1 Samuel 24
1 Da Saul kom tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne, blev det meldt ham, at David var i En-Gedis Ørken.
And whanne Saul turnede ayen, aftir that he pursuede Filisteis, thei telden to hym, and seiden, Lo! Dauid is in the deseert of Engaddi.
2 Saa tog Saul 3000 Krigere, udsøgte af hele Israel, og drog ud for at søge efter David og hans Mænd østen for Stenbukkeklipperne.
Therfor Saul took three thousinde of chosun men of al Israel, and yede to seke Dauid and hise men, yhe on moost brokun rochis, that ben `able to weie to wield geet aloone.
3 Og han kom til Faarefoldene ved Vejen. Der var en Hule, og Saul gik derind for at tildække sine Fødder. Men David og hans Mænd laa inderst i Hulen.
And he cam to the fooldis of scheep, that offriden hem silf to the wei goere. And there was a denne, in to which denne Saul entride, that he schulde purge the wombe; forsothe Dauid and hise men weren hid in the ynnere part of the denne.
4 Da sagde Davids Mænd til ham: »Se, nu er den Dag kommet, HERREN havde for Øje, da han sagde til dig: Se, jeg giver din Fjende i din Haand, saa du kan gøre med ham, hvad du finder for godt!«
And the seruauntis of Dauid seiden to hym, Lo! the dai of which the Lord spak to the, Y schal bitake to thee thin enemy, that thou do to hym as it plesith in thin iyen. Therfor Dauid roos, and kittide the hemme of the mentil of Saul priuely.
5 Men han svarede sine Mænd: »HERREN lade det være langt fra mig! Slig en Gerning gør jeg ikke mod min Herre, jeg lægger ikke Haand paa HERRENS Salvede; thi HERRENS Salvede er han!« Og David satte sine Mænd strengt i Rette og tillod dem ikke at overfalde Saul.
Aftir these thingis Dauid smoot his herte, for he hadde kit awei the hemme of the mentil of Saul.
6 Da stod David op og skar ubemærket Fligen af Sauls Kappe. Men bagefter slog Samvittigheden David, fordi han havde skaaret Sauls Kappeflig af.
And Dauid seide to hise men, The Lord be merciful to me, lest Y do this thing to my lord, the crist of the Lord, that Y sende myn hond `in to hym, for he is the crist of the Lord. The Lord lyueth, for no but the Lord smyte hym, ether his dai come, that he die, ether he go doun in to batel and perische, the Lord be merciful to me, that Y sende not myn hond in to the crist of the Lord.
7 Da nu Saul rejste sig og forlod Hulen for at drage videre,
Forsothe Saul roos out of the denne, and yede in the weie bigunnun.
8 stod David op bagefter, gik ud af Hulen og raabte efter Saul: »Herre Konge!« Og da Saul saa sig tilbage, kastede David sig ned med Ansigtet mod Jorden og bøjede sig for ham.
Sotheli Dauid roos aftir hym, and he yede out of the denne, and criede aftir the bak of Saul, and seide, My lord, the kyng! And Saul bihelde bihinde him silf; and Dauid bowide hym silf lowe to the erthe, and worschipide.
9 Og David sagde til Saul: »Hvorfor lytter du til, hvad Folk siger: Se, David har ondt i Sinde imod dig?
And he seide to Saul, Whi herist thou the wordis of men spekynge, Dauid sekith yuel ayens thee?
10 I Dag har du dog med egne Øjne set, at HERREN gav dig i min Haand inde i Hulen; og dog vilde jeg ikke dræbe dig, men skaanede dig og sagde: Jeg vil ikke lægge Haand paa min Herre, thi han er HERRENS Salvede!
Lo! to dai thin iyen siyen, that the Lord bitook thee in myn hond in the denne, and Y thouyte that Y wolde sle thee, but myn iye sparide thee; for Y seide, Y schal not holde forth myn hond in to my lord, which is the crist, `that is, anoyntid, of the Lord.
11 Og se, Fader, se, her har jeg Fligen af din Kappe i min Haand! Naar jeg skar din Kappeflig af og ikke dræbte dig, saa indse dog, at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen Forbrydelse i Sinde eller har forsyndet mig imod dig, skønt du lurer paa mig for at tage mit Liv.
But rathere, my fadir, se thou, and knowe the hemme of thi mentil in myn hond, for whanne Y kittide aweie the hemme of thi mentil, Y nolde holde forth myn hond in thee; perseyue thou, and see, for nether yuel nether wickidnesse is in myn hond, nether Y synnede ayens thee; but thou aspiest my lijf, that thou do it awei.
12 HERREN skal dømme mig og dig imellem, og HERREN skal give mig Hævn over dig; men min Haand skal ikke være imod dig!
The Lord deme bitwixe me and thee, and the Lord venge me of thee; but myn hond be not in thee,
13 Som det gamle Ord siger: Fra de gudløse kommer Gudløshed! Men min Haand skal ikke være imod dig.
as it is seid also in eld prouerbe, Wickidnesse schal go out of wickid men; therfor myn hond be not in thee.
14 Hvem er det, Israels Konge er draget ud efter, hvem er det, du forfølger? En død Hund, en Loppe!
`Whom pursuest thou, kyng of Israel, whom pursuest thou? Thou pursuest a deed hound, and a quyk fle.
15 Men HERREN skal være Dommer og dømme mig og dig imellem; han skal se til og føre min Sag og skaffe mig Ret over for dig!«
The Lord be iuge, and the Lord deme bitwixe me and thee, and se, and deme my cause, and delyuere me fro thin hond.
16 Da David havde talt disse Ord til Saul, sagde Saul: »Er det din Røst, min Søn David?« Og Saul brast i Graad
Sotheli whanne Dauid hadde fillid spekynge siche wordis to Saul, Saul seide, Whether this is thi vois, my sone Dauid? And Saul reiside his vois, and wepte.
17 og sagde til David: »Du er retfærdigere end jeg; thi du har gjort mig godt, medens jeg har gjort dig ondt,
And he seide to Dauid, Thou art more iust than Y; for thou yauest goodis to me; forsothe Y yeldide yuelis to thee.
18 og du har i Dag vist mig stor Godhed, siden du ikke dræbte mig, da HERREN gav mig i din Haand.
And thou schewidist to me to dai, what goodis thou hast do to me, how the Lord bitook me in thin hond, and thou killidist not me.
19 Hvem træffer vel sin Fjende og lader ham gaa i Fred? HERREN gengælde dig det gode, du har øvet imod mig i Dag!
For who, `whanne he fyndith his enemy, schal delyuere hym in good weie? But the Lord yelde to thee this while, for that, that thou wrouytist to dai in me.
20 Se, jeg ved, at du bliver Konge, og at Kongedømmet over Israel skal blive i din Haand;
And now, for Y woot, that thou schalt regne moost certeynli, and schalt haue in thin hond the rewme of Israel, swere thou to me in the Lord,
21 saa tilsværg mig nu ved HERREN, at du ikke vil udrydde mine Efterkommere efter mig eller udslette mit Navn af mit Fædrenehus!«
that thou do not a wei my seed aftir me, nether take a wey my name fro the hows of my fadir.
22 Det tilsvor David Saul, hvorefter Saul drog hjem, medens David og hans Mænd gik op i Klippeborgen.
And Dauid swoor to Saul. Therfor Saul yede in to his hows, and Dauid and hise men stieden to sikire placis.
