2 Korinterne 10
1 Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som, „naar I se derpaa, er ydmyg iblandt eder, men fraværende er modig over for eder”,
Keima, Paul, nin kôm ko om lâihan nin chunga innuoitak le dâiriema omin, aniatachu nin kôm ko omloi lechu nin chunga lumraka om ngâipu an ti hin. Khrista nunnêmna le lungkhamnân misangin nangni ke ngên.
2 ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod nogle, som anse os for at vandre efter Kødet.
Nin kôm ku juong zorân rammuol mingei mulungbôkngei anga sinthoa mi bê ngei chunga chu ku lumrak ngêt rang khomin; nangni nin chunga chu lumrak loi rangin ni namnôl loi rangin nangni ke ngên ani.
3 Thi om vi end vandre i Kødet, saa stride vi dog ikke efter Kødet;
Mahi adik rammuola lêng chu kin ni, aninâka rammuol mingei mulungbôkngei angin chu doi mak meh.
4 thi vore Stridsvaaben ere ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse,
Indoina râlrovongei kin mang ngei hi chu rammuol râlrovongei hih nimaka, aniatachu Pathien râlrovongei ranakrâttak ngei kêng ani, maha kulpuidetngei sietminmangna rangin kin mang ngâi ani. Inkhalna dikloingei kin minheka;
5 idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus
Pathien rietna khâr ranga inpâkna lamchâingei murdi hah kin seta, mindonna murdi sûrmintangna renga tuongin Khrista chong kin min jôm ngâi ani.
6 og ere rede til at straffe al Ulydighed, naar eders Lydighed er bleven fuldkommen.
Male iemom tatak nin ni minthârna nin dôn suole chu, iemomloingei dûkmintong rangin inthok kelen kin tih.
7 Se I paa det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han hører Kristus til, saaledes gøre vi det ogsaa.
Nangnin neinunngei hi pêntienga ânlang vai kêng nin en ngâia. Mahan tumakhatin amapa mo, amanu mo Khrista mîn ânbê an om mini? Asa, an omin chu an thethenin an chungroi mindon nôk rese ngei, anni ngei an tho angtakin keini khom Khrista ta kin ni sikin.
8 Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme,
Nangni setna rang niloia, nangni sinmindingna ranga Pumapa'n rachamneina mi pêk hih insongpui ok khom ronga inzak ma-ung.
9 for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve;
Ke lekhamuthuonngei hin nangni misih anga ânlang rang chu pût mu-ung.
10 thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd.
Tumakhatin, “Paul lekhamuthuonngei hi chu ana le ânngar ani, aniatachu ei kôm a omin chu ânzala, a chongngei khom ite nimak!” tîng an tih.
11 En saadan betænke, at saaledes som vi fraværende ere med Ord ved Breve, saaledes ville vi ogsaa nærværende være i Gerning.
Ma anga mingei han mun danga kin oma kin lekhamuthuonngei leh nin kôm kin oma kin sintho rang hah ateina reng om mak, tiin an rietthei ngêt rang ani.
12 Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de ikke, at de maale sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv.
Adikin chu anni le anninanâk ânpâka ânsâng oka ânbê ngei lâia han intelin anni leh intêk ngam mak me. Idôra amo mo an ni! Anninanâk an inkhina rang leh an injêkna rangin balamngei an sinna!
13 Vi derimod ville ikke rose os ud i det umaalelige, men efter Maalet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Maal, at naa ogsaa til eder.
Nikhomrese, keini rangin chu, kin insongna hah tentanangei khêl no nia; Pathien'n sintho ranga tentanangei mi dar pe sûnga han ani ngâi, male nin lâia kin sintho khom hih ahuom sa.
14 Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke naaede til eder; vi ere jo komne ogsaa indtil eder i Kristi Evangelium,
Male ma tentanangei sûnga om nin ni sikin Khrista Thurchi Sa chôia nin kôm kin juong lâihan khom tentanangei pêna chu se mak me.
15 saa vi ikke rose os ud i det umaalelige af andres Arbejder, men have det Haab, at, naar eders Tro vokser, ville vi hos eder blive store, efter vor Grænselinie, saa vi kunne komme langt videre
Masikin Pathien'n tentanangei mi dar pe pêna chu midangngei an sin hah song mak me. Manêkin, nin taksônna hah hônsôn a ta, male Pathien'n tentanangei mi dar pe sûnga chu zoratin nin lâia sinthona lien uol ok tho thei kin tih, tiin kin sabei ani.
16 og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte.
Hanchu Thurchi Sa hih nin kôm pêna ram dangngeia khom misîr thei kin ta, mun danga mîn sin an lei tho sai hah song noni ung.
17 Men den, som roser sig, rose sig af Herren!
Aniatachu Pathien lekhabu'n ati anghan, “Tukhom a song nuom kaiin chu Pumapa sintho hih song rese ngei.”
18 Thi ikke den, der anbefaler sig selv, staar Prøve, men den, hvem Herren anbefaler.
Eini nanâkin asa kin ni tiin ei mindonin chu pomna chang ngâi mak mea, Pumapa'n asa tiin mi mindon pe tika kêng pomna ei chang tatak ngâi ani.
