1 Korinterne 11
1 Vorder mine Efterfølgere, ligesom ogsaa jeg er Kristi!
Kri hnukbang kami ah ka oh baktih toengah, nangcae doeh ka hnukah bang oh.
2 Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast ved Overleveringerne, saaledes som jeg har overleveret eder dem.
Nawkamyanawk, hmuen boih ah kai nang panoek o poe moe, kang paek o ih patukhaihnawk na patawnh o poe thai pongah, kang pakoeh o.
3 Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved.
Toe nongpanawk boih ih lu loe Kri ni; nongpata ih lu loe nongpa ni; Kri ih lu loe Sithaw ni, tito na panoek o han ka koehhaih oh.
4 Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved.
Lawkthuih naah maw, to tih ai boeh loe lok taphong naah maw, lu khuk nongpa loe angmah ih lu khingya ai kami ni.
5 Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var hun raget.
To tiah lawkthuih naah maw, to tih ai boeh loe lok taphong naah maw, lu khuk ai nongpata loe a lu khingya ai kami ah oh: lu angmuilum ah sam aah hoiah ni anghmong.
6 Thi naar en Kvinde ikke tildækker sig, saa lad hende ogsaa klippe sit Haar af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller rages, da tildække hun sig!
Lu khuk ai nongpata loe sam to aat ngala nasoe, toe sam to aah moe, lu angmuilum ah sam aah loe nongpata maeto hanah azat thoh parai tiah poek nahaeloe, lu to khuk nasoe.
7 Thi en Mand bør ikke tildække sit Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære.
Nongpa loe Sithaw ih krang hoi lensawkhaih ah oh pongah, lu khuk han om ai, nongpata loe nongpa lensawkhaih ah ni oh.
8 Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand.
Nongpa loe nongpata thung hoiah tacawt ai, toe nongpata loe nongpa thung hoiah ni tacawt.
9 Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for Mandens Skyld.
Nongpa loe nongpata han ih sah ai, toe nongpata loe nongpa han ih ni sak.
10 Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn paa Hovedet for Englenes Skyld.
To tiah oh pong khue na ai, van kaminawk pongah, nongpata loe a lu nuiah sak thaihaih tawnh, tito amtuengsak hanah, lu khuk han oh.
11 Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren.
Toe Angraeng ah, nongpata loe nongpa ai ah om thai ai, nongpa doeh nongpata ai ah loe om thai ai.
12 Thi ligesom Kvinden er af Manden, saaledes er ogsaa Manden ved Kvinden; men alt sammen er det af Gud.
Nongpata loe nongpa thung hoiah tacawt baktih toengah, nongpa doeh nongpata thung hoiah ni tacawt; toe hmuennawk boih loe Sithaw khae hoiah tacawt.
13 Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med utildækket Hoved?
To pongah nongpata mah lu khuk ai ah Sithaw khaeah lawkthuih loe khet amcuk maw? Tito poek o noek ah.
14 Lærer ikke ogsaa selve Naturen eder, at naar en Mand bærer langt Haar, er det ham en Vanære,
Sam patlung nongpa loe angmah hanah azat thoh, tito long khosakhaih dan mah panoekhaih na paek o ai maw?
15 men naar en Kvinde bærer langt Haar, er det hende en Ære; thi det lange Haar er givet hende som et Slør.
Toe sam patlung nongpata loe angmah lensawkhaih ah oh: a lu khuk han ih ni kasawk sam to anih hanah paek.
16 Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke saadan Skik, og Guds Menigheder ej heller.
Toe lok angaek han koeh kami om nahaeloe, kaicae loe to baktih khosakhaih atawk ka tawn o ai, Sithaw kricaabunawk mah doeh tawn o ai, tiah thuih han ka koeh.
17 Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre.
Nangcae nwnto nam khueng o naah hoih kuehaih om ai, set aephaih ni oh lat, to pongah hae thuitaekhaih lok kang paek o naah, nangcae to ka pakoeh thai ai.
18 For det første nemlig hører jeg, at naar I komme sammen i Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en Del tror jeg det.
Hmaloe koekah, bokhaih im ah nawnto nam khueng o naah, nangcae thungah abu ampraekhaih oh ti, tiah ka thaih; to lok loe tangtang mue, tiah ka poek.
19 Thi der maa endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive aabenbare iblandt eder.
Nangcae salakah Sithaw mah tapom ih kami to amtueng thai hanah, maeto hoi maeto lok angaekhaih loe kaom han ih hmuen roe ni.
20 Naar I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadvere.
To pongah ahmuen maeto ah nawnto nam khueng o naah, Angraeng ih buhcaak hanah nam khueng o ai.
21 Thi under Spisningen tager enhver sit eget Maaltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig.
Duembuh na caak o naah, kami boih mah minawk pha ai naah angmah hanah buh to lak moe a caak o: kami maeto zok amthlam naah, kalah maeto loe mu paquih boeh.
22 Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke.
Caak naekhaih im na tawn o ai maw? To tih ai boeh loe Sithaw kricaabu to na patoek o moe, tidoeh tawn ai kaminawk to azat na paw o sak maw? Nangcae khaeah timaw ka thuih han? Hae hmuen pongah kang pakoeh o han maw? Kang pakoeh o thai mak ai.
23 Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg ogsaa har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forraadt, tog Brød,
Kang thuih o ih lok loe Sithaw khae hoi ka hnuk ih lok ni, Angraeng Jesu mah Anih angphat taakhaih duembangah takaw to lak;
24 takkede og brød det og sagde: „Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!‟
kawnhaih lawk a thuih pacoengah, takaw to a aeh moe, Hae takaw loe nangcae han kamro ka taksa ni, La ah loe caa oh: Kai nang panoek o poe hanah hae tiah sah oh, tiah a naa.
25 Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: „Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, saa ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!‟
Takaw caak pacoengah, Anih mah boengloeng doeh lak moe, Hae loe ka thii hoiah sak ih lokmaihaih kangtha ah oh: na naek o naah, Kai nang panoek o poe hanah, hae tiah sah oh, tiah a naa.
26 Thi saa ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer.
Hae takaw na caak o moe, hae boengloeng na naek o kruek, Anih angzoh karoek to, Angraeng duekhaih kawng taphong kami ah ni na oh o.
27 Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, paadrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod.
To pongah mi kawbaktih doeh caak han krah ai ah hae Angraeng ih takaw hae caa moe, naek han krah ai ah hae boengloeng hae nae kami loe, Angraeng ih takpum hoi athii zae haih kami ah om tih.
28 Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken!
To pongah mi kawbaktih doeh angmah hoi angmah angcaek pacoengah, to takaw to caa nasoe loe, boengloeng to nae nasoe.
29 Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, naar han ikke agter paa Legemet.
Kamcuk ai ah caa moe, nae kami loe, Angraeng ih takpum panoekhaih tawn ai pongah, angmah hoi angmah lokcaek han ih ni a caak moe, a naek.
30 Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen.
To tiah oh pongah ni nangcae salakah kaom paroeai kaminawk nuiah thazokhaih hoi ngannathaih to oh moe, pop parai kaminawk to duek o.
31 Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte.
Aimacae hoi aimacae kahoihah angcaek o nahaeloe, lokcaekhaih om mak ai.
32 Men naar vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
Toe aicae mah lokcaekhaih a tongh o naah, long kaminawk hoi nawnto lokcaekhaih a tongh o han ai ah, Angraeng mah thuitaekhaih to a zok o.
33 Derfor, mine Brødre! naar I komme sammen til Maaltid, da venter paa hverandre!
To pongah, nawkamyanawk, caak han nawnto nam khueng o naah, maeto hoi maeto ang zing oh.
34 Naar nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, naar jeg kommer.
Mi kawbaktih doeh zok amthlam nahaeloe, angmah im ah caa nasoe; to tih ai nahaeloe nawnto nam khueng o naah lokcaekhaih na tong o lat moeng tih. Kalah hmuennawk loe kang zoh naah karaemah ka sak han hmang.
