Første Krønikebog 17
1 Engang David sad i sit Hus, sagde han til Profeten Natan: »Se, jeg har et Cedertræshus at bo i, men HERRENS Pagts Ark har Plads i et Telt!«
Dawut ɵz ɵyidǝ turuwatⱪan qeƣida, Natan pǝyƣǝmbǝrgǝ: «Ⱪara, mǝn kedir yaƣiqidin yasalƣan ɵydǝ turuwatimǝn, Pǝrwǝrdigarning ǝⱨdǝ sanduⱪi bolsa qedir pǝrdiliri astida turuwatidu» dedi.
2 Natan svarede David: »Gør alt, hvad din Hu staar til, thi Gud er med dig!«
Natan Dawutⱪa: «Kɵnglüngdǝ pükkǝnliringgǝ ǝmǝl ⱪilƣin; qünki Huda sǝn bilǝn billidur» — dedi.
3 Men samme Nat kom Guds Ord til Natan saaledes:
Xu küni keqidǝ Hudaning sɵzi Natanƣa kelip yǝtti:
4 »Gaa hen og sig til min Tjener David: Saa siger HERREN: Ikke du skal bygge mig det Hus, jeg skal bo i!
«Sǝn berip ⱪulum Dawutⱪa mundaⱪ degin: — Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: Sǝn Mǝn üqün turalƣu ɵy salsang bolmaydu.
5 Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte Israeliterne op, men vandrede med, boende i et Telt.
Qünki mǝn Israillarni baxlap qiⱪⱪan kündin tartip bügüngǝ ⱪǝdǝr bir ɵydǝ turup baⱪmiƣanmǝn, pǝⱪǝt bu qedirdin u qedirƣa, bir qedirgaⱨdin baxⱪa birigǝ yɵtkilip yürdüm, halas.
6 Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne, sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte mit Folk: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus?
Mǝn Israil hǝlⱪi bilǝn billǝ mǝyli ⱪǝyǝrgǝ barmay, ⱨeqⱪaqan Israilning birǝr ⱨakimiƣa, yǝni Mening hǝlⱪimni beⱪixni tapiliƣan birǝrsigǝ: Nemixⱪa silǝr Manga kedir yaƣiqidin ɵy selip bǝrmǝysilǝr? — dedimmu?
7 Sig derfor til min Tjener David: Saa siger Hærskarers HERRE: Jeg tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Smaakvæget til at være Fyrste over mit Folk Israel,
Əmdi sǝn ⱪulum Dawutⱪa mundaⱪ degin: — Samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigar eytiduki, Mǝn seni ǝmdi yaylaⱪlardin, ⱪoylarning arⱪisidin elip, hǝlⱪim Israilning üstigǝ ǝmir bolux üqün qaⱪirtip qiⱪtim.
8 og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de størstes paa Jorden
Mǝyli ⱪǝyǝrgǝ barmiƣin, Mǝn ⱨaman sening bilǝn billǝ boldum wǝ sening aldingdin barliⱪ düxmǝnliringni yoⱪitip kǝldim; yǝr yüzidiki uluƣlar nam-xɵⱨrǝtkǝ igǝ bolƣandǝk seni nam-xɵⱨrǝtkǝ sazawǝr ⱪildim.
9 og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, saa det kan blive boende paa sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin Ro, og uden at Voldsmænd mere skal ødelægge det som tidligere,
Mǝn hǝlⱪim bolƣan Israilƣa bir jayni bekitip, ularni xu yǝrdǝ tikip ɵstürimǝn; xuning bilǝn ular ɵz zeminida turidiƣan, parakǝndiqilikkǝ uqrimaydiƣan bolidu. Rǝzillǝr dǝslǝptidikidǝk wǝ mǝn hǝlⱪim Israil üstigǝ ⱨɵkümranliⱪ ⱪilixⱪa ⱨakimlarni tǝyinligǝn künlǝrdikidǝk, ularƣa ⱪaytidin zulum salmaydu. Mǝn barliⱪ düxmǝnliringni sanga beⱪindürdimǝn. Wǝ mǝnki Pǝrwǝrdigar sanga xuni eytip ⱪoyayki, mǝn sening üqün bir ɵyni yasap berimǝn!
10 dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil underkue alle dine Fjender. Saa kundgør jeg dig nu: Et Hus vil HERREN bygge dig!
11 Naar dine Dage er omme og du vandrer til dine Fædre, vil jeg efter dig oprejse din Sæd, en af dine Sønner, og grundfæste hans Kongedømme.
Sening künliring toxup, ata-bowiliringning yeniƣa ⱪaytⱪan waⱪtingda sening nǝslingdin, yǝni oƣulliringdin birini sening ornungni basidiƣan ⱪilimǝn; Mǝn uning padixaⱨliⱪini mustǝⱨkǝm ⱪilimǝn.
12 Han skal bygge mig et Hus, og jeg vil grundfæste hans Trone evindelig.
U Manga bir ɵy yasaydu, Mǝn uning padixaⱨliⱪ tǝhtini mǝnggü mustǝⱨkǝm ⱪilimǝn.
13 Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn; og min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham, som jeg tog den fra din Forgænger;
Mǝn uningƣa ata bolimǝn, u Manga oƣul bolidu; meⱨri-xǝpⱪitimni seningdin awwal ɵtkǝn [idarǝ ⱪilƣuqidin] juda ⱪilƣinimdǝk uningdin ⱨǝrgiz juda ⱪilmaymǝn;
14 jeg vil indsætte ham i mit Hus og mit Kongedømme til evig Tid, og hans Trone skal staa fast til evig Tid!«
uni Mening ɵyümdǝ wǝ Mening padixaⱨliⱪimda mǝnggü turƣuzimǝn; uning tǝhti mǝnggü mǝzmut bolup turƣuzulidu».
15 Alle disse Ord og hele denne Aabenbaring meddelte Natan David.
Natan bu barliⱪ sɵzlǝr wǝ barliⱪ wǝⱨiyni ⱨeqnemǝ ⱪaldurmay, Dawutⱪa eytip bǝrdi.
16 Da gik Kong David ind og dvælede for HERRENS Aasyn og sagde: »Hvem er jeg, Gud HERRE, og hvad er mit Hus, at du har bragt mig saa vidt?
Xuning bilǝn Dawut kirip Pǝrwǝrdigarning aldida olturup mundaⱪ dedi: «I Huda Pǝrwǝrdigar, mǝn zadi kim idim, mening ɵyüm nemǝ idi, Sǝn meni muxu dǝrijigǝ kɵturgüdǝk?
17 Men det var dig ikke nok o Gud, du gav ogsaa din Tjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue kommende Slægter, Gud HERRE!
Lekin i Huda Pǝrwǝrdigar, [bu mǝrtiwigǝ kɵtürgining] sening nǝziringdǝ kiqikkinǝ bir ix ⱨesablandi; qünki Sǝn mǝn ⱪulungning ɵyining yiraⱪ kǝlgüsi toƣruluⱪ sɵzliding wǝ meni uluƣ mǝrtiwilik zat dǝp ⱪariding, i Huda Pǝrwǝrdigar!
18 Hvad mere har David at sige dig? Du kender jo dog din Tjener,
Sǝn kǝminǝng üstigǝ qüxürgǝn xundaⱪ xan-xǝrǝp toƣruluⱪ Dawut Sanga nemǝ diyǝlisun? Qünki Sǝn dǝrwǝⱪǝ Ɵz ⱪulungni Ɵzüng bilisǝn.
19 HERRE! For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde du alt dette store og kundgjorde alle disse store Ting,
Aⱨ Pǝrwǝrdigar, peⱪir ⱪulung üqün ⱨǝmdǝ Ɵz kɵnglüngdiki niyiting boyiqǝ bu barliⱪ uluƣluⱪni kɵrsitip, bu qong ixlarning ⱨǝmmisini ayan ⱪilding.
20 HERRE! Ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig, efter alt hvad vi har hørt med vore Ører.
Aⱨ Pǝrwǝrdigar, ⱪuliⱪimiz toluⱪ angliƣini boyiqǝ Sanga tǝng kǝlgüdǝk ⱨeqkim yoⱪ; Seningdin bɵlǝk ⱨeqbir ilaⱨ yoⱪtur.
21 Og hvor paa Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk, som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger ved at drive andre Folkeslag bort foran sit Folk, det, du udfriede fra Ægypten?
Dunyada ⱪaysi bir ǝl hǝlⱪing Israilƣa tǝng kelǝlisun? Ularni Ɵzünggǝ has birdinbir hǝlⱪ bolux üqün ⱪutulduruxⱪa barding ⱨǝmdǝ Misirdin ⱪutuldurup qiⱪⱪan hǝlⱪing aldidin yat ǝllǝrni ⱪoƣlap qiⱪirip, uluƣwar wǝ bǝⱨǝywǝt ixlar arⱪiliⱪ Ɵz namingni tikliding!
22 Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit, Folk til evig Tid, og du, HERRE, er blevet deres Gud.
Sǝn hǝlⱪing Israilni mǝnggü Ɵzüngning hǝlⱪing ⱪilding; aⱨ Pǝrwǝrdigar, Sǝnmu ularning Hudasi boldung.
23 Saa lad da, HERRE, den Forjættelse, du udtalte om din Tjener og hans Hus, gælde til evig Tid og gør, som du sagde!
Aⱨ Pǝrwǝrdigar, ǝmdi peⱪir ⱪulung wǝ uning ɵyi toƣruluⱪ ⱪilƣan wǝdǝng mǝnggügǝ ǝmǝl ⱪilinsun; Sǝn degǝnliring boyiqǝ ixni ada ⱪilƣaysǝn!
24 Da skal dit Navn staa fast og blive stort til evig Tid, saa man siger: Hærskarers HERRE, Israels Gud, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skal staa fast for dit Aasyn.
Amin, wǝdǝng ǝmǝl ⱪilinsun, xundaⱪla naming mǝnggü uluƣlansun, kixilǝr: «Samawi ⱪoxunning Sǝrdari Pǝrwǝrdigar Israilning Hudasi, ⱨǝⱪiⱪǝtǝn Israilƣa Hudadur!» desun; wǝ xundaⱪ bolup, peⱪir ⱪulung Dawutning ɵy-jǝmǝti Sening aldingda mǝzmut turƣuzulsun.
25 Thi du, min Gud, har aabenbaret for din Tjener: Jeg vil bygge dig et Hus! Derfor har din Tjener dristet sig til at bede for dit Aasyn.
Aⱨ Hudayim, Sǝn peⱪir ⱪulungƣa sanga ɵy yasaymǝn, degǝn wǝⱨiy kǝltürdüng; xunga ⱪulung Sening aldingda muxundaⱪ dua ⱪilixⱪa jür’ǝt ⱪildi.
26 Derfor, HERRE, du er Gud, du har givet din Tjener denne Forjættelse,
Aⱨ Pǝrwǝrdigar, Sǝn birdinbir Hudadursǝn, Sǝn peⱪir ⱪulungƣa muxundaⱪ amǝtni berixni wǝdǝ ⱪilding;
27 saa lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til evig Tid maa staa fast for dit Aasyn. Thi du, HERRE, har velsignet det, og det bliver velsignet evindelig!«
Əmdi peⱪir ⱪulungning ɵy-jǝmǝtigǝ iltipat ⱪilip, uning Sening aldingda mǝnggü turuxiƣa saⱪliƣaysǝn. Qünki Sǝn, aⱨ Pǝrwǝrdigar, [peⱪirning ɵy-jǝmǝtigǝ] iltipat ⱪilding wǝ xuning bilǝn u mǝnggügǝ bǝht-iltipatⱪa nesip bolidu».
