Prædikeren 1
1 Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.
Ord av predikeren, sønn av David, konge i Jerusalem.
2 Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!
Bare tomhet, sier predikeren, bare idelig tomhet! Alt er tomhet.
3 Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?
Hvad vinning har mennesket av alt sitt strev, som han møier sig med under solen?
4 Slægt gaar, og Slægt kommer, men Jorden staar til evig Tid.
Slekt går, og slekt kommer, men jorden står evindelig.
5 Sol staar op, og Sol gaar ned og haster igen til sin Opgangs Sted.
Og solen går op, og solen går ned, og den haster tilbake til det sted hvor den går op.
6 Vinden gaar mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.
Vinden går mot syd og vender sig mot nord; den vender og vender sig om under sin gang og begynner så atter sitt kretsløp.
7 Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.
Alle bekker løper ut i havet, men havet blir ikke fullt; til det sted som bekkene går til, dit går de alltid igjen.
8 Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.
Alle ting strever utrettelig, ingen kan utsi det; øiet blir ikke mett av å se, og øret blir ikke fullt av å høre.
9 Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.
Det som har vært, er det som skal bli, og det som har hendt, er det som skal hende, og det er intet nytt under solen.
10 Kommer der noget, om hvilket man siger: »Se, her er da noget nyt!« det har dog for længst været til i Tiderne forud for os.
Er det noget hvorom en vilde si: Se, dette er nytt - så har det vært til for lenge siden, i fremfarne tider som var før oss.
11 Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
Det er ingen som minnes dem som har levd før, og heller ikke vil de som siden skal komme, leve i minnet hos dem som kommer efter.
12 Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.
Jeg, predikeren, var konge over Israel i Jerusalem,
13 Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
og jeg vendte min hu til å ransake og utgranske med visdom alt det som hender under himmelen; det er en ond plage, som Gud har gitt menneskenes barn å plage sig med.
14 Jeg saa alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.
Jeg sa alle de gjerninger som gjøres under solen, og se, alt sammen var tomhet og jag efter vind.
15 Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.
Det som er kroket, kan ikke bli rett, og det som mangler, kan ingen regne med.
16 Jeg tænkte ved mig selv: »Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde.«
Jeg talte med mig selv i mitt indre og sa: Se, jeg har vunnet mig større og rikere visdom enn alle som har rådet over Jerusalem før mig, og mitt hjerte har skuet megen visdom og kunnskap.
17 Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Daarskab og Taabelighed; jeg skønnede, at ogsaa det er Jag efter Vind.
Og jeg vendte min hu til å kjenne visdommen og kjenne dårskap og uforstand, men jeg skjønte at også dette var jag efter vind.
18 Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.
For hvor det er megen visdom, der er det megen gremmelse, og den som øker kunnskap, øker smerte.
