2 Samuel 22
1 David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Haand.
Daudi nĩainĩire Jehova na ciugo cia rwĩmbo rũrũ rĩrĩa Jehova aamũhonokirie kuuma guoko-inĩ gwa thũ ciake ciothe na kuuma guoko-inĩ gwa Saũlũ.
2 Han sang: »HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
Akiuga atĩrĩ:
3 min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!
Ngai wakwa nĩwe rwaro rwakwa rwa ihiga, na nĩwe rĩũrĩro rĩakwa,
4 Jeg paakalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
Ngayagĩra Jehova, ũrĩa wagĩrĩire kũgoocagwo,
5 Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
“Ndiihũ cia gĩkuũ nĩciathiũrũrũkĩirie;
Mĩhĩndo ya mbĩrĩra ĩgĩĩthiororokeria; (Sheol h7585)
7 i min Vaande paakaldte jeg HERREN og raabte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Raab fandt ind til hans Ører!
Mĩnyamaro-inĩ yakwa ndakaĩire Jehova;
8 Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
“Thĩ ĩkĩinaina na ĩgĩthingitha;
9 Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
Ndogo ĩkiuma maniũrũ-inĩ make ĩkĩambata na igũrũ;
10 Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
Aahingũrire igũrũ agĩikũrũka thĩ;
11 baaret af Keruber fløj han, svæved paa Vindens Vinger;
Ombũkire akuuĩtwo nĩ ikerubi;
12 han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
Ehumbĩrire na nduma,
13 Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
Kuuma ũkengi ũrĩa warĩ harĩ we,
14 HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
Jehova akĩruruma arĩ kũu igũrũ;
15 han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.
Aikirie mĩguĩ, akĩharagania thũ,
16 Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENS Trusel, for hans Vredes Pust.
Hĩndĩ ĩyo mĩkuru ya iria ĩkĩonekana,
17 Han udrakte Haanden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
“Agĩtambũrũkia guoko gwake kuuma o kũu igũrũ akĩnyiita;
18 frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
Andeithũrire thũ yakwa ĩrĩ hinya,
19 Paa min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.
Maanjĩhotoreire mũthenya ũrĩa ndaarĩ na mũtino,
20 Han førte mig ud i aabent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
Andutire na nja akĩndwara handũ haariĩ,
21 HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
“Jehova anjĩkĩire maũndũ kũringana na ũthingu wakwa,
22 thi jeg holdt mig til HERRENS Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
Nĩgũkorwo nĩnũmĩtie njĩra cia Jehova;
23 hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
Mawatho make mothe marĩ mbere yakwa;
24 Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
Ngoretwo itarĩ na ũcuuke ndĩ mbere yake,
25 HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!
Jehova andĩhĩte kũringana na ũthingu wakwa,
26 Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
“Ũrĩ mwĩhokeku harĩ arĩa makwĩhokete,
27 du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
kũrĩ ũrĩa wĩtheragia wĩonanagia ũrĩ mũtheru,
28 De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
Wee ũhonokagia andũ arĩa enyiihia,
29 Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
Wee Jehova, nĩwe tawa wakwa,
30 Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
Ndĩ na ũteithio waku no hote gũtharĩkĩra mbũtũ ya ita;
31 Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENS Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
“Mũrungu-rĩ, njĩra ciake nĩnginyanĩru;
32 Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
Nĩ ũndũ-rĩ, nũũ Mũrungu tiga Jehova?
33 den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
Nĩ Mũrungu ũũhotoraga hinya na ũhoti,
34 gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste paa Højne,
Atũmaga magũrũ makwa matengʼere o ta ma thwariga;
35 oplærte min Haand til Krig, saa mine Arme spændte Kobberbuen?
We nĩwe wonagia moko makwa mũrũĩre wa mbaara;
36 Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
Ũũheaga ngo yaku ya ũhootani;
37 du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
Ũnjaramagĩria njĩra ya kũrĩa thiiagĩra,
38 Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
“Ndaingatithirie thũ ciakwa na ngĩcihehenja;
39 slog dem ned, saa de ej kunde rejse sig, men laa faldne under min Fod.
Ndacihehenjire biũ, ikĩremwo nĩ gũũkĩra,
40 Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
Wee ũũheaga hinya wa kũrũa mbaara,
41 du slog mine Fjender paa Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.
Watũmire thũ ciakwa ihũndũke ciũre,
42 De raabte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
Maakaire mateithio, no hatiarĩ na wa kũmahonokia,
43 Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg paa dem.
Ndaamahũũrire makĩhaana ta rũkũngũ rũhinyu rwa thĩ;
44 Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
“Nĩũũhonoketie ngaaga gũtharĩkĩrwo nĩ andũ akwa;
45 Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:
andũ a kũngĩ mokaga kũrĩ niĩ menyiihĩtie;
46 Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.
Othe makuuaga ngoro;
47 HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
“Jehova atũũraga muoyo! O we Rwaro rwakwa rwa Ihiga arogoocwo!
48 den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
We nĩwe Mũrungu ũrĩa ũndĩhagĩria,
49 og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
nĩwe ũũhonokagia kuuma kũrĩ thũ ciakwa.
50 HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
Nĩ ũndũ ũcio, Wee Jehova, nĩndĩkũgoocaga ndĩ gatagatĩ ka ndũrĩrĩ,
51 du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.«
Aheaga mũthamaki wake ũhootani mũnene;
