Apostelenes gerninger 13

1 Men i Antiokia, i den derværende Menighed, var der Profeter og Lærere, nemlig Barnabas og Simeon, med Tilnavn Niger, og Kyrenæeren Lukius og Manaen, en Fosterbroder af Fjerdingsfyrsten Herodes, og Saulus.

aparaJca barNabbAH, zimon yaM nigraM vadanti, kurInIyalUkiyo herodA rAjJA saha kRtavidyAbhyAso minahem, zaulazcaite ye kiyanto janA bhaviSyadvAdina upadeSTArazcAntiyakhiyAnagarasthamaNDalyAm Asan,

2 Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligaand: „Udtager mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har kaldet dem.‟

te yadopavAsaM kRtvezvaram asevanta tasmin samaye pavitra AtmA kathitavAn ahaM yasmin karmmaNi barNabbAzailau niyuktavAn tatkarmma karttuM tau pRthak kuruta|

3 Da fastede de og bade og lagde Hænderne paa dem og lode dem fare.

tatastairupavAsaprArthanayoH kRtayoH satoste tayo rgAtrayo rhastArpaNaM kRtvA tau vyasRjan|

4 Da de nu saaledes vare udsendte af den Helligaand, droge de ned til Seleukia og sejlede derfra til Kypern.

tataH paraM tau pavitreNAtmanA preritau santau silUkiyAnagaram upasthAya samudrapathena kupropadvIpam agacchatAM|

5 Og da de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes Synagoger; men de havde ogsaa Johannes til Medhjælper.

tataH sAlAmInagaram upasthAya tatra yihUdIyAnAM bhajanabhavanAni gatvezvarasya kathAM prAcArayatAM; yohanapi tatsahacaro'bhavat|

6 Og da de vare dragne igennem hele Øen indtil Pafus, fandt de en Troldkarl, en falsk Profet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus.

itthaM te tasyopadvIpasya sarvvatra bhramantaH pAphanagaram upasthitAH; tatra suvivecakena sarjiyapaulanAmnA taddezAdhipatinA saha bhaviSyadvAdino vezadhArI baryIzunAmA yo mAyAvI yihUdI AsIt taM sAkSAt prAptavataH|

7 Han var hos Statholderen Sergius Paulus, en forstandig Mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og attraaede at høre Guds Ord.

taddezAdhipa Izvarasya kathAM zrotuM vAJchan paulabarNabbau nyamantrayat|

8 Men Elimas, Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at vende Statholderen bort fra Troen.

kintvilumA yaM mAyAvinaM vadanti sa dezAdhipatiM dharmmamArgAd bahirbhUtaM karttum ayatata|

9 Men Saulus, som ogsaa kaldes Paulus, blev fyldt med den Helligaand, saa fast paa ham og sagde:

tasmAt zolo'rthAt paulaH pavitreNAtmanA paripUrNaH san taM mAyAvinaM pratyananyadRSTiM kRtvAkathayat,

10 „O, du Djævelens Barn, fuld af al Svig og al Underfundighed, du Fjende af al Retfærdighed! vil du ikke holde op med at forvende Herrens de lige Veje?

he narakin dharmmadveSin kauTilyaduSkarmmaparipUrNa, tvaM kiM prabhoH satyapathasya viparyyayakaraNAt kadApi na nivarttiSyase?

11 Og nu se, Herrens Haand er over dig, og du skal blive blind og til en Tid ikke se Solen.‟ Men straks faldt der Mulm og Mørke over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde lede ham.

adhunA paramezvarastava samucitaM kariSyati tena katipayadinAni tvam andhaH san sUryyamapi na drakSyasi| tatkSaNAd rAtrivad andhakArastasya dRSTim AcchAditavAn; tasmAt tasya hastaM dharttuM sa lokamanvicchan itastato bhramaNaM kRtavAn|

12 Da Statholderen saa det, som var sket, troede han, slagen af Forundring over Herrens Lære.

enAM ghaTanAM dRSTvA sa dezAdhipatiH prabhUpadezAd vismitya vizvAsaM kRtavAn|

13 Paulus og de, som vare med ham, sejlede da ud fra Pafus og kom til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem.

tadanantaraM paulastatsaGginau ca pAphanagarAt protaM cAlayitvA pamphuliyAdezasya pargInagaram agacchan kintu yohan tayoH samIpAd etya yirUzAlamaM pratyAgacchat|

14 Men de droge videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien og gik ind i Synagogen paa Sabbatsdagen og satte sig.

pazcAt tau pargIto yAtrAM kRtvA pisidiyAdezasya AntiyakhiyAnagaram upasthAya vizrAmavAre bhajanabhavanaM pravizya samupAvizatAM|

15 Men efter Forelæsningen af Loven og Profeterne sendte Synagogeforstanderne Bud hen til dem og lode sige: „I Mænd, Brødre! have I noget Formaningsord til Folket, da siger frem!‟

vyavasthAbhaviSyadvAkyayoH paThitayoH sato rhe bhrAtarau lokAn prati yuvayoH kAcid upadezakathA yadyasti tarhi tAM vadataM tau prati tasya bhajanabhavanasyAdhipatayaH kathAm etAM kathayitvA praiSayan|

16 Men Paulus stod op og slog til Lyd med Haanden og sagde: „I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til!

ataH paula uttiSThan hastena saGketaM kurvvan kathitavAn he isrAyelIyamanuSyA IzvaraparAyaNAH sarvve lokA yUyam avadhaddhaM|

17 Dette Folks, Israels Gud udvalgte vore Fædre og ophøjede Folket i Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem derfra med løftet Arm.

eteSAmisrAyellokAnAm Izvaro'smAkaM pUrvvaparuSAn manonItAn katvA gRhItavAn tato misari deze pravasanakAle teSAmunnatiM kRtvA tasmAt svIyabAhubalena tAn bahiH kRtvA samAnayat|

18 Og omtrent fyrretyve Aar taalte han deres Færd i Ørkenen.

catvAriMzadvatsarAn yAvacca mahAprAntare teSAM bharaNaM kRtvA

19 Og han udryddede syv Folk i Kanaans Land og fordelte disses Land iblandt dem,

kinAndezAntarvvarttINi saptarAjyAni nAzayitvA guTikApAtena teSu sarvvadezeSu tebhyo'dhikAraM dattavAn|

20 og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve Aar gav han dem Dommere indtil Profeten Samuel.

paJcAzadadhikacatuHzateSu vatsareSu gateSu ca zimUyelbhaviSyadvAdiparyyantaM teSAmupari vicArayitRn niyuktavAn|

21 Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis's Søn, en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve Aar.

taizca rAjJi prArthite, Izvaro binyAmIno vaMzajAtasya kIzaH putraM zaulaM catvAriMzadvarSaparyyantaM teSAmupari rAjAnaM kRtavAn|

22 Og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til Konge, om hvem han ogsaa vidnede, og sagde: „Jeg har fundet David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gøre al min Villie.‟

pazcAt taM padacyutaM kRtvA yo madiSTakriyAH sarvvAH kariSyati tAdRzaM mama manobhimatam ekaM janaM yizayaH putraM dAyUdaM prAptavAn idaM pramANaM yasmin dAyUdi sa dattavAn taM dAyUdaM teSAmupari rAjatvaM karttum utpAditavAna|

23 Af dennes Sæd bragte Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus,

tasya svapratizrutasya vAkyasyAnusAreNa isrAyellokAnAM nimittaM teSAM manuSyANAM vaMzAd Izvara ekaM yIzuM (trAtAram) udapAdayat|

24 efter at Johannes forud for hans Fremtræden havde prædiket Omvendelses-Daab for hele Israels Folk.

tasya prakAzanAt pUrvvaM yohan isrAyellokAnAM sannidhau manaHparAvarttanarUpaM majjanaM prAcArayat|

25 Men da Johannes var ved at fuldende sit Løb, sagde han: „Hvad anse I mig for at være? Mig er det ikke; men se, der kommer en efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig at løse.‟

yasya ca karmmaNo bhAraM praptavAn yohan tan niSpAdayan etAM kathAM kathitavAn, yUyaM mAM kaM janaM jAnItha? aham abhiSiktatrAtA nahi, kintu pazyata yasya pAdayoH pAdukayo rbandhane mocayitumapi yogyo na bhavAmi tAdRza eko jano mama pazcAd upatiSThati|

26 I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Slægt, og de iblandt eder, som frygte Gud! Til os er Ordet om denne Frelse sendt.

he ibrAhImo vaMzajAtA bhrAtaro he IzvarabhItAH sarvvalokA yuSmAn prati paritrANasya kathaiSA preritA|

27 Thi de, som bo i Jerusalem, og deres Raadsherrer kendte ham ikke; de dømte ham og opfyldte derved Profeternes Ord, som forelæses hver Sabbat.

yirUzAlamnivAsinasteSAm adhipatayazca tasya yIzoH paricayaM na prApya prativizrAmavAraM paThyamAnAnAM bhaviSyadvAdikathAnAm abhiprAyam abuddhvA ca tasya vadhena tAH kathAH saphalA akurvvan|

28 Og om end de ingen Dødsskyld fandt hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte blive slaaet ihjel.

prANahananasya kamapi hetum aprApyApi pIlAtasya nikaTe tasya vadhaM prArthayanta|

29 Men da de havde fuldbragt alle Ting, som ere skrevne om ham, toge de ham ned af Træet og lagde ham i en Grav.

tasmin yAH kathA likhitAH santi tadanusAreNa karmma sampAdya taM kruzAd avatAryya zmazAne zAyitavantaH|

30 Men Gud oprejste ham fra de døde,

kintvIzvaraH zmazAnAt tamudasthApayat,

31 og han blev set i flere Dage af dem, som vare gaaede med ham op fra Galilæa til Jerusalem, dem, som nu ere hans Vidner for Folket.

punazca gAlIlapradezAd yirUzAlamanagaraM tena sArddhaM ye lokA Agacchan sa bahudinAni tebhyo darzanaM dattavAn, atasta idAnIM lokAn prati tasya sAkSiNaH santi|

32 Og vi forkynde eder den Forjættelse, som blev given til Fædrene, at Gud har opfyldt denne for os, deres Børn, idet han oprejste Jesus;

asmAkaM pUrvvapuruSANAM samakSam Izvaro yasmin pratijJAtavAn yathA, tvaM me putrosi cAdya tvAM samutthApitavAnaham|

33 som der ogsaa er skrevet i den anden Psalme: „Du er min Søn, jeg har født dig i Dag.‟

idaM yadvacanaM dvitIyagIte likhitamAste tad yIzorutthAnena teSAM santAnA ye vayam asmAkaM sannidhau tena pratyakSI kRtaM, yuSmAn imaM susaMvAdaM jJApayAmi|

34 Men at han har oprejst ham fra de døde, saa at han ikke mere skal vende tilbage til Forraadnelse, derom har han sagt saaledes: „Jeg vil give eder Davids hellige Forjættelser, de trofaste.‟

paramezvareNa zmazAnAd utthApitaM tadIyaM zarIraM kadApi na kSeSyate, etasmin sa svayaM kathitavAn yathA dAyUdaM prati pratijJAto yo varastamahaM tubhyaM dAsyAmi|

35 Thi han siger ogsaa i en anden Psalme: „Du skal ikke tilstede din hellige at se Forraadnelse.‟

etadanyasmin gIte'pi kathitavAn| svakIyaM puNyavantaM tvaM kSayituM na ca dAsyasi|

36 David sov jo hen, da han i sin Livstid havde tjent Guds Raadslutning, og han blev henlagt hos sine Fædre og saa Forraadnelse;

dAyUdA IzvarAbhimatasevAyai nijAyuSi vyayite sati sa mahAnidrAM prApya nijaiH pUrvvapuruSaiH saha militaH san akSIyata;

37 men den, som Gud oprejste, saa ikke Forraadnelse.

kintu yamIzvaraH zmazAnAd udasthApayat sa nAkSIyata|

38 Saa være det eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham forkyndes der eder Syndernes Forladelse;

ato he bhrAtaraH, anena janena pApamocanaM bhavatIti yuSmAn prati pracAritam Aste|

39 og fra alt, hvorfra I ikke kunde retfærdiggøres ved Mose Lov, retfærdiggøres ved ham enhver, som tror.

phalato mUsAvyavasthayA yUyaM yebhyo doSebhyo muktA bhavituM na zakSyatha tebhyaH sarvvadoSebhya etasmin jane vizvAsinaH sarvve muktA bhaviSyantIti yuSmAbhi rjJAyatAM|

40 Ser nu til, at ikke det, som er sagt ved Profeterne, kommer over eder:

aparaJca| avajJAkAriNo lokAzcakSurunmIlya pazyata| tathaivAsambhavaM jJAtvA syAta yUyaM vilajjitAH| yato yuSmAsu tiSThatsu kariSye karmma tAdRzaM| yenaiva tasya vRttAnte yuSmabhyaM kathite'pi hi| yUyaM na tantu vRttAntaM pratyeSyatha kadAcana||

41 „Ser, I Foragtere, og forundrer eder og bliver til intet; thi en Gerning gør jeg i eders Dage, en Gerning, som I ikke vilde tro, dersom nogen fortalte eder den.‟

yeyaM kathA bhaviSyadvAdinAM grantheSu likhitAste sAvadhAnA bhavata sa kathA yathA yuSmAn prati na ghaTate|

42 Men da de gik ud, bad man dem om, at disse Ord maatte blive talte til dem paa den følgende Sabbat.

yihUdIyabhajanabhavanAn nirgatayostayo rbhinnadezIyai rvakSyamANA prArthanA kRtA, AgAmini vizrAmavAre'pi katheyam asmAn prati pracAritA bhavatviti|

43 Men da Forsamlingen var opløst, fulgte mange af Jøderne og af de gudfrygtige Proselyter Paulus og Barnabas, som talte til dem og formanede dem til at blive fast ved Guds Naade.

sabhAyA bhaGge sati bahavo yihUdIyalokA yihUdIyamatagrAhiNo bhaktalokAzca barNabbApaulayoH pazcAd Agacchan, tena tau taiH saha nAnAkathAH kathayitvezvarAnugrahAzraye sthAtuM tAn prAvarttayatAM|

44 Men paa den følgende Sabbat forsamledes næsten hele Byen for at høre Guds Ord.

paravizrAmavAre nagarasya prAyeNa sarvve lAkA IzvarIyAM kathAM zrotuM militAH,

45 Men da Jøderne saa Skarerne, bleve de fulde af Nidkærhed og modsagde det, som blev talt af Paulus, ja, baade sagde imod og spottede.

kintu yihUdIyalokA jananivahaM vilokya IrSyayA paripUrNAH santo viparItakathAkathanenezvaranindayA ca paulenoktAM kathAM khaNDayituM ceSTitavantaH|

46 Men Paulus og Barnabas talte frit ud og sagde: „Det var nødvendigt, at Guds Ord først skulde tales til eder; men efterdi I støde det fra eder og ikke agte eder selv værdige til det evige Liv, se, saa vende vi os til Hedningerne. (aiōnios g166)

tataH paulabarNabbAvakSobhau kathitavantau prathamaM yuSmAkaM sannidhAvIzvarIyakathAyAH pracAraNam ucitamAsIt kintuM tadagrAhyatvakaraNena yUyaM svAn anantAyuSo'yogyAn darzayatha, etatkAraNAd vayam anyadezIyalokAnAM samIpaM gacchAmaH| (aiōnios g166)

47 Thi saaledes har Herren befalet os: „Jeg har sat dig til Hedningers Lys, for at du skal være til Frelse lige ud til Jordens Ende.‟

prabhurasmAn ittham AdiSTavAn yathA, yAvacca jagataH sImAM lokAnAM trANakAraNAt| mayAnyadezamadhye tvaM sthApito bhUH pradIpavat||

48 Men da Hedningerne hørte dette, bleve de glade og priste Herrens Ord, og de troede, saa mange, som vare bestemte til evigt Liv, (aiōnios g166)

tadA kathAmIdRzIM zrutvA bhinnadezIyA AhlAditAH santaH prabhoH kathAM dhanyAM dhanyAm avadan, yAvanto lokAzca paramAyuH prAptinimittaM nirUpitA Asan te vyazvasan| (aiōnios g166)

49 og Herrens Ord udbredtes over hele Landet.

itthaM prabhoH kathA sarvvedezaM vyApnot|

50 Men Jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige Kvinder og de første Mænd i Byen; og de vakte en Forfølgelse imod Paulus og Barnabas og joge dem ud fra deres Grænser.

kintu yihUdIyA nagarasya pradhAnapuruSAn sammAnyAH kathipayA bhaktA yoSitazca kupravRttiM grAhayitvA paulabarNabbau tADayitvA tasmAt pradezAd dUrIkRtavantaH|

51 Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og droge til Ikonium.

ataH kAraNAt tau nijapadadhUlIsteSAM prAtikUlyena pAtayitvekaniyaM nagaraM gatau|

52 Men Disciplene bleve fyldte med Glæde og den Helligaand.

tataH ziSyagaNa Anandena pavitreNAtmanA ca paripUrNobhavat|