< Apostelenes gerninger 27 >
1 Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien, overgave de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling.
When it was decided that we should sail for Italy, they proceeded to hand over Paul and a few other prisoners to the custody of Julius, a centurion of the Imperial Regiment.
2 Vi gik da om Bord paa et adramyttisk Skib, som skulde gaa til Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os.
We embarked in a ship of Adramyttium which was about to sail to the ports of the province of Asia, and put to sea. Aristarchus, a Macedonian of Thessalonica, accompanied us.
3 Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede Paulus venligt, tilstedte ham at gaa hen til sine Venner og nyde Pleje.
The next day we touched at Sidon. There Julius treated Paul kindly, and gave him leave to visit his friends and refresh himself.
4 Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden var imod.
Putting to sea from thence we sailed under the lee of Cyprus, because the winds were against us;
5 Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien.
and after sailing across the Cilician and Pamphylian waters, we came to Myra, in Lycia.
6 Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til Italien, og bragte os over i det.
And there the centurion found an Alexandrian ship bound for Italy, and put us on board of her.
7 Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og næppe naaede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi ned under Kreta ved Salmone.
For many days we sailed slowly, and then arrived with difficulty over against Cnidus; from this point, as the wind did not further favor us, we ran under the lee of Crete, off Cape Salmone;
8 Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som kaldes „Gode Havne”, nær ved Byen Lasæa.
and coasting along with difficulty we reached a place called Fair Havens, not far from the town of Lasea.
9 Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var farlig, saasom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde:
By this time the season was far advanced, and sailing had become dangerous (for the Autumn Fast was past); so Paul began to warn them.
10 „I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen Skade, ikke alene paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.”
"Sirs," he said to them, "I perceive that the voyage will be attended with injury and serious loss, not only to the cargo and to the ship, but also to our own lives."
11 Men Høvedsmanden stolede mere paa Styrmanden og Skipperen end paa det, som Paulus sagde.
But the centurion paid greater heed to the master and to the owner than to anything that was spoken by Paul;
12 Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde naa hen og overvintre i Føniks, en Havn paa Kreta, som vender imod Sydvest og Nordvest.
and as the harbor was ill adapted for winter quarters, the majority advised putting out to sea from thence, to see whether they could get to Phoenix and winter there, a harbor on the coast of Crete facing northeast and southeast.
13 Da der nu blæste en Søndenvind op, mente de at have naaet deres Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under Kreta.
And when the south wind blew softly, supposing that they had obtained their purpose, they weighed anchor and sailed along Crete, close in shore.
14 Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den, den saakaldte „Eurakvilo”.
But it was not long before a furious wind, called Euroclydon, rushed down from the island;
15 Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden, opgave vi det og lode os drive.
when the ship was caught and could not face the wind, we gave way to it, and let her drive.
16 Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formaaede vi med Nød og næppe at bjærge Baaden.
Then we ran under the lee of a little island named Claudia, where with great difficulty we were able to secure the ship’s boat.
17 Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig saaledes drive.
After hauling it aboard, they used ropes to undergird the ship, and since they were fearful lest they should be driven upon the Syrtes, they lowered the gear and lay to.
18 Og da vi maatte kæmpe haardt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord.
And as we were being terribly battered by the storm, the next day they began to throw the freight overboard,
19 Og paa den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber.
and on the third day with their own hands they threw the ship’s tackling overboard.
20 Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os, som ikke var ringe, blev fra nu af alt Haab om Redning os betaget.
Then when for many days neither sun nor stars were seen, and a great tempest still beat upon us, all hope that we should be saved was now taken away from us.
21 Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, saa stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: „I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke være sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade.
When for a long time they had been without food, Paul stood among them and said. "Men, you ought to have listened to me, and not have set sail from Crete, and so have spared yourselves this injury and loss.
22 Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgaa, men alene Skibet.
"But now take courage. There will be no loss of life among you, but only of the ship,
23 Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg ogsaa tjener, og sagde:
"for last night an angel of the God whose I am and whom I serve, stood by me and said.
24 „Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se, Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig.”
"‘Fear not, Paul; you must stand before Caesar. Behold, God has granted you the lives of all who are sailing with you.’
25 Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til Gud, at det skal ske saaledes, som der er blevet talt til mig.
"So take courage, men! I believe God, I believe that things will turn out exactly as it has been told me.
26 Men vi maa strande paa en Ø.”
"But we must be cast upon a certain island."
27 Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i Nærheden.
It was now the fourteenth night, and we were drifting through the Adriatic Sea when, about midnight, the sailors began to suspect that they were drawing near to some land.
28 Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere fremme atter loddede, fik de femten Favne.
So they sounded and found twenty fathoms; and after a little they sounded again, and found fifteen fathoms.
29 Og da de frygtede, at vi skulde støde paa Skær, kastede de fire Ankere ud fra Bagstavnen og bade til, at det maatte blive Dag.
Then, fearing lest we should run ashore on the rocks, they threw out four anchors from the stern, and longed for day to come.
30 Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg paa at flygte fra Skibet og firede Baaden ned i Søen under Paaskud af, at de vilde lægge Ankere ud fra Forstavnen,
And when the sailors were trying to flee from the ship, and had lowered the boat into the sea under pretext of laying anchors from the bow,
31 da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: „Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes.”
Paul said to the centurion and to the soldiers, "Unless these men remain on the ship, you cannot be saved."
32 Da kappede Stridsmændene Baadens Tove og lode den falde ned.
Then the soldiers cut the ropes of the ship’s boat and let her fall off.
33 Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage Næring til sig og sagde: „Det er i Dag den fjortende Dag, I have ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder.
And while day was dawning, Paul kept urging them all to take some food. "This is the fourteenth day," he said, "that you have been on the watch, fasting, having eaten nothing.
34 Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette hører med til eders Redning; ikke et Haar paa Hovedet skal gaa tabt for nogen af eder.”
"So I beg you to take some food, for this is for your safety. For there shall not a hair perish from the head of any one of you."
35 Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for alles Øjne og brød det og begyndte at spise.
When he had so said and had taken bread, he gave thanks to God before them all, and broke it and began to eat.
36 Da bleve de alle frimodige og toge ogsaa Næring til sig.
Then they all cheered up and themselves took food.
37 Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og halvfjerdsindstyve Sjæle.
There were in the ship two hundred and seventy-six souls, all told.
38 Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at kaste Levnedsmidlerne i Søen.
After eating a hearty meal, they began to lighten the ship by throwing the wheat overboard.
39 Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte Skibet ind paa.
When it was day they tried in vain to recognize the land, but they spied an inlet with a sandy beach, and they began conferring to see whether they could drive the ship into it.
40 Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste tillige Rortovene, og idet de satte Raasejlet til for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.
They cast off the anchors and left them in the sea, and unloosing at the same time the ropes that tied the rudders, they hoisted the foresail to the breeze, and headed for the beach.
41 Men de stødte paa en Grund med dybt Vand paa begge Sider, og der satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
But coming to a place where two seas met, they ran the ship aground; the bow struck and remained fixed, but the stern began to break up under the violence of the waves.
42 Det var nu Stridsmændenes Raad, at man skulde ihjelslaa Fangerne, for at ingen skulde svømme bort og undkomme.
Now the soldiers were planning to kill the prisoners, lest any of them should swim off and so escape.
43 Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud og slippe i Land,
But the centurion kept them from their purpose, because he wished to save Paul. He gave orders that those who could swim should first jump overboard and get to land;
44 og de andre bjærge sig, nogle paa Brædder, andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skete det, at alle bleve reddede i Land.
and that the rest should follow, some on planks and some on other bits of wreckage. And so it came to pass that all escaped safe to the land.