< 1 Tessalonikerne 2 >

1 I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves;
For ye yourselves know, brothers, our entrance with you, that it has not become empty.
2 men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp.
But having suffered before and been mistreated in Philippi, as ye know, we were bold in our God to speak to you the good news of God within much conflict.
3 Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig;
For our exhortation is not from error, nor from uncleanness, nor in deception,
4 men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at faa Evangeliet betroet, saaledes tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter.
but as we have been approved by God to be entrusted with the good news, thus we speak, not as pleasing men, but God who proves our hearts.
5 Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale — som I vide — ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge — Gud er Vidne;
For we came neither in word of flattery (at any time as ye know) nor a pretense of greed (God is witness)
6 ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde.
nor seeking glory from men, neither from you nor from others. While able to bear down as apostles of Christ,
7 Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som naar en Moder ammer sine egne Børn,
nevertheless we became gentle in the midst of you, as a nurse cherishes her own children.
8 saaledes fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
Thus being desirous of you, we were pleased to impart to you, not only the good news of God, but also our own souls, because ye have become beloved to us.
9 I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi Guds Evangelium for eder.
For ye remember, brothers, our labor and the hardship. For, laboring night and day in order not to burden any of you, we preached to you the good news of God.
10 I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes iblandt eder, som tro;
Ye are witnesses, and God, how piously and justly and blamelessly we became to you who believe,
11 ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt af eder som en Fader sine Børn
just as ye know, as each one of you as a father of his own children, imploring you, and comforting,
12 og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.
and solemnly declaring for you to walk worthily of God, who calls you into his own kingdom and glory.
13 Og derfor takke ogsaa vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket ogsaa viser sig virksomt i eder, som tro.
And because of this we thank God without ceasing, because, having received the word of God heard from us, ye received not the word of men, but as it truly is, the word of God, which also is at work in you who believe.
14 Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi ogsaa I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne,
For ye, brothers, became imitators of the congregations of God, which are in Judea in Christ Jesus, because ye also suffered the same things by your own countrymen, just as also they by the Jews.
15 der baade ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og staa alle Mennesker imod,
The men who both killed the Lord Jesus and their own prophets, and who persecuted us, and are not pleasing to God, and are contrary to all men.
16 idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Maal; men Vreden er kommen over dem fuldtud.
Forbidding us to speak to the Gentiles so that they might be saved, in order to fill up their sins always. But wrath came upon them finally.
17 Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at faa eders Ansigt at se, under megen Længsel,
But we, brothers, who were orphaned from you for the time of an hour, in presence not in heart, hastened more earnestly to see your face, with much desire.
18 efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus, baade een og to Gange, og Satan har hindret os deri.
Therefore we wanted to come to you, indeed I, Paul, even once and again, and Satan hindered us.
19 Thi hvem er vort Haab eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, naar ikke ogsaa I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse?
For what is our hope or joy or crown of boast? Or is it not even ye, before our Lord Jesus at his coming?
20 I ere jo vor Ære og Glæde.
For ye are our glory and joy.

< 1 Tessalonikerne 2 >