Apostelenes gerninger 2
1 Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede.
Pentecost ni ahong tungin chu iempungei hah anrêngin mun khata an intûpkhôma.
2 Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade.
Inningloi rengin invân renga phâivuopui angati rahang ajuong tung zuta, an insungna in hah ajuong sip zita.
3 Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig paa hver enkelt af dem.
Melei anga om meidon insem inzarin an mua, an chunga achuong chita.
4 Og de bleve alle fyldte med den Helligaand, og de begyndte at tale i andre Tungemaal, efter hvad Aanden gav dem at udsige.
Anrêngin Ratha Inthiengin an sip zita, Ratha'n a min chong ngei angtakin chong dangin an chong zoia.
5 Men der var Jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen.
Hanchu muntin renga hong Juda sakhuo mingei jerusalema an châma.
6 Da denne Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret; thi hver enkelt hørte dem tale paa hans eget Maal.
Ma rahang hah an rietin chu, mi tamtak an hong intûpa, mitinin iempungei chong hah anni an chong chit angin an riet sikin an mulung sûnga an kamâma.
7 Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: „Se, ere ikke alle disse, som tale, Galilæere?
an mulung ajînga, kamâmruoi khom an ti oka, “En ta, hi a chongngei murdi hih Galilee rama mi nimak ngei mo!
8 Hvor kunne vi da høre dem tale, hver paa vort eget Maal, hvori vi ere fødte,
I angin mo ei rêngin ei inzirpui chong ang chita ei riet thei hih?
9 Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og Asien,
Senkhat Parthia mi, Media mi, Elam mingei ei nia, senkhat Mesopotamia rama om, Judea rama om, Cappadocia ram, Pontus le Asia rama om,
10 i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og vi her boende Romere,
Phrygia le Pamphylia ram, Egypt le Libya rama Cyrene khuo kôl revêla omngei ei nia, senkhat Rom khuo renga hong,
11 Jøder og Proselyter, Kretere og Arabere, vi høre dem tale om Guds store Gerninger i vore Tungemaal?”
Judangei le Jentail Juda lei minchang ngei ei nia, male senkhat Crete tuihuol mi le Arabia rama mi ei nia; Hankhoma, Pathien sintho roiinpui ngei an misîr, ei inzirpui chong ang chita ei riet hih!” an tia.
12 Og de forbavsedes alle og vare tvivlraadige og sagde den ene til den anden: „Hvad kan dette være?”
Anrêngin a mindona chang riet loiin kamâm aruoi an tia, “Hi ngei hih inmo anni rang?” tiin anni le anni an inrekela.
13 Men andre sagde spottende: „De ere fulde af sød Vin.”
Hannirese senkhatin chu iempungei hah, innuinân an manga, “Hi mingei hih uain inrûi kêng an ni!” an tia.
14 Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte til dem: „I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og laaner Øre til mine Ord!
Hanchu sômleikhat ngei leh Peter hah an indinga, mipui lâia han inringtakin chongril aphuta, “Nangni Judea rama mingei le jerusalema ompu murdi ngei, ko chongril hih rangâi ungla male mahi imo aomzie nangni lei ril rong.
15 Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time paa Dagen;
Hi ngei hih nin iem lam angin inrûi mak ngei, atûn hin jîng dâr kuo vaikêng ala ni.
16 men dette er, hvad der er sagt ved Profeten Joel:
Hi roi hih Dêipu Joel'n a lei ril hah ani.
17 „Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle iblandt eder skulle have Drømme.
‘Pathien'n sûn nûka chu hi anghin la tho ki tih; mi murdi chunga ka Ratha la bun ka ta nin nâipasal le nin nâinupangngeiin ko chong la misîr an ta; nin ruotharte ngeiin inlârna mûng an ta, male nin tarngeiin ramangin phan an tih.
18 Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle profetere.
Ani, ma nikhuo ngeia hanchu ki tîrlâmngei nupangngei, pasalngei chunga ka Ratha bun ka ta ko chong la misîr an tih.
19 Og jeg vil lade ske Undere paa Himmelen oventil og Tegn paa Jorden nedentil, Blod og Ild og rygende Damp.
Chungtieng invâna sininkhêlngei male nuoi tieng pilchunga kamâmruoingei min mu ngei ki tih. Mahan thisen, mei, meikhu bit ngei om a ta;
20 Solen skal forvandles til Mørke og Maanen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer.
Nisa jîng a ta male tha thisen anghan sen atih; Pumapa Nikhuo inlal le roiinpuitak hah ajuong tung mân.
21 Og det skal ske, enhver, som paakalder Herrens Navn, skal frelses.” —
Hanchu, tukhomin Pumapa riming ralam murdi chu sanminringin om an tih.’
22 I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand, som fra Gud var godtgjort for eder ved kraftige Gerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, som I jo selv vide,
“Nangni Israel mingei hi chongngei hih lei rangâi roi! Nangni rengin nin riet anghan, Nazereth Jisua hah Pathien'n nin lâia sininkhêl, kamâmruoi le sinthona ngei nangni a min riet ani.
23 ham, som efter Guds bestemte Raadslutning og Forudviden var bleven forraadt, ham have I ved lovløses Haand korsfæstet og ihjelslaaet.
Jisua hah Pathien jêklam le mintuo lam angtakin an sûra, nangnin mi nunsie ngei kuta bângin khrosa jêmdelin nin thata.
24 Men Gud oprejste ham, idet han gjorde Ende paa Dødens Veer, eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af den.
Aniatachu Pathien'n thina sinthotheina renga mojôkin, ama hah thinân asûr chien thei loi sikin a kaithoi zoi.
25 Thi David siger med Henblik paa ham: „Jeg havde altid Herren for mine Øjne; thi han er ved min højre Haand, for at jeg ikke skal rokkes.
David reng khomin a chungroi hi anghin a rila, ‘Ka makunga Pumapa ku mu tit ngâia; kên nîk loina rangin ka changtieng aom tita.
26 Derfor glædede mit Hjerte sig, og min Tunge jublede, ja, ogsaa mit Kød skal bo i Haab;
Masikin râisânnân ki sipa, ko chong khom râisâna asip. ka taksa khomin a sabei ngit ani, ka sabeina khom râisânnân asipa.
27 thi du skal ikke lade min Sjæl tilbage i Dødsriget, ikke heller tilstede din hellige at se Forraadnelse. (Hadēs g86)
Masikin ka ratha hi mithi khuoa mâksan no ti nia, Ni mi inthieng ruok mon rang phal no ti ni. (Hadēs g86)
28 Du har kundgjort mig Livets Veje; du skal fylde mig med Glæde for dit Aasyn.”
Nangman ringna lampuingei mi ni min mua; male mi ni ompui sikin râisânnân sip ki tih zoi.’
29 I Mænd, Brødre! Jeg kan sige med Frimodighed til eder om Patriarken David, at han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.
“Ka champuingei, ei richibul Rêng David roi hah hâitakin nangni ki ril. Ama hah a thi zoia, male an phûma, a thân khom atûnten ei kôla ala om tit.
30 Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde tilsvoret ham, at af hans Lænds Frugt skulde en sidde paa hans Trone,
Ama hah Dêipu ania, a ruthûl rangin tumakhat Pathien'n David richisuonpârngei lâia rêngin la phun rangin ânkhâm ngit ti a rieta.
31 talte han, forudseende, om Kristi Opstandelse, at hverken blev han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller saa hans Kød Forraadnelse. (Hadēs g86)
Pathien'n sûnmotona sin a tho rang tie David'n a lei riet piel sikin Khrista inthoinôk rang chong misîrin, ‘Ama hah mithi khuoa mâkrakin om maka; a ruok khom thâna mon mak,’ ai ti ani. (Hadēs g86)
32 Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle ere Vidner.
Hima Jisua hih Pathien'n thina renga a kaithoinôk zoi ti chong hih keini reng hi rietpuipungei kin ni.
33 Efter at nu han ved Guds højre Haand er ophøjet og af Faderen har faaet den Helligaands Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I baade se og høre.
Pathien changtieng chôiminsâng ani zoia, a Pa kôm renga Ratha Inthieng leikhâm hah a changa, atûna nin mu le nin riet hi ei chunga ajuong vur ani hih.
34 Thi David for ikke op til Himmelen; men han siger selv: „Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,
David hah ama lelên invâna kal maka, ‘Pumapa han ku Pumapa kôm: ka changtieng insung tit roh.
35 indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.”
Keima'n na râlngei murdi ne kepha sirna nuoia ka dar mâka a ti, a tina kêng ani.’
36 Derfor skal hele Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort baade til Herre og til Kristus.”
“Hanchu, Jisua nin jêmdelpu hah Pathien'n Pumapa le Khrista aminchang ngêt tih Israel mi murdi riet ngêt rese ngei a tia.”
37 Men da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige Apostle: „I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gøre?”
An chong riet han an mulungrîl atôka, Peter le tîrton dangngei kôm han, “Lâibungngei, imo kin tho rang ani zoi?” an tia.
38 Men Peter sagde til dem: „Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe paa Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle faa den Helligaands Gave.
Peter'n an kôm, “Nin sietnangei ngâidam anina rangin insîr ungla, Jisua Khrista rimingin Baptis chang pak roi, hanchu, Pathien manboiapêk Ratha Inthieng hih chang nin tih.
39 Thi for eder er Forjættelsen og for eders Børn og for alle dem, som ere langt borte, saa mange som Herren vor Gud vil tilkalde.”
A khâm hih nangni le nin nâingei le ram lataka mi murdi ngei rang le Pumapa Pathien'n a kôma a koi ngei nâm ani,” a tia.
40 Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem og formanede dem, idet han sagde: „Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt!”
Peter'n Chong dang tamtakin a ril minthâra; male atûnlâi ruolthar saloi ngei renga hih jôk roi, tiin a ngêna.
41 De, som nu toge imod hans Ord, bleve døbte; og der føjedes samme Dag omtrent tre Tusinde Sjæle til.
A chong a pom ngei murdi baptis an changa, ma nikhuo han mi isâng thum an inbôk sa zoi.
42 Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets Brydelse og Bønnerne.
Tîrtonngei kôm inchûn, inlopkhômna inchelin bu khalâi ot inlopkhômna inchelin le chubaitho ningsiet takin an oma.
43 Men der kom Frygt over enhver Sjæl, og der skete mange Undere og Tegn ved Apostlene.
Tîrtonngei han sininkhêl kamâmruoi tamtak an tho sikin mitinin an rin ngei zoia.
44 Og alle de troende holdt sig sammen og havde alle Ting fælles.
A iempungei murdi chu inlopkhômin an neinunngei murdi an minchun zoi.
45 Og de solgte deres Ejendom og Gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver havde Trang til.
An rochonngei an neinunngei murdi juorin an nâng dungjûiin inmang inlômin an insem ngâia.
46 Og idet de hver Dag vedholdende og endrægtigt kom i Helligdommen og brød Brødet hjemme, fik de deres Føde med Fryd og i Hjertets Enfold,
Anîngtin mulung munkhatin Biekina an inkhôm ngâia an in tieng khom râisântak le mulungchuktakin bu khalâi an ot ngâi.
47 idet de lovede Gud og havde Yndest hos hele Folket. Men Herren føjede daglig til dem nogle, som lode sig frelse.
Pathien an minpâka, mi murdi râisân lamin an oma. Hanchu, Pumapa minringa hong om tîr ngei chu anîngtin an lôm rangin a hong bôk pe bang ngâi ani.
