Daniel 10
1 I Perserkongen Kyros tredje Regeringsaar modtog Daniel, som havde faaet Navnet Beltsazzar, en Aabenbaring; og Ordet er Sandhed og varsler om stor Trængsel. Og han mærkede sig Ordet og agtede paa Synet.
Anno tertio Cyri regis Persarum, verbum revelatum est Danieli cognomento Baltassar, et verbum verum, et fortitudo magna: intellexitque sermonem: intelligentia enim est opus in visione.
2 Paa den Tid holdt jeg, Daniel, Sorg i hele tre Uger.
In diebus illis ego Daniel lugebam trium hebdomadarum diebus:
3 Lækre Spiser nød jeg ikke, Kød og Vin kom ikke i min Mund, og jeg salvede mig ikke, før hele tre Uger var gaaet.
panem desiderabilem non comedi, et caro et vinum non introierunt in os meum, sed neque unguento unctus sum, donec complerentur trium hebdomadarum dies.
4 Men paa den fire og tyvende Dag i den første Maaned var jeg ved Bredden af den store Flod, det er Hiddekel.
Die autem vigesima et quarta mensis primi, eram juxta fluvium magnum, qui est Tigris.
5 Og jeg løftede Øjnene og skuede, og se, der var en Mand, som var iført linnede Klæder og havde et Bælte af fint Ofirguld om Hofterne.
Et levavi oculos meos, et vidi: et ecce vir unus vestitus lineis, et renes ejus accincti auro obrizo:
6 Hans Legeme var som Krysolit, hans Ansigt straalede som Lynet, hans Øjne var som Ildsluer, hans Arme og Ben som blankt Kobber og hans Røst som en larmende Hob.
et corpus ejus quasi chrysolithus, et facies ejus velut species fulguris, et oculi ejus ut lampas ardens: et brachia ejus, et quæ deorsum sunt usque ad pedes, quasi species æris candentis: et vox sermonum ejus ut vox multitudinis.
7 Jeg, Daniel, var den eneste, der saa Synet; de Mænd, som var hos mig, saa det ikke; men stor Rædsel faldt over dem, og de flygtede og gemte sig,
Vidi autem ego Daniel solus visionem: porro viri qui erant mecum non viderunt, sed terror nimius irruit super eos, et fugerunt in absconditum.
8 saa jeg blev ene tilbage. Da jeg saa dette vældige Syn, blev der ikke Kraft tilbage i mig, og mit Ansigt skiftede Farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen Kræfter mere.
Ego autem relictus solus vidi visionem grandem hanc: et non remansit in me fortitudo, sed et species mea immutata est in me, et emarcui, nec habui quidquam virium.
9 Da hørte jeg ham tale, og som jeg hørte det, faldt jeg bedøvet om med Ansigtet imod Jorden.
Et audivi vocem sermonum ejus: et audiens jacebam consternatus super faciem meam, et vultus meus hærebat terræ.
10 Og se, en Haand rørte ved mig og fik mig skælvende op paa mine Knæ og Hænder.
Et ecce manus tetigit me, et erexit me super genua mea, et super articulos manuum mearum.
11 Og han sagde til mig: »Daniel, du højt elskede Mand, mærk dig de Ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til dig!« Og da han talede saaledes til mig, rejste jeg mig skælvende.
Et dixit ad me: Daniel vir desideriorum, intellige verba quæ ego loquor ad te, et sta in gradu tuo: nunc enim sum missus ad te. Cumque dixisset mihi sermonem istum, steti tremens.
12 Saa sagde han til mig: »Frygt ikke, Daniel, thi straks den første Dag du gav dit Hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for din Guds Aasyn, blev dine Ord hørt, og jeg er kommet for dine Ords Skyld.
Et ait ad me: Noli metuere, Daniel: quia ex die primo, quo posuisti cor tuum ad intelligendum ut te affligeres in conspectu Dei tui, exaudita sunt verba tua: et ego veni propter sermones tuos.
13 Perserrigets Fyrste stod mig imod i een og tyve Dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til Hjælp; ham lod jeg blive der hos Perserkongernes Fyrste;
Princeps autem regni Persarum restitit mihi viginti et uno diebus: et ecce Michaël, unus de principibus primis, venit in adjutorium meum, et ego remansi ibi juxta regem Persarum.
14 og nu er jeg kommet for at lade dig vide, hvad der skal times dit Folk i de sidste Dage; thi atter er der en Aabenbaring om de Dage.«
Veni autem ut docerem te quæ ventura sunt populo tuo in novissimis diebus, quoniam adhuc visio in dies.
15 Medens han talede saaledes til mig, bøjede jeg maalløs Ansigtet mod Jorden.
Cumque loqueretur mihi hujuscemodi verbis, dejeci vultum meum ad terram, et tacui.
16 Og se, noget, der saa ud som en Menneskehaand, rørte ved mine Læber, og jeg aabnede min Mund og talte saaledes til ham, som stod for mig: »Herre, ved Synet overvældedes jeg af Smerter og har ikke flere Kræfter.
Et ecce quasi similitudo filii hominis tetigit labia mea: et aperiens os meum locutus sum, et dixi ad eum, qui stabat contra me: Domine mi, in visione tua dissolutæ sunt compages meæ, et nihil in me remansit virium.
17 Og hvor kan jeg, min Herres ringe Træl, tale til dig, høje Herre? Af Rædsel har jeg mistet min Kraft, og der er ikke Vejr tilbage i mig!«
Et quomodo poterit servus domini mei loqui cum domino meo? nihil enim in me remansit virium, sed et halitus meus intercluditur.
18 Saa rørte atter en som et Menneske at se til ved mig og styrkede mig;
Rursum ergo tetigit me quasi visio hominis, et confortavit me,
19 og han sagde: »Frygt ikke, du højt elskede Mand! Fred være med dig, vær trøstig og ved godt Mod!« Og som han talede med mig, følte jeg mig styrket og sagde: »Tal, Herre, thi du har styrket mig!«
et dixit: Noli timere, vir desideriorum: pax tibi: confortare, et esto robustus. Cumque loqueretur mecum, convalui, et dixi: Loquere, domine mi, quia confortasti me.
20 Da sagde han: »Ved du, hvorfor jeg kom til dig? Jeg maa nu straks vende tilbage for at kæmpe med Persiens Fyrste, og saa snart jeg er færdig dermed, se, da kommer Grækenlands Fyrste.
Et ait: Numquid scis quare venerim ad te? et nunc revertar ut prælier adversum principem Persarum. Cum ego egrederer, apparuit princeps Græcorum veniens.
21 Og ikke een hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders Fyrste,
Verumtamen annuntiabo tibi quod expressum est in scriptura veritatis: et nemo est adjutor meus in omnibus his, nisi Michaël princeps vester.
