1 Tessalonikerne 2
1 I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves;
Qünki, i ⱪerindaxlar, bizning aranglarƣa kirginimiz toƣruluⱪ bilisilǝrki, u bikarƣa kǝtmidi.
2 men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp.
Silǝrgǝ yǝnǝ xumu mǝlumki, gǝrqǝ ilgiri Filippi xǝⱨiridǝ ⱪiyin-ⱪistaⱪ wǝ harliⱪⱪa uqriƣan bolsaⱪmu, zor ⱪattiⱪ ⱪarxiliⱪⱪa ⱪarimay Hudaning hux hǝwirini silǝrgǝ yǝtküzüxkǝ Hudayimizning mǝdǝt berixi bilǝn yürǝklik bolduⱪ.
3 Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig;
Qünki bizning ɵtünüx-jekilǝxlirimizdǝ ⱨeqⱪandaⱪ aldamqiliⱪ, napak niyǝt yaki ⱨiyligǝrlik yoⱪtur.
4 men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at faa Evangeliet betroet, saaledes tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter.
Əksiqǝ, biz Huda tǝripidin hux hǝwǝrning amanǝt ⱪilinixⱪa layiⱪ kɵrülgǝn adǝmlǝr süpitidǝ biz xuningƣa munasip ⱨalda adǝmlǝrni ǝmǝs, bǝlki ⱪǝlbimizni siniƣuqi Hudani hursǝn ⱪilix üqün [hux hǝwǝrni] jakarlaymiz.
5 Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale — som I vide — ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge — Gud er Vidne;
Qünki silǝr bilgǝndǝk biz ⱨeqⱪaysi waⱪitta aranglarƣa huxamǝtqilik bilǝn wǝ yaki tamahorluⱪⱪa niⱪab taⱪap kǝlmiduⱪ — (bu ixta Huda bizgǝ guwaⱨqidur) —
6 ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde.
gǝrqǝ biz Mǝsiⱨning rosullirining süpitidǝ tǝlǝp yükliyǝlǝydiƣan bolsaⱪmu, mǝyli silǝr bolunglar yaki baxⱪilar bolsun, ⱨeqbir insandin birǝr izzǝt-xɵⱨrǝt izdigǝn ǝmǝs iduⱪ.
7 Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som naar en Moder ammer sine egne Børn,
Əksiqǝ biz aranglarda huddi bala imitidiƣan ana ɵz bowaⱪlirini kɵyünüp asriƣandǝk silǝrgǝ mulayim muamilidǝ bolduⱪ.
8 saaledes fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
Xu qaƣda, silǝrgǝ xundaⱪ tǝlpüngǝniduⱪ, silǝrgǝ pǝⱪǝt Hudaning hux hǝwǝrini tapxuruxnila ǝmǝs, ⱨǝtta ɵz jenimizni tapxuruxⱪimu razimiz; qünki silǝr bizgǝ intayin ⱪǝdirlik idinglar.
9 I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi Guds Evangelium for eder.
Qünki, i ⱪerindaxlar, bizning ⱪandaⱪ japaliⱪ ǝmgǝk ⱪilƣinimiz esinglarda bardur; ⱨeqⱪaysinglarƣa eƣirimizni salmasliⱪ üqün keqǝ-kündüzlǝp meⱨnǝt ⱪilduⱪ, Hudaning hux hǝwirini silǝrgǝ yǝtküzduⱪ.
10 I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes iblandt eder, som tro;
Etiⱪadqilardin bolƣan silǝrning aranglardiki ǝmǝliyǝtlirimizning ⱪandaⱪ ihlasmǝn, ⱨǝⱪⱪaniy wǝ ǝyibsiz ikǝnlikigǝ ɵzünglar wǝ Hudaning Ɵzimu guwaⱨqidur.
11 ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt af eder som en Fader sine Børn
Wǝ yǝnǝ silǝr bilgininglardǝk, atining ɵz pǝrzǝntlirigǝ nǝsiⱨǝt bǝrginidǝk biz ⱨǝrbiringlarƣa xundaⱪ jekilǝp, riƣbǝt-tǝsǝlli berip, silǝrni ɵz padixaⱨliⱪiƣa wǝ xan-xǝripigǝ qaⱪiriwatⱪan Hudaƣa layiⱪ ⱨalda mengixⱪa dǝwǝt ⱪilduⱪ.
12 og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.
13 Og derfor takke ogsaa vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket ogsaa viser sig virksomt i eder, som tro.
Hudaƣa yǝnǝ xu sǝwǝbtin tohtawsiz tǝxǝkkür eytimizki, silǝrning bizdin angliƣan Hudaning sɵz-kalamiƣa ⱪulaⱪ salƣininglarda, uni insanlardin kǝlgǝn sɵz süpitidǝ ǝmǝs, bǝlki uning ǝmǝliy süpitidǝ, yǝni Hudadin kǝlgǝn sɵz-kalam dǝp uni ⱪobul ⱪildinglar; u [sɵz-kalam] ⱨazir ixǝngüqi silǝrdǝ ixlimǝktǝ.
14 Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi ogsaa I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne,
Qünki silǝr, i ⱪerindaxlar, Yǝⱨudiyǝ ɵlkisidiki Mǝsiⱨ Əysada bolƣan jamaǝtlǝrdin ülgǝ aldinglar; ular [xu yǝrdǝ] Yǝⱨudiylar tǝripidin ⱪandaⱪ harliⱪlarƣa uqriƣan bolsa, silǝrmu ɵz yurtdaxliringlar tǝripidin ohxax harliⱪlarƣa uqridinglar.
15 der baade ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og staa alle Mennesker imod,
Ular, yǝni xu Yǝⱨudiylar, ǝslidǝ Rǝb Əysani wǝ pǝyƣǝmbǝrlǝrni ɵltürgǝn wǝ biznimu ziyankǝxlik ⱪilip ⱪoƣliwǝtkǝnidi. Ular Hudani narazi ⱪilip, wǝ ⱨǝmmǝ insan bilǝn ⱪerixip,
16 idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Maal; men Vreden er kommen over dem fuldtud.
«yat ǝlliklǝr»ning nijatliⱪⱪa erixixi üqün ularƣa sɵzliximizgǝ tosⱪunluⱪ ⱪiliwatidu. Xuning bilǝn ular gunaⱨlirini üzlüksiz qekigǝ yǝtküzmǝktǝ; lekin ƣǝzǝp ularning bexiƣa toluⱪi bilǝn qüxürülüx aldida turidu.
17 Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at faa eders Ansigt at se, under megen Længsel,
Lekin biz, i ⱪerindaxlar, amalsiz silǝrdin intayin ⱪisⱪa waⱪit judalaxⱪan bolsaⱪmu (tǝndǝ bolsimu, ⱪǝlbdǝ ǝmǝs), silǝr bilǝn yǝnǝ didar kɵrüxüxkǝ ⱪǝwǝtla intizarliⱪimizdin yeninglarƣa berixⱪa tehimu bǝk intilduⱪ!
18 efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus, baade een og to Gange, og Satan har hindret os deri.
Xuningdǝk yeninglarƣa barƣumiz bar idi — ǝmǝliyǝttǝ mǝnki Pawlus ⱪayta-ⱪayta tirixip baⱪtim; biraⱪ buningƣa Xǝytan tosⱪunluⱪ ⱪildi.
19 Thi hvem er vort Haab eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, naar ikke ogsaa I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse?
Qünki bizning istǝk-arzuyimiz, xadliⱪimiz wǝ Rǝbbimiz Əysa ⱪaytip kǝlgǝndǝ pǝhirlinidiƣan tajimiz nemǝ bolidu? Bu dǝl silǝr ɵzünglar ǝmǝsmu?
20 I ere jo vor Ære og Glæde.
Qünki silǝr bizning pǝhrimiz, bizning xadliⱪimiz!
