< 1 Tessalonikerne 2 >

1 I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves;
Joon awaan loong, sen teeteewah ih ejat ehan, seng sen jiinni raatahe ah thaangmuh tah angta eah.
2 men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp.
Sen ih ejat ehan Thesoloni ni sen jiinni maang raari di Philipi ni seng mamet kaanju tahe nyia mame thetre rumta rah ah. Erathan edaante taatje adi uh, seng Rangte ih sen suh heh jiin nawa Ruurang Ese ah baat suh heh chaan kotahe.
3 Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig;
Sen suh baattaan hi loong ah ethih adoleh enyaan tiit tah angka, adoleh seng ih o suh ang abah uh emokwaan tiit tabaatke.
4 men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at faa Evangeliet betroet, saaledes tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter.
Erah nang ih bah, saarookwih Rangte ih seng suh mamet baat thuk suh jamha erah jun ih ju baat hi, tumeah Rangte ih Ruurang Ese ah baat thuk suh epun eah ih danje tahe. Seng ih mih toomroon ah ih tabaatke, erah nang ih bah seng tenthun thaaksokte wah, Rangte ah toomroon ah ih liihi.
5 Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale — som I vide — ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge — Gud er Vidne;
Sen ih rapne ne ih jat han, seng ih nyoomnyaak tiit tabaatke eah, adoleh seng ih nyamnyook tiit ah hotthiin suh tabaatke—seng haaki ah Rangte!
6 ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde.
Seng mih ih toom phoongpha he ih tajamke, sen ih ang kojan oh wahoh ih ang koja oh,
7 Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som naar en Moder ammer sine egne Børn,
Kristo kaamwah angli jun ih sen dowa ejen suk et thengti. Enoothong sen damdi ang tahe adi, seng loong ah minuh ih heh sah kakooncha arah likhiik toongtang angti.
8 saaledes fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
Seng sen suh rapne ih mongnook thoih Ruurang Ese Rangte jiin nawa luulu lah angthang ih, seng loong roidong ah nep sen suh kotsuh banban ih tongli. Sen ih seng suh rapne ih minchan tahe!
9 I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi Guds Evangelium for eder.
Joon awaan loong, amiimi sen ih samthun et an, seng mamah kah ih chekbek moti rah ah! Sen suh Ruurang Ese Rangte tiit tumbaat koh ih doh seng thoidoh sen phoh cham an ih thun ih no seng rangwuung rangphe ih moti.
10 I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes iblandt eder, som tro;
Rangte nyia sen loong ah seng haaki, seng reeraangti loong asuh o ih hanpiita loong raang ih kilingling angta, epun angta nyia emoong muh angta.
11 ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt af eder som en Fader sine Børn
Seng ah sen loong damdi nuh awah neng suh neng sah damdi kareeraang arah likhiik ih tongthaati rah sen ih jat ehali.
12 og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.
Seng ih sen suh chaan tiit baat hi, nak sootsaam eah, nyia sen loong ah marah Rangte tenroonjih ang ah emah ih songtong an, heh ih sen ah heteewah Hasong chaan aphaan pan adoh roong chotong thuk suh poon halan.
13 Og derfor takke ogsaa vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket ogsaa viser sig virksomt i eder, som tro.
Erah dam ih Rangte suh seng ih saarookwih lakookmi mamet li ah ih ejat theng eje. Seng ih sen suh Rangte tiit thokhuikaat tahe adi, sen ih chaat ano ethang etan, mina tiitwaan lah ang Rangte tiit ih thun anno ah, eno Rangte tiit amiisak emah ju angla. Erah thoih Rangte ah o mina ih hanpi han sen damdam ih roong moh hala.
14 Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi ogsaa I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne,
Joon awaan loong, Rangte mina loong Judia ni mamah ang rumta erah likhiikkhiik ih sen damdi uh emamah ang rumhala, Kristo damdi ang rumta loong likhiik ah. Sen loong ah sen mina na ih siiwi chamnaang tahan neng Jehudi loong ih siiwi chamnaang rumta likhiik ah,
15 der baade ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og staa alle Mennesker imod,
Teesu Jisu nyia khowah loong tek haatte nyia seng siiwiite loong rah ih ah. Rangte ah neng suh tumthan thungjoongjih angla! Mirep raangtaan suh neng piiara ih tong rumla!
16 idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Maal; men Vreden er kommen over dem fuldtud.
Neng ih seng nep Ranglajatte loong suh neng khopiiroidong tiit baat anep taat tanghaam tahe. Emamah ih neng rangdah ah mathan dah jih angta erah thoon re rumta. Eno amadi Rangte tenkhat ah hethoon ih neng jiinni dat ra hala!
17 Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at faa eders Ansigt at se, under megen Længsel,
Joon awaan loong, seng, sen jiin nawa amasah moongkhoomti adi—seng tenthun ni hiikthun tiit ju lah ang ih, seng hansi puh asak nawa taantaan hiikkhoom idi botseh—seng ih tumthan kah ih matjam ih nyia seng ih sen we chotup suh tumthan kah ih ram ih!
18 efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus, baade een og to Gange, og Satan har hindret os deri.
Seng sen jiinnah ngaakwang suh rapne taat ih thunti. Nga teewah taantaan ih jaasiit taan we ngaak wang ang ih taat thuntang, ang abah uh Soitaan ih tajen ngaakwang thuk tahang.
19 Thi hvem er vort Haab eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, naar ikke ogsaa I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse?
Enoothong, sen loong ah—wahoh nang ih sen loong ajuuba! Seng laalom thukte, seng tenroon thukte, adoleh seng Teesu Jisu raaha sa doh seng loong ah heh ngathong nah ejen etti ih khona soongraang suh ah.
20 I ere jo vor Ære og Glæde.
Amiimi, sen loong ah seng tenroon theng nyia seng soongraang theng!

< 1 Tessalonikerne 2 >