2 Samuel 22
1 David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Haand.
Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand,
2 Han sang: »HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3 min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!
Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig.
4 Jeg paakalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
5 Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer laa foran mig. (Sheol h7585)
7 i min Vaande paakaldte jeg HERREN og raabte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Raab fandt ind til hans Ører!
Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren.
8 Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
9 Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
Og der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; gloende Kul brændte ud fra ham.
10 Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
11 baaret af Keruber fløj han, svæved paa Vindens Vinger;
Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger.
12 han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer.
13 Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul.
14 HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
Herren tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst.
15 han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.
Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem.
16 Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENS Trusel, for hans Vredes Pust.
Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, ved hans Næses Aandes Pust.
17 Han udrakte Haanden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande.
18 frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
19 Paa min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.
De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Støtte.
20 Han førte mig ud i aabent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
21 HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
Herren gengældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
22 thi jeg holdt mig til HERRENS Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud.
23 hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke;
24 Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning.
25 HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!
Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Renhed for hans Øjne.
26 Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vældige viser du dig trofast.
27 du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang.
28 De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du.
29 Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gøre min Mørkhed klar.
30 Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur.
31 Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENS Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.
32 Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
Thi hvo er en Gud foruden Herren? og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
33 den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment.
34 gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste paa Højne,
Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Høje.
35 oplærte min Haand til Krig, saa mine Arme spændte Kobberbuen?
Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme.
36 Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor.
37 du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke.
38 Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa dem.
39 slog dem ned, saa de ej kunde rejse sig, men laa faldne under min Fod.
Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder.
40 Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig.
41 du slog mine Fjender paa Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.
Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, og jeg udrydder dem.
42 De raabte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
De saa sig om, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
43 Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg paa dem.
Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned.
44 Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
45 Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:
Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig.
46 Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.
Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge.
47 HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes!
48 den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig,
49 og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmænd.
50 HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov.
51 du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.«
Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig.
