Daniel 6
1 Darius fandt for godt at lægge Riget under 120 Satraper, fordelt over hele Riget;
Siangpahrang ukhaih thung boih ah prae ukkung angraeng cumvai, pumphaeto suek hanah, Darius koehhaih oh;
2 og over dem satte han tre Rigsraader, af hvilke Daniel var den ene, for at Satraperne skulde aflægge Regnskab for dem, saa Kongen intet Tab led.
nihcae to kahoih ah uk moe, siangpahrang ukhaih amro han ai ah, ukkung angraeng thumto a kawk; to kami thumto thungah Daniel doeh athum toeng.
3 Da nu Daniel udmærkede sig fremfor de andre Rigsraader og Satraperne, eftersom der var en ypperlig Aand i ham, og Kongen derfor tænkte paa at sætte ham over hele Riget,
Daniel loe kalah prae ukkung hoi angraengnawk pong kasang koek poekhaih palungthin to tawnh pongah, siangpahrang mah anih khaeah prae to aap boih hanah poek.
4 søgte Rigsraaderne og Satraperne at finde en eller anden Brøde i hans Embedsførelse; men de kunde ikke finde nogen Brøde eller Brist, da han var tro og der ingen Efterladenhed eller Brist var at finde hos ham.
Prae ukhaih kawng pongah ukkungnawk hoi angraengnawk mah Daniel sakpazaehaih hnuk thai hanah pakrong o; toe kasae sakpazaehaih to hnu o thai ai; anih loe oepthoh moe, sakpazaehaih om ai pongah sethaih to hnu o thai ai.
5 Saa sagde disse Mænd: »Vi finder ingen Sag mod denne Daniel, medmindre vi kan finde noget i hans Gudsdyrkelse.«
Hnukkhuem koek ah to ih kaminawk mah, a bok ih Sithaw kawng pong ai ah loe hae kami Daniel nuiah sakpazaehaih a hnu o thai mak ai, tiah thuih o.
6 Derfor stormede disse Rigsraader og Satraper til Kongen og talte saaledes til ham: »Kong Darius leve evindelig!
To pongah ukkungnawk hoi angraengnawk siangpahrang khaeah caeh o moe, anih khaeah, Aw Darius siangpahrang, na hinglung sawk nasoe!
7 Alle Rigsraaderne, Landshøvdingerne, Satraperne, Raadsherrerne og Statholderne er enedes om, at et Kongebud bør udstedes og et Forbud udgaa om, at enhver, som i tredive Dage beder en Bøn til nogen anden end dig, o Konge, det være sig til en Gud eller et Menneske, skal kastes i Løvekulen.
Siangpahrang prae thung ih zaehoikungnawk, angraengnawk, poekhaih paekkungnawk, misatuh angraengnawk boih kam khueng o moe, Aw siangpahrang, nang khue ai ah, kalah Sithaw khaeah maw, to tih ai boeh loe kalah kami khaeah maw, ni qui thumto thung lawkthui kami loe, kaipui paunghaih akhaw thungah va oh, tiah aek thai ai siangpahrang lokpaekhaih kacak rap ah sak hanah ka thuih o.
8 Derfor skal du, o Konge, udstede Forbudet og lade en Skrivelse udgaa, som efter Medernes og Persernes uryggelige Lov ikke kan tages tilbage.«
To pongah vaihi, Aw siangpahrang, amkhrai thai ai, Median hoi Persian kaminawk ih daan baktih toengah, lok takroekhaih to sah ah loe, pakhraih thaih han ai ah, ca ah tarik ah, tiah a naa o.
9 Derfor lod Kong Darius en Skrivelse udgaa med dette Forbud.
To pongah Darius siangpahrang mah tarik ih ca hoi lok takroekhaih to catui daengh o.
10 Men saa snart Daniel fik at vide, at Skrivelsen var udgaaet, gik han ind i sit Hus; i dets Stue paa Taget havde han aabne Vinduer i Retning mod Jerusalem, og han faldt paa Knæ tre Gange om Dagen og bad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort.
To tiah tarik ih ca to catui daeng boeh, tiah Daniel mah panoek naah, angmah im ah amlaem. Im ranui ah dawh moe, Jerusalem bangah kanghae thokbuem to paongh, nito naah vai thumto khokkhu cangkrawn hoiah lawk a thuih; canghnii hoi a sakzong ih baktih toengah, angmah ih Sithaw khaeah anghoehaih lawk a thuih.
11 Da stormede hine Mænd ind og fandt Daniel i Færd med at bede og bønfalde sin Gud.
To naah Daniel loe angmah ih Sithaw khaeah lawkthuih moe, tahmenhaih a hnik, tiah to ah amkhueng toksah angraengnawk mah hnuk o.
12 Saa gik de til Kongen og bragte det kongelige Forbud paa Tale, idet de spurgte: »Har du ikke udstedt et Forbud om, at enhver, som i tredive Dage beder til nogen anden end dig, o Konge, det være sig til en Gud eller et Menneske, skal kastes i Løvekulen?« Kongen svarede: »Sagen staar fast efter Medernes og Persernes uryggelige Lov.«
To pongah nihcae loe siangpahrang khaeah caeh o moe, siangpahrang mah sak ih lok takroekhaih to a thuih pae o; Aw siangpahrang, nang khae khue ai ah, kalah Sithaw khaeah maw, to tih ai boeh loe kalah kami khaeah maw, ni qui thumto thung lawkthui kami loe, kaipui paunghaih akhaw thungah va oh, tiah lokpaekhaih to catui na daengh boeh na ai maw? tiah a naa o. Siangpahrang mah, Amkhrai thai ai, Median hoi Persian kaminawk ih daan baktih toengah, lok takroekhaih loe cak bae, tiah a naa.
13 Saa svarede de Kongen: »Daniel, en af de bortførte Judæere, ænser hverken dig, o Konge, eller Forbudet, du udstedte, men beder sin Bøn tre Gange om Dagen!«
To naah nihcae mah siangpahrang khaeah, Aw siangpahrang, Judah prae ah naeh ih Judah kaminawk thungah kathum, Daniel loe nang to tiah doeh sah ai, catui na daeng ih lokpaekhaih doeh dawncang ai; nito naah vai thumto lawk a thuih, tiah a naa o.
14 Da Kongen hørte dette, blev han saare nedslaaet og overvejede, hvorledes han kunde redde Daniel, og lige til Solens Nedgang søgte han at finde en Udvej til at hjælpe ham.
Siangpahrang mah to lok to thaih naah, palung set, Daniel to loisak hanah a poek; anih loisak hanah niduem khoek to tha pathok.
15 Men saa stormede hine Mænd til Kongen og sagde: »Vid, o Konge, at det er medisk og persisk Ret, at intet Forbud og ingen Lov, som Kongen udsteder, kan tages tilbage!«
To pacoengah to kaminawk loe siangpahrang khaeah caeh o moe, Aw siangpahrang, Median hoi Persian kaminawk ih daan baktih toengah, siangpahrang mah sak ih lokpaekhaih hoi daan loe pakhrai thai ai boeh, tiah panoek ah, tiah a naa o.
16 Da blev Daniel paa Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen; men Kongen sagde til Daniel: »Din Gud, som du vedblivende dyrker, redde dig!«
To pongah siangpahrang mah paek ih lok baktih toengah, nihcae mah Daniel to cae o haih moe, kaipui khaw thungah vah o. Siangpahrang mah Daniel khaeah, Boeng ai ah na bok ih Sithaw mah na pahlong tih hmang! tiah a naa.
17 Saa blev der hentet en Sten og lagt over Kulens Aabning; og Kongen forseglede den med sin egen og sine Stormænds Seglring, at der ingen Ændring skulde ske i Daniels Sag.
Thlung kangphaek maeto lak o moe, thlungkhaw to kraeng o khoep; siangpahrang mah Daniel nuiah lokcaekhaih amkhrai thai han ai ah, angmah ih tacik hoi angmah angraengnawk ih tacik to daengh.
18 Derpaa gik Kongen til sit Palads, hvor han fastede hele Natten. Han lod ingen Kvinder komme ind til sig, og Søvnen veg fra ham.
To pacoengah siangpahrang loe angmah im ah amlaem, aqum puek buh caa ai; katoeng tamoi kruek kop kaminawk doeh anih khaeah caeh o ai; to pongah iip thai ai boeh.
19 Ved Daggry, da det lysnede, stod han op og skyndte sig hen til Løvekulen.
Siangpahrang loe akhawnbang khawnthaw ah angthawk moe, kaipui khaw ohhaih ahmuen ah karang ah caeh.
20 Og da han nærmede sig den, raabte han klagende til Daniel. Kongen tog til Orde og sagde til Daniel: »Daniel, du den levende Guds Tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunde redde dig fra Løverne?«
Kaipui khaw taeng a phak naah qah hoiah Daniel to a palawk, Aw Daniel, kahing Sithaw ih tamna, boeng thai ai ah na bok ih, na Sithaw mah, kaipui pakha thung hoiah ang loisak maw? tiah a naa.
21 Da svarede Daniel Kongen: »Kongen leve evindelig!
To naah Daniel mah, Aw siangpahrang, na hinglung sawk nasoe!
22 Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Gab, saa de ikke har gjort mig nogen Men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans Aasyn og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o Konge!«
Ka Sithaw mah angmah ih van kami to patoeh moe, kaipui pakha to tamuep khoep pongah, ahmaa ka caa ai; a mikhnuk ah zaehaih ka tawn ai, Aw siangpahrang, na hma ah zaehaih tidoeh ka sah ai pongah, nganbawh kana na paek ai, tiah a naa.
23 Og Kongen blev saare glad og lod Daniel drage op af Kulen; og da det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som helst Men, eftersom han havde troet paa sin Gud.
To naah siangpharang loe paroeai anghoe moe, Daniel to kaipui khaw thung hoiah lak hanah lok a paek. Daniel to kaipui khaw thung hoiah lak o, anih loe angmah ih Sithaw to tang pongah, takpum nuiah nganbawh kana tidoeh hnu ai.
24 Men hine Mænd, som havde bagtalt Daniel, blev paa Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen tillige med deres Børn og Hustruer, og næppe havde de naaet Kulens Bund, før Løverne kastede sig over dem og knuste alle Ben i dem.
To pacoengah siangpahrang lokpaekhaih baktih toengah, Daniel zaehaih net kaminawk to hoih o moe, a caanawk hoi a zunawk boih kaipui khaw thungah vah o; nihcae loe kaipuinawk mah rawkcak ah caak han mataeng doeh khawt ai, long ah pha o ai naah, kaipuinawk mah nihcae ih ahuh to taaih pae o boih.
25 Derpaa skrev Kong Darius til alle Folk, Stammer og Tungemaal paa hele Jorden: »Fred være med eder i rigt Maal!
To naah Darius siangpahrang mah, kaminawk boih, prae kaminawk, lok congca pae kaminawk khaeah, Monghaih nangcae khaeah pung nasoe!
26 Hermed byder jeg, at man, saa vidt mit Rige strækker sig, skal frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og bliver i Evighed; hans Rige kan ikke forgaa, og hans Herredømme er uden Ende.
Ka ukhaih prae thungah kaom kaminawk boih mah Daniel ih Sithaw hmaa ah tasoeh takuenhaih hoi zithaih hoiah om o nasoe, tiah lok takroekhaih to ka sak boeh. Anih loe dungzan khoek to kacak, kahing Sithaw ah oh, a prae loe amro mak ai, a ukhaih doeh long boeng khoek to cak tih.
27 Det er ham, der redder og udfrier, og han gør Tegn og Undere i Himmelen og paa Jorden, han, som reddede Daniel af Løvernes Vold!«
Anih mah ni pahlong moe, loisak, van hoi long ah angmathaih hoi dawnrai hmuennawk to a sak; anih mah ni Daniel to kaipui thacakhaih thung hoiah pahlong, tiah ca tarik pae.
28 Og Daniel vedblev at have Lykken med sig under Darius's og Perseren Kyros's Regering.
To pongah Daniel loe Darius siangpahrang ukhaih thung hoi Persia kami Cyrus siangpahrang ukhaih thungah, khosak hoihhaih to hnuk.
