Prædikeren 12
1 Tænk Paa din Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dage kommer og Aarene nærmer sig, om hvilke du vil sige: »I dem har jeg ikke Behag!«
Laglagipem met ti Namarsua kenka kadagiti aldaw ti kinaagtutubom, sakbay a dumteng dagiti aldaw ti rigrigat, ken sakbay a dumteng dagiti tawen inton ibagam, “Awanen ti pakaragsakak kadakuada,”
2 før Sol og Lys og Maane og Stjerner hylles i Mørke og der atter kommer Skyer efter Regn,
sakbay a sumipnget ti lawag ti init, ti bulan ken dagiti bituen, ken agsubli dagiti nangingisit nga ulep kalpasan ti tudo.
3 Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, da Møllepigerne svigter, fordi de er faa, og de bliver mørke, som kigger ved Gluggerne,
Daytanto ti tiempo inton agtigerger dagiti guardia ti palasio, ken malugpi dagiti napipigsa a lallaki ken agsardeng dagiti babbai nga aggilgiling gapu ta bassitda, ken saanen a makakita a silalawag dagiti tumantan-aw kadagiti tawa.
4 da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen gaar med dæmpet Lyd, da man staar op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker,
Daytanto ti tiempo inton maiserra dagiti ruangan kadagiti dalan, ken agsardeng ti uni ti panaggilgiling, inton makigtot dagiti lallaki iti uni ti billit, ken agpukaw ti timek ti panagkankanta dagiti ubbing a babbai.
5 da man ogsaa ængstes for Bakker, og Rædsler lurer paa Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret svigter, nu Mennesket gaar til sin evige Bolig og Sørgetoget gaar gennem Gaden,
Daytanto ti tiempo inton agbuteng dagiti lallaki kadagiti nangangato a lugar ken kadagiti peggad iti dalan ken inton agsabong ti kayo ti almendro, ken inton guyoden dagiti dudon dagiti bagbagida, ken inton awanen ti kadawyan a tarigagay. Kalpasanna, mapanen ti tao iti agnanayon a pagtaenganna ket sumalog iti kalsada dagiti agladladingit.
6 førend Sølvsnoren brister og Guldskaalen brydes itu, før Krukken slaas i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned i Brønden
Lagipem ti Namarsua kenka sakbay a mapugsat ti pirak a tali, wenno marumek ti balitok a mallukong, wenno maburak ti kapitera idiay ubbog wenno madadael ti kalo a maus-usar a pangala iti danum idiay bubon,
7 og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Aanden til Gud, som gav den.
sakbay nga agsubli ti tapuk iti daga a naggapuanna, ken agsubli ti espiritu iti Dios a nangted iti daytoy.
8 Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed.
“Maysa nga angep ti alingasaw” kuna ti Manursuro, “amin a banag ket kasla agpukpukaw nga alingasaw.”
9 Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav ogsaa Folket Kundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog.
Nasirib ti Manursuro, ken sinurwanna ti pannakaammo dagiti tattao. Inadal ken pinanunot ken inurnosna dagiti adu a proberbio.
10 Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære, Sandhedsord.
Sinukimat ti Manursuro nga isurat babaen kadagiti nalawag, nalinteg a sasao ti kinapudno.
11 Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt; de er givet af en og samme Hyrde.
Kasla sarukod a natirad dagiti sasao ti nasirib a tao. Kasla kadagiti lansa a naipalok a nauneg dagiti sasao dagiti nalalaing kadagiti naurnong a proverbioda, nga insuro ti maysa a pastor.
12 Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der er ingen Ende paa, som der skrives Bøger, og megen Gransken trætter Legemet.
Annakko ammoem pay ti maysa a banag; ti panagar-aramid kadagiti libro, nga awan pagpatinggaanna. Makabannog iti bagi ti adu a panagad-adal.
13 Enden paa Sagen, naar alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør hvert Menneske gøre.
Ti pagleppasanna, kalpasan a mangngegan amin a banbanag, ket masapul nga agbutengka iti Dios ken salimetmetam dagiti bilinna, ta daytoy ti sibubukel a pagrebbengan ti sangkataoan.
14 Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, naar han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.
Ta iyegto ti Dios ti amin nga aramid iti pannakaukom, a kadua dagiti tunggal nakalemmeng a banag, nasayaat man daytoy wenno dakes.
