, ka palungthin nawmsak koi hmuen pongah angsumhaih ka tawn ai; ka toksakhaih boih ah anghoehaih ka tawnh; ka toksakhaih tangqum to ka hnuk.
11 Men da jeg overskuede alt, hvad mine Hænder havde virket, og den Flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen Tomhed og Jag efter Vind, og der er ingen Vinding under Solen.
Toe ka ban mah sak ih hmuennawk boih to ka khet naah, ka sak ih toknawk boih loe azom pui ni, takhi hnukah patomhaih hoiah ni anghmong; ni tlim ah atho ohhaih tidoeh om ai.
12 Thi hvad gør det Menneske, som kommer efter Kongen? Det samme, som tilforn er gjort? Jeg gav mig da til at sammenligne Visdom med Daarskab og Taabelighed.
To pacoengah poekhaih ka paqoi moe, palunghahaih, palungmaenghaih hoi amthuhaihnawk to ka poek; sak tangcae hmuennawk pong kamtlai ah, siangpahrang pacoengah kaom kami mah timaw sah thai tih?
13 Jeg saa, at Visdom har samme Fortrin for Taabelighed som Lys for Mørke:
Aanghaih loe vinghaih pongah hoih kue baktih toengah, palunghahaih loe amthuhaih pongah hoih kue, tito ka panoek.
14 Den vise har Øjne i Hovedet, men Taaben vandrer i Mørke. Men jeg skønnede ogsaa, at en og samme Skæbne rammer begge.
Palungha kami ih mik loe a lu nuiah suek; toe kamthu loe vinghaih thungah caeh; toe boeng naah nihnik mah tongh han koi hmuen loe maeto ah ni oh, tito ka panoek.
15 Da sagde jeg ved mig selv: »Taabens Skæbne rammer ogsaa mig; hvad har jeg da for, at jeg er blevet overvættes viis?« Og jeg sagde ved mig selv, at ogsaa det er Tomhed;
To pongah palung thungah hae tiah ka poek, Kamthu khaeah kaom hmuen baktiah ni, kai khaeah doeh oh toeng; to tih nahaeloe tipongah kai loe palungha kue ah ka oh loe? To pacoengah loe ka palung thungah, Hae hmuen doeh azom pui bae hae, tiah ka poek.
16 thi den vises Minde er lige saa lidt evigt som Taabens, fordi nu engang alt glemmes i kommende Dage; ak! den vise maa dø saa godt som Taaben.
Vaihi kaom hmuennawk hae hmabangah loe pahnet boih ah om tih, to pongah palungha kami doeh kamthu baktiah ni pahnet o tih; palungha kami doeh kamthu baktiah ni dueh toeng tih.
17 Da blev jeg led ved Livet, thi ilde tyktes mig det, som sker under Solen; thi det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.
To pongah hinghaih hae ka hnukma; ni tlim ah sak ih tok mah palungsethaih ni ang paek; hmuen boih loe azom pui ni, takhi hnukah patom rumramhaih tok ah ni oh o.
18 Og jeg blev led ved al den Flid, jeg, har gjort mig under Solen, fordi jeg maa efterlade mit Værk til den, som kommer efter mig.
Ue, ka hnukah angzo han koi kami khaeah caehtaak han oh pongah, ni tlim ah angpho qawt hoi ka sak ih toknawk boih to ka hnukma.
19 Hvo ved, om det bliver en Vismand eller en Taabe? Og dog skal han raade over alt, hvad jeg med Flid og Visdom vandt under Solen. Ogsaa det er Tomhed.
Anih loe palungha maw, to tih ai boeh loe amthu maw, tiah mi mah maw panoek tih? Tha pathok moe, tok ka sakhaih boih, ni tlim ah palunghahaih kam tuengsak ih hmuennawk boih loe anih mah ni la tih. To pongah hae hmuen doeh azom pui ni.
20 Og jeg var ved at fortvivle over al den Flid, jeg har gjort mig under Solen;
To pongah ni tlim ah tha ka pathok moe, tok ka sakhaih mah palung ang boengsak sut boeh.
21 thi der har et Menneske gjort sig. Flid med Visdom, Kundskab og Dygtighed, og saa maa han overlade sit Eje til et Menneske, som ikke har lagt Flid derpaa. Ogsaa det er Tomhed og et stort Onde.
Kami mah palunghahaih, panoekhaih, thoemhaih hoi toksah tih, toe a tawnh ih hmuennawk to toksah ai kami hanah ni caehtaak boih tih. Hae hmuen doeh azom pui ah oh moe, kalen koek tahamsethaih ah ni oh.
22 Thi hvad faar et Menneske for al sin Flid og sit Hjertes Higen, som han gør sig Flid med under Solen?
Kami mah ni tlim ah tha pathokhaih boih, poek patanghaih hoi toksakhaih pongah, timaw amekhaih hnuk?
23 Alle hans Dage er jo Lidelse, og hans Slid er Græmmelse; end ikke om Natten finder hans Hjerte Hvile. Ogsaa det er Tomhed.
Anih ih aninawk boih loe palungsethaih ah oh moe, a toksakhaih doeh patangkhanghaih ah ni oh; ue, aqum ah doeh palungthin to anghak ai. Hae hmuen doeh azom pui ni.
24 Intet er bedre for et Menneske end at spise og drikke og give sin Sjæl gode Dage ved sin Flid. Og det skønnede jeg, at ogsaa det kommer fra Guds Haand.
Kami loe caak moe, naek pacoengah, sak ih tok nui ah kanawm acaenghaih pongah kahoih kue tidoeh om ai boeh. Ka hnukhaih dan ah, hae hmuen doeh Sithaw ban hoi kaom hmuen ah ni oh.
25 Thi hvo kan spise eller drikke uden hans Vilje?
Angmah ai ah, mi maw caaknaek to hnu moe, nawmhaih pakrong thaih?
26 Thi det Menneske, som er godt i hans Øjne, giver han Visdom, Kundskab og Glæde; men den, som synder, giver han Slid med at samle og ophobe for saa at give det til en, som er god i Guds Øjne. Ogsaa det er Tomhed og Jag efter Vind.
A mikhnuk ah kahoih kami khaeah Sithaw mah, palunghahaih, panoekhaih hoi anghoehaih to paek; toe kazae kami khaeah loe khosak raihaih to paek tih, anih mah tawnh ih hmuennawk loe Sithaw palung anghoesak kami hanah paek boih tih. Hae hmuen doeh azom pui ni, takhi hnukah patom rumramhaih tok ah ni oh.
