1 Peter 2
1 Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse,
Erah raangtaan ih, sen teenuh teewah ethih nawa puipang an; tiit hu nakkah baat adoleh lonoi nak ang an adoleh mih nak siikhaam nyia mih lenmak jengkhaap nakjeng theng.
2 og higer som nyfødte Børn efter Ordets uforfalskede Mælk, for at I kunne vokse ved den til Frelse,
Khobaang likhiik ang theng, adoleh chiiala nyupuuthi saachamcham ah chojok suh ram theng, tiimnge liidoh erah jok anbah ehak nyia epui ih an.
3 om I da have smagt, at Herren er god.
Rangteele ni amah liiha, “Senteewah raangtaan ih tiimthan minchante Teesu ah chojam han.”
4 Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud,
Teesu jiinnah thok han, heh langla ething jong nyia mina ih thangmuh ngeh ih dut haat arah enoothong Rangte ih thaangchaan thoon ngeh ih danje arah.
5 og lader eder selv som levende Stene opbygge som et aandeligt Hus, til et helligt Præsteskab, til at frembære aandelige Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus.
Sen loong ah ething jong likhiik ih thok han, eno sen teeteewah ah chiiala rangsoomnok hoon suh toom maak han, maradoh sen esa romwah ang anno esa nyia ekap etheng, Jisu Kristo jun ih Rangte suh khojoop toomhoon an.
6 Thi det hedder i et Skriftsted: „Se, jeg lægger i Zion en Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror paa ham, skal ingenlunde blive til Skamme.‟
Tiimnge liidoh Rangteele ni liiha, Ngah ih thaangchaan thoon jong ah danje hang, marah ngah ih Jaion ni thonghong ih chap hang rah ah; eno o ih ang abah uh heh hanpi ah mabah uh tapaatja ka ang ah.”
7 Eder altsaa, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe;
Sen ih erah hanpi han jong ah thaangchaan thoon; enoothong o ih lahanpiika raang eba: “Nok hoonte ih marah jong thaangmuh ngeh ih dut haatta thoontang nang ih eseethoon ih donghoonla.”
8 og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de ogsaa vare bestemte.
Eno Rangteele ehoh ni uh li eha, Arah jong ah ih mina loong ah banbot ih thuk rum ah, jong hah erah ih koitek ih thuk rum ah.” Neng loong ah jengkhaap ah lahanpi tungkaangdi koiti rumta; Erah Rangte tenthun ang dowa.
9 Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys,
Enoothong sen loong abah danje choi jaat apaat, Luuwang romwah loong, esa noksong, Rangte heteewah mina, Rangte paatjaajih reela tiit baat suh danje halan, heh ih rangnak mong nawa hedakdak ih phaakla rangwu adi dokpoon tahan.
10 I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.
Pootsiit sen loong Rangte mina tah angtan, enoothong amadi heh mina hoon lan; pootsiit sen ih Rangte minchan tiit ah tajat tan, enoothong amadi heh minchan ah chohan.
11 I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at afholde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen,
Joon awaan loong, sen loong ah arah mongrep adi dookdate nyia nokmah wensang ngeh ih baatrum hala! Hansi tenthun nah nak ang an, erabah saarookwet senchi senla lam tangte.
12 saa I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de paa Grund af de gode Gerninger, som de faa at se, kunne prise Gud paa Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som Ugerningsmænd.
Rangnak mih loong damdi songtong lan adoh sen reeraang pakna ah erathan ih ese ang theng, sen suh ethih mokalan nge ih nanhan adoh sen reeraang ese ah toom jatjoh rum ah, eno Jisu Kristo ngaakrak Rangwuuja neng ih Rangte rang toom phoongpha rum ah.
13 Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld, være sig en Konge som den højeste,
Teesu tungthoidoh mina changdi ngoong awang angla loong jeng boichaat ih an: Erah mina langla Luuwanglong o ngoong awang nang ih elongthoon ah,
14 eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode.
erah damdi kobono, marah Luuwanglong ih ethih reeraangte siiwi thuk suh nyia ese reeraangte loong phoongpha thuk suh thiik ha warah ah.
15 Thi saaledes er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie;
Tiimnge liidi Rangte ih wakngak mina loong jeng akong ah sen loong mootse kaatse nawa ih toihaat thuktheng liiha.
16 som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere.
Sen loong ah maama pongwan ih songtong an, enoothong seng pongwan ngeh ih li anno ethih ekhah loong ah nak bokpat an, eno Rangte dah likhiik ih songtong an.
17 Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen!
Warep choomjoh an, hanpiite wahoh loong ah minchan ih an, Rangte choomjoh an, nyia Luuwanglong ah choomjoh an.
18 I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke alene de gode og milde, men ogsaa de urimelige.
Milaksuh sen loong ah sen changte lakhui nah tong anno heh choomjoh an, erah langla mih minchante nyia mise nyaami damdoh luulu lah ang theng, mithih damdoh uh emamah ang theng.
19 Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider uretfærdigt.
Erah thoidoh Rangte ih romseetam kohan, tiimnge liidi seng lacham theng nyia sen suh laliilaangjih angta di uh Rangte tenthun tiit ah sen ih ejat ehan.
20 Thi hvad Ros er det, om I holde ud, naar I synde og derfor faa Næveslag? Men dersom I holde ud, naar I gøre det gode og lide derfor, dette finder Yndest hos Gud.
Tiimnge liidi sen loong ah bot athom theng thet re lalidoh buthom han bah taat naan anbah uh tiim ma dakchoh an? Enoothong sen pun reeraang ih an donep chamthuk handoh naan an doba Rangte ih romseetam kohan.
21 Thi dertil bleve I kaldede, efterdi ogsaa Kristus har lidt for eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i hans Fodspor,
Rangte ih sen loong ah erah raangtaan ih poon tahan, tiimnge liidi sen loong asuh heh lih jen phan thuk suh Kristo heh teeteewah chamnaang ah tiitthaak esiit ih noisok tahan.
22 han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i hans Mund,
Jisu rangdah tareeta, adoleh heh tui nawa tiit hu baat arah thaak chaatmuh.
23 han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede, da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt,
Heh thaangju rumta adoh, heh ih ngaak thaangju muh; heh chamnaang thuk rumta doh heh ih choophaan muh, epun lam ih Dandeete Rangte suh ba laalomta.
24 han, som selv bar vore Synder paa sit Legeme op paa Træet, for at vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han, ved hvis Saar I ere blevne lægte.
Kristo heh teeteewah ih seng rangdah ah heh sakpuh ni bangphak adi roop huita, tiimnge liidi seng loong ah rangdah nah matti eno kateng ih tongthuk suh ah. Hesok hema thoidi ba sen ejende etan.
25 Thi I vare vildfarende som Faar, men ere nu vendte om til eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.
Sen loong ah saapsah ih heh lam mat haat arah likhiik angtan, enoothong sen loong ah Saapjikte nyia chiiala loong ah Sokboite ah liphan suh ngaaksiit ih halan.
