5 Mosebog 3

1 Derpaa brød vi op og drog mod Basan. Og Kong Og af Basan rykkede med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved Edre'i.

2 Da sagde HERREN til mig: »Frygt ikke for ham, thi jeg giver ham i din Haand tillige med hele hans Folk og Land, og du skal gøre ved ham, som du gjorde ved Sihon, Amoriterkongen i Hesjbon.«

3 Saa gav HERREN vor Gud ogsaa Kong Og af Basan og alle hans Krigere i vor Haand, og vi slog ham, saa ikke en eneste undslap.

4 Vi indtog dengang alle hans Byer; der var ikke een By, vi ikke fratog dem, i alt tresindstyve Byer, hele Landskabet Argob, Ogs Kongerige i Basan,

5 lutter Byer, der var befæstet med høje Mure, Porte og Portslaaer, foruden de mange aabne Byer;

6 og vi lagde Band paa dem, ligesom vi havde gjort ved Kong Sihon i Hesjbon, i enhver By lagde vi Band paa Mænd, Kvinder og Børn;

7 men alt Kvæget, og hvad vi røvede fra Byerne, tog vi selv som Bytte.

8 Saaledes erobrede vi dengang Landet fra de to Amoriterkonger hinsides Jordan fra Arnonfloden til Hermonbjerget —

9 Zidonierne kalder Hermon Sirjon, men Amoriterne kalder det Senir —

10 alle Byerne paa Højsletten, hele Gilead og hele Basan lige til Salka og Edre'i, Byer i Kong Ogs Rige i Basan.

11 (Thi Kong Og af Basan var den eneste, der endnu var tilbage af Refaiterne; hans Kiste, en Jernkiste, staar jo endnu i Rabba i Ammon, ni Alen lang og fire Alen bred efter vanligt Maal.)

12 Saaledes tog vi dengang dette Land i Besiddelse. Landet fra Aroer, der ligger ved Arnonfloden, og Halvdelen af Gileads Bjerge med Byerne der gav jeg Rubeniterne og Gaditerne;

13 men Resten af Gilead og hele Basan, Ogs Rige, gav jeg til Manasses halve Stamme, hele Landskabet Argob. (Det er hele dette Basan, man kalder Refaiterland.)

14 Manasses Søn Ja'ir erobrede hele Landskabet Argob indtil Gesjuriternes og Ma'akatiternes Egne og kaldte dem Ja'irs Teltbyer efter sig selv, som de hedder endnu den Dag i Dag.

15 Og Makir gav jeg Gilead;

16 og Rubeniterne og Gaditerne gav jeg Landet fra Gilead til Arnonfloden med Dalens Midtlinie som Grænse og til Jabbokfloden, Ammoniternes Grænse,

17 og Arabalavningen med Jordan som Grænse fra Kinneret til Araba— eller Salthavet ved Foden af Pisgas Skrænter mod Øst.

18 Dengang gav jeg eder følgende Paabud: »HERREN eders Gud har givet eder dette Land i Eje; men I skal, saa mange krigsdygtige Mænd I er, drage væbnede i Spidsen for eders Brødre Israeliterne —

19 kun eders Kvinder, Børn og Kvæg (jeg ved, at I har meget Kvæg) skal blive tilbage i de Byer, jeg giver eder —

20 indtil HERREN bringer eders Brødre til Hvile ligesom eder, og de ogsaa faar taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give dem hinsides Jordan; saa kan enhver af eder vende tilbage til den Ejendom, jeg har givet eder!«

21 Og Josua gav jeg dengang følgende Paabud: »Du har med egne Øjne set alt, hvad HERREN eders Gud har gjort ved disse to Konger; saaledes vil HERREN ogsaa gøre ved alle de Riger, du drager over til.

22 Du skal ikke frygte for dem; thi HERREN eders Gud vil selv kæmpe for eder!«

23 Og dengang bad jeg saaledes til HERREN:

24 »Herre, HERRE! Du har begyndt at vise din Tjener din Storhed og din stærke Haand! Thi hvem er den Gud i Himmelen og paa Jorden, der kan gøre saadanne Gerninger og Storværker som du?

25 Lad mig da faa Lov at drage over og se det herlige Land hinsides Jordan, det herlige Bjergland og Libanon!«

26 Men HERREN var vred paa mig for eders Skyld og hørte mig ikke, men han sagde til mig: »Lad det være nok, tal ikke mere til mig om den Sag;

27 men stig op paa Pisgas Tinde, løft dit Blik mod Vest og Nord, mod Syd og Øst, og tag det i Øjesyn. Thi du kommer ikke til at drage over Jordan dernede;

28 men sig Josua, hvad han skal, og sæt Mod i ham og styrk ham, thi det bliver ham, der skal drage over i Spidsen for dette Folk, og ham, der skal give dem det Land, du ser, i Eje.«

29 Saa blev vi i Dalen lige over for Bet-Peor.