1 Peter 2

1 Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse,

Ko ia ke liʻaki ʻae fai kovi kotoa pē, mo e kākā kotoa pē, mo e mālualoi, mo e meheka, pea mo e feleakoviʻaki kotoa pē,

2 og higer som nyfødte Børn efter Ordets uforfalskede Mælk, for at I kunne vokse ved den til Frelse,

Pea mou holi lahi, ʻo hangē ko e fānau toki fāʻeleʻi, ki he huʻahuhu taʻekākā ʻoe folofola, koeʻuhi ke mou tupu ai:

3 om I da have smagt, at Herren er god.

He kuo mou kamata ʻoku ʻaloʻofa ʻae ʻEiki.

4 Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud,

‌ʻAia ʻoku mou haʻu ki ai, ko e maka moʻui, kuo siʻaki moʻoni ʻe he kakai, ka kuo fili ʻe he ʻOtua, pea ʻoku mahuʻinga,

5 og lader eder selv som levende Stene opbygge som et aandeligt Hus, til et helligt Præsteskab, til at frembære aandelige Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus.

Ko kimoutolu foki, ʻoku hangē ko e ngaahi maka moʻui kuo langa hake, ko e fale fakalaumālie, ko e kau taulaʻeiki māʻoniʻoni, ke ʻohake ʻae ngaahi feilaulau fakalaumālie, ʻoku ʻaonga ki he ʻOtua ʻia Sisu Kalaisi.

6 Thi det hedder i et Skriftsted: „Se, jeg lægger i Zion en Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror paa ham, skal ingenlunde blive til Skamme.‟

Ko ia ʻoku tuʻu ai foki ia ʻi he tohi, “Vakai, ʻoku ou ʻai ʻi Saione ʻae fungani maka tuliki, kuo fili, pea mahuʻinga: pea ko ia ʻe tui kiate ia, ʻe ʻikai mā ia.”

7 Eder altsaa, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe;

Ko ia, ʻoku mahuʻinga ia kiate kimoutolu ʻoku tui: ka kiate kinautolu ʻoku taʻetui, “ko e maka naʻe liʻaki ʻe he kau tufunga, ko ia ia kuo ngaohi ko e fungani [maka ]ʻoe tuliki,

8 og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de ogsaa vare bestemte.

Pea ko e maka tūkiaʻanga mo e maka fakaʻita kiate kinautolu ʻoku taʻetui ki he folofola, pea tūkia: ʻaia foki naʻe tuʻutuʻuni ʻakinautolu ki ai.”

9 Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys,

Ka ko e kakai kuo fili ʻakimoutolu, ko e kau taulaʻeiki fakaʻeiʻeiki, ko e kakai māʻoniʻoni, ko e kakai kuo fakatau; koeʻuhi ke mou fakahā ʻae ʻulungāanga lelei ʻo ia naʻa ne ui mai ʻakimoutolu mei he poʻuli ki heʻene maama lahi:

10 I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.

‌ʻAkimoutolu naʻe ʻikai ko ha kakai ʻi muʻa, ka ko eni ko e kakai ʻae ʻOtua: naʻe ʻikai ke ʻilo ʻae ʻaloʻofa, ka ko eni kuo ʻilo ʻae ʻaloʻofa.

11 I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at afholde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen,

‌ʻOku ou kole atu, ʻe kāinga ʻofeina, ke mou hangē ko e kau muli mo e ʻāunofo, ke taʻofi ʻakimoutolu mei he ngaahi holi fakakakano, ʻaia ʻoku tauʻi ʻae laumālie;

12 saa I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de paa Grund af de gode Gerninger, som de faa at se, kunne prise Gud paa Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som Ugerningsmænd.

Pea fai ke lelei hoʻomou moʻui ʻi he ʻao ʻoe kakai Senitaile: koeʻuhi, ʻi ha meʻa ʻoku nau lauʻikovi ai ʻakimoutolu ʻo hangē ko e kau fai kovi, ke nau mamata ki hoʻomou ngaahi ngāue lelei, pea fakamālō ai ki he ʻOtua ʻi he ʻaho ʻoe ʻaʻahi.

13 Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld, være sig en Konge som den højeste,

Fakavaivai ʻakimoutolu ki he tuʻutuʻuni kotoa pē ʻae tangata koeʻuhi ko e ʻEiki: pe ki he tuʻi, ʻaia ʻoku lahi taha pe;

14 eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode.

Pe ki he kau pule, ʻakinautolu kuo ne fakanofo koeʻuhi ke tautea ʻae kau fai kovi, ka ke fakamālō kiate kinautolu ʻoku fai lelei.

15 Thi saaledes er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie;

He ʻoku pehē ʻae finangalo ʻoe ʻOtua, ke mou fakanoaʻi ʻaki ʻae fai lelei ʻae faʻa launoa ʻae kakai vale:

16 som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere.

‌ʻO taau mo e tauʻatāina, kaeʻoua naʻa maʻu ʻae tauʻatāina ke hangē ko e ʻufiʻufi ʻoe angahala, ka mou hangē ko e kau tamaioʻeiki ʻae ʻOtua.

17 Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen!

Fakaʻapaʻapa ki he kakai kotoa pē. ʻOfa ki he kāinga lotu. Manavahē ki he ʻOtua. Fakaʻapaʻapa ki he tuʻi.

18 I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke alene de gode og milde, men ogsaa de urimelige.

‌ʻAe kau tamaioʻeiki, mou fakavaivai ki hoʻomou ngaahi ʻeiki ʻi he manavahē

19 Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider uretfærdigt.

He ko e meʻa ʻaonga eni, ʻo kapau ʻe kātaki ʻe ha taha ʻae mamahi mo e tautea taʻetotonu, ko ʻene loto [lelei ]ki he ʻOtua.

20 Thi hvad Ros er det, om I holde ud, naar I synde og derfor faa Næveslag? Men dersom I holde ud, naar I gøre det gode og lide derfor, dette finder Yndest hos Gud.

He ko e hā hono lelei, ʻoka tautea ʻakimoutolu ʻi hoʻomou fai kovi, pea ʻoku mou faʻa kātaki ia? Ka ʻoka mou ka mamahiʻia ʻi hoʻomou fai lelei, pea faʻa kātaki, ʻoku lelei ia ki he ʻOtua.

21 Thi dertil bleve I kaldede, efterdi ogsaa Kristus har lidt for eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i hans Fodspor,

He ko e meʻa ia kuo uiuiʻi ʻakimoutolu ki ai: he naʻe mamahi ʻa Kalaisi maʻamoutolu, pea kuo ne tuku mai ha faʻifaʻitakiʻanga kiate kimoutolu, ke mou topuvaʻe taha mo ia:

22 han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i hans Mund,

‌ʻAia naʻe ʻikai ke ne fai ha angahala, pea naʻe ʻikai ʻilo ha kākā ʻi hono fofonga.

23 han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede, da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt,

‌ʻAia naʻe ʻikai ke toe manuki ʻi hono manukia ia; ʻi heʻene mamahi, naʻe ʻikai te ne fakamana; ka naʻa ne tuku ia kiate ia ʻoku fakamaau māʻoniʻoni:

24 han, som selv bar vore Synder paa sit Legeme op paa Træet, for at vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han, ved hvis Saar I ere blevne lægte.

‌ʻAia naʻa ne fua tokotaha pe ʻi hono sino ʻoʻona ʻetau ngaahi hia ki he ʻakau, koeʻuhi ʻi he ʻetau tauʻatāina mei he angahala, ke tau moʻui ki he māʻoniʻoni: pea ko e meʻa ʻi hono ngaahi ta kuo ko mou moʻui.

25 Thi I vare vildfarende som Faar, men ere nu vendte om til eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.

He naʻa mou tatau mo e fanga sipi ʻalu hēhē pe; ka kuo mou foki mai eni ki he Tauhi mo e Leʻohi ʻo homou laumālie.