1 Korinterne 11
1 Vorder mine Efterfølgere, ligesom ogsaa jeg er Kristi!
Nga lih phanhe, ngah ih Kristo liphan hang ah likhiik ah.
2 Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast ved Overleveringerne, saaledes som jeg har overleveret eder dem.
Sen ih ngah samthun thoidi nyia ngah ih nyootthiin rumtaha ah kap thoidi saarookwet eh gu rumhala.
3 Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved.
Enoothong Ngah ih liihang ah langla, mina loongtang nang ih Kristo ah elongthoon ngeh ih warep ih jattheng, hesawah ah hesanuh khotok di elong, eno Rangte ah Kristo khotokdi elong.
4 Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved.
Erah raangtaan ih miwah ih nokraat nah heh khoh loop ano rangsoom abah nyia Rangte tiit baat abah heh ih Kristo thaangju ah.
5 Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var hun raget.
Eno minuh ih nokraat nah heh khoh loopmuh ih rangsoom abah nyia Rangte tiit baat abah heh sawah thaangju ah; erah langla heh khoh loopmuh nyia khoh sui choi abah phoosiit.
6 Thi naar en Kvinde ikke tildækker sig, saa lad hende ogsaa klippe sit Haar af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller rages, da tildække hun sig!
Minuh ih heh khoh ah laloopka bah heh khoh ah sui laan ih abah ese ang ah. Eno minuh ih heh khoroon suihaat ah rakrekjih angphiino, heh khoh ah loop ejih.
7 Thi en Mand bør ikke tildække sit Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære.
Miwah ah Rangte laaphaang likhiik nyia heh men raksiit suh ang thoidi, khoh ah laloop theng. Enoothong minuh ah miwah men raksiitte;
8 Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand.
tiimnge liidi miwah ah minuh nawa tadongsiitta, enoothong minuh ah miwah nawa dongsiit dowa.
9 Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for Mandens Skyld.
Adoleh minuh raangtaan ih miwah ah tadongsiitta, enoothong minuh ah miwah raangtaan eh dongsiitta.
10 Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld.
Erah raangtaan ih, rangsah loong thoidoh, minuh ih heh khoh ah loop etjih, erah langla heh sawah lathong ni ngeh ih jatthuk ha.
11 Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren.
Teesu mendi, seng roidong doh minuh ah heh pongwanwan tami tongka, erah likhiik miwah ah heh pongwanwan tami tongka.
12 Thi ligesom Kvinden er af Manden, saaledes er ogsaa Manden ved Kvinden; men alt sammen er det af Gud.
Tiimmnge liidoh minuh ah miwah nawa dongsiitta, erah likhiikkhiik miwah ah minuh nawa dongtup ha; eno jirep ah Rangte ih dong thukla.
13 Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med utildækket Hoved?
Sensen ih danjat an nokraat nah minuh ih heh kholoop muh ih rangsoomha ah epun tam tapunka.
14 Lærer ikke ogsaa selve Naturen eder, at naar en Mand bærer langt Haar, er det ham en Vanære,
Hebanlam ih, miwah ih kholoot thiin ah thaangju kaanse ngeh ih tiim esuh nyootsoot halan,
15 men naar en Kvinde bærer langt Haar, er det hende en Ære; thi det lange Haar er givet hende som et Slør.
enoothong minuh raang ebah jaassejih. Heh suh kholoh ah khoh loop suh koha.
16 Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke saadan Skik, og Guds Menigheder ej heller.
Enoothong o ang anbah uh erah raang ih daanmui thung ang anbah, a baat rumhala, seng banlam nyia Rangte chaas mina loong banlam rangsoom tokdi jihoh banlam tajeeka.
17 Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre.
Arah renbaat rumhala ah sen tagu rumra, rangsoom khoontong lan ah ese raangtaan lalek angthang ih ehan thoonthet thuk lan.
18 For det første nemlig hører jeg, at naar I komme sammen i Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en Del tror jeg det.
Jaakhothoon ah, ngasuh chobaat rum halang, sen loong ah khoontongleh daanmui eh lantih, eno erah ami ju ang ah ngeh ih hanpi hang. (
19 Thi der maa endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive aabenbare iblandt eder.
Tiim tah angka sen jaachi nah uh daanmui ejih, emah ang ano juuba o mina epun ah erah mina ah wuusa nah dongjat ah.)
20 Naar I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadvere.
Sen loong ah ih phaksat roomphaksah andi Teesu phaksat ngeh ih taphaksah kan.
21 Thi under Spisningen tager enhver sit eget Maaltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig.
Sen ih erah phaksah han adi laroom phaksah thang ih maama phaksatsat ehan, erah thoidi mararah ah ramtek khamle ih tong roh eh rumla.
22 Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke.
Ejok ephak theng sen nok amuh tam ah? Adoleh Rangte chaas asuh lanook kanno changthih noodek loong ah rakrek thuksuh tamli han? Erah thoidoh ngah ih sen suh tiimjih li rumha ngeh ih samthun han? Ngah ih sen loong egu tam ih rumha? Taheh baam gu rumra!
23 Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg ogsaa har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forraadt, tog Brød,
Tiimnge liidi sen suh korum taha ah Teesu ih nyootsoot hangrah angta: Erah langla Teesu Jisu mokwaanta rangphe ja baanlo chep toonpi ano,
24 takkede og brød det og sagde: „Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!‟
Rangte suh lakookmi liita, baanlo ah chepphiit ano jengta, “Arah nga si ah langla sen raangtaan ih. Ngah dokthun suh sen ih arah phaktheng.”
25 Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: „Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, saa ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!‟
Erah phak lilih, lookkep ah toonpi ano we liita, “Arah lookkep adi Rangte jengdang ena je ah, erah di nga sih pan. Nga dokthun suh sen loong ah ih arah jok theng.”
26 Thi saa ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer.
Sen loong ah ih saarookwet arah baanlo phak andoh nyia arah lookkep dowa jok andoh heh teewah maang raara Teesu tektiit ah baat an.
27 Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, paadrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod.
Erah raangtaan ih sen loong dung dowa maramarah ih lachoomjoh thang ih Teesu baanlo nyia arah lookkep dowa jok phaksah anbah, Teesu si nyia sih ngathong ni sen loong moongre elan.
28 Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken!
Erah raangtaan ih, erah baanlo phak suh nyia lookkep dowa jok subah, jaakhoh maama teenuh teewah ih thaak jattheng.
29 Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, naar han ikke agter paa Legemet.
Sen loong ah ih Teesu si nyia lookkep dowa tiimraang ih jok han ah laphang jat kanbah, erah jok phaksah han ah ih sensen dande han.
30 Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen.
Erah thoidi sen loong ah hantek khoisat ang lan nyia enaang elan, mararah ah etek elan.
31 Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte.
Seng loong ah ih jaakhoh chaakjat ebah, Rangte ih dande theng tah angka.
32 Men naar vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
Enoothong Teesu ih seng loong ah dande hali nyia chamthuk hali abah, mongrep damdoh eroom ih ladut haat suh dande hali.
33 Derfor, mine Brødre! naar I komme sammen til Maaltid, da venter paa hverandre!
Joon awaan loong, erah raangtaan ih, Teesu Phaksat room phaksah andoh, loongtang khoonban mui etheng.
34 Naar nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, naar jeg kommer.
Eno sen ram ih ti anbah, sen nok nah phaksat theng, tiimnge liidoh sen loong lomkhoon andoh Rangte ih dande jih naktoom ang an. Jihoh loong tiit abah, ngah thok hangdoh ma phansiit ang.
