2 Korinterne 1

1 Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som ere i hele Akaja:

Ko au Paula, ko e ʻaposetolo ʻa Sisu Kalaisi ʻi he finangalo ʻoe ʻOtua, pea mo Timote ko hotau kāinga, ki he siasi ʻoe ʻOtua ʻoku ʻi Kolinitō, fakataha mo e kāinga māʻoniʻoni fulipē ʻoku ʻi ʻAkeia kotoa pē:

2 Naade være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

Ke ʻiate kimoutolu ʻae ʻofa mo e melino mei he ʻOtua ko ʻetau Tamai, pea mei he ʻEiki ko Sisu Kalaisi.

3 Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud,

Fakafetaʻi ki he ʻOtua, mo e Tamai ʻa hotau ʻEiki ko Sisu Kalaisi, ko e Tamai ʻae ngaahi ʻaloʻofa, mo e ʻOtua ʻoe fiemālie kotoa pē;

4 som trøster os under al vor Trængsel, for at vi maa kunne trøste dem, som ere i alle Haande Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud!

‌ʻAia ʻoku ne fakafiemālieʻi ʻakimautolu ʻi heʻemau mamahi kotoa pē, koeʻuhi ke mau faʻa fai ai ke fakafiemālieʻi ʻakinautolu ʻoku mamahiʻia, ʻaki ʻae fakafiemālie ko ia ʻaia ʻoku fakafiemālieʻi ʻaki ʻakimautolu ʻe he ʻOtua.

5 Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, saaledes bliver ogsaa vor Trøst rigelig ved Kristus.

He ʻoku hangē ʻae tupulekina ʻoe ngaahi mamahi ʻa Kalaisi ʻiate kimautolu, ʻoku pehē, ʻoku tupulekina foki ʻemau fiemālie ʻia Kalaisi.

6 Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som ogsaa vi lide; og vort Haab om eder er fast,

Pea kapau ʻoku mau mamahi, ko e meʻa ia ki hoʻomou fiemālie mo e fakamoʻui, ʻaia ʻoku ngāue lelei ke mou faʻa kātaki ʻae ngaahi mamahi ko ia ʻoku mau kātaki foki: pea kapau kuo fakafiemālieʻi ʻakimautolu, ko hoʻomou fakafiemālie ia mo e fakamoʻui.

7 efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne, saaledes ere I det ogsaa i Trøsten.

Pea ʻoku tuʻumaʻu pe ʻemau ʻamanaki lelei kiate kimoutolu, ko ʻemau ʻilo, ko e meʻa ʻi hoʻomou kau ʻi he ngaahi mamahi, te mou kau foki ʻi he fiemālie.

8 Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes besværede, over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.

He ʻoku ʻikai ko homau loto ke mou taʻeʻilo, ʻe kāinga, ki heʻemau ngaahi mamahi naʻe hoko kiate kimautolu ʻi ʻEsia, koeʻuhi naʻe taʻomia lahi hake ʻaupito ia ʻi heʻemau mālohi, ko ia naʻe ʻikai ai te mau ʻamanaki ki he moʻui:

9 Ja, selv have vi hos os selv faaet det Svar: „Døden‟, for at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som oprejser de døde,

Ka naʻa mau ongoʻi kuo tukupau ʻakimautolu ki he mate, koeʻuhi ke ʻoua naʻa mau falala kiate kimautolu, ka ki he ʻOtua ʻaia ʻoku ne fokotuʻu hake ʻae mate:

10 han, som friede os ud af saa stor en Dødsfare og vil fri os, til hvem vi have sat vort Haab, at han ogsaa fremdeles vil fri os,

‌ʻAia naʻa ne fakamoʻui ʻakimautolu mei he mate lahi ko ia, pea ʻoku ne kei fakamoʻui: pea ʻoku mau falala te ne kei fakamoʻui pe;

11 idet ogsaa I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra mange Munde maa blive rigeligt takket for os, for den Naade, som er bevist os.

‌ʻI he tokoni fakataha ʻakimoutolu foki ʻi he lotua ʻakimautolu, koeʻuhi ko e foaki [kuo tuku ]kiate kimautolu ʻi he kau ʻae tokolahi, ʻe ʻatu ai ʻae fakafetaʻi ʻe he tokolahi koeʻuhi ko kimautolu.

12 Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Naade have vi færdedes i Verden, men mest hos eder.

He ko ʻemau fiefiaʻanga eni, ko e fakamoʻoni ʻo homau loto, koeʻuhi ʻi he loto taha, mo e moʻoni fakaʻotua, kae ʻikai ʻi he poto fakakakano, kae ʻi he ʻofa ʻae ʻOtua, kuo mau fai homau lakanga ʻi he māmani, kae lahi taha pe kiate kimoutolu.

13 Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller ogsaa erkende; men jeg haaber, at I indtil Enden skulle erkende,

He ʻoku ʻikai te mau tohi ha meʻa kehe kiate kimoutolu, ka ko ia pe ʻoku mou ʻilo mo tui ki ai; pea ʻoku ou ʻamanaki ke mou tui ʻo aʻu ki he ngataʻanga;

14 ligesom I ogsaa til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros, ligesom I ere vor, paa den Herres Jesu Dag.

‌ʻO hangē ko e ʻilo ʻakimautolu foki ʻe homou niʻihi, ko homou fiefiaʻanga ʻakimautolu, ʻio, ʻo hangē ʻoku ʻamautolu ʻakimoutolu ʻi he ʻaho ʻoe ʻEiki ko Sisu.

15 Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder, for at I skulde faa Naade to Gange,

Pea ʻi he tui ni naʻaku loto ke ʻalu atu kiate kimoutolu ʻi muʻa, koeʻuhi ke mou maʻu hono ua ʻoe meʻaʻofa;

16 og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa.

Pea ke u ʻalu atu ʻiate kimoutolu ki Masitōnia, pea ke u toe haʻu mei Masitōnia kiate kimoutolu, pea ke ʻiate kimoutolu ke moimoiʻi au ʻi hoku fononga ki Siutea.

17 Naar jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da saa handlede i Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej?

Pea ʻi heʻeku loto ki ai, naʻaku vaʻivaʻinga ʻaki? Pe ko e ngaahi meʻa ʻoku ou tuʻutuʻuni, ʻoku ou tuʻutuʻuni ʻo fakatatau ki he kakano, koeʻuhi ke ʻiate au ʻae “ʻIo ʻio,” mo “ʻIkai ʻikai?”

18 Saa sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej.

Ka ʻoku moʻoni ʻae ʻOtua, ko ʻemau lea atu kiate kimoutolu naʻe ʻikai ko e “ʻIo” mo “ʻIkai.”

19 Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej, men Ja er vorden i ham.

He ko e ʻAlo ʻoe ʻOtua, ko Sisu Kalaisi, ʻaia naʻe malangaʻaki kiate kimoutolu ʻekimautolu, [ʻio], ʻe au mo Silivenusi mo Timote, naʻe ʻikai ko e “ʻIo” mo “ʻIkai,” ka naʻe “ʻIo” pe ʻiate ia.

20 Thi saa mange som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja; derfor faa de ogsaa ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os.

He ko e ngaahi talaʻofa kotoa pē ʻae ʻOtua ʻoku “ʻIo” pe ʻiate ia, pea “ʻEmeni” ʻiate ia, ki he ongoongolelei ʻoe ʻOtua ʻiate kimautolu.

21 Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os, er Gud,

Pea ko e ʻOtua ia, ʻaia ʻoku ne fakatuʻumaʻu ʻakimautolu fakataha mo kimoutolu ʻia Kalaisi, pea ko ia ia ne ne pani ʻakitautolu;

22 som ogsaa beseglede os og gav os Aandens Pant i vore Hjerter.

‌ʻAia kuo ne fakaʻilonga foki ʻakitautolu, ʻo ne foaki mai ʻae fakamoʻoni, ko e Laumālie ʻi hotau loto.

23 Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl paa, at det var for at skaane eder, at jeg ikke igen kom til Korinth.

Ka ʻoku ou ui ki he ʻOtua ke ne fakamoʻoni ki hoku laumālie, ko e meʻa ʻi heʻeku ʻofa kiate kimoutolu, ʻoku teʻeki te u ʻalu atu ai ki Kolinitō.

24 Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere paa eders Glæde; thi i Troen staa I.

Ka ʻoku ʻikai ko e meʻa ke mau puleʻi hoʻomou tui, ka ko e kau tokoni ki hoʻomou fiefia: he ʻoku mou tuʻu ʻi he tui.