< Zakarias 5 >

1 Og jeg opløftede atter mine Øjne og saa, og se, en flyvende Bogrulle!
Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var en flyvende Bogrulle.
2 Og han sagde til mig: Hvad ser du? og jeg sagde: Jeg ser en flyvende Bogrulle, dens Længde tyve Alen og dens Bredde ti Alen.
Og han spurgte mig: "Hvad ser du?" Jeg svarede: "Jeg ser en flyvende Bogrulle, som er tyve Alen lang og ti Alen bred."
3 Da sagde han til mig: Dette er den Forbandelse, som udgaar over det ganske Land, thi hver den, som stjæler, skal efter den udryddes herfra og hver den, som sværger, skal efter den udryddes derfra.
Da sagde han til mig: "Det er Forbandelsen, som udgår over hele Landet; thi alle, som stjæler, er nu længe nok gået fri, og alle, som sværger, er nu længe nok gået fri.
4 Jeg lod den udgaa, siger den Herre Zebaoth, at den skal komme til Tyvens Hus og til hans Hus, som sværger falskelig ved mit Navn, og den skal blive Natten over i hans Hus og fortære det, baade dets Tømmer og dets Stene.
Jeg lader den udgå, lyder det fra Hærskarers HERRE, for at den skal komme i Tyvens Hus og dens Hus, som sværger falsk ved mit Navn, og sætte sig fast i deres Huse og tilintetgøre dem med Tømmer og Sten."
5 Og Engelen, som talte med mig, gik ud og sagde til mig: Opløft dog dine Øjne, og se, hvad er dette, som der gaar ud?
Derpå trådte Engelen, som talte med mig, frem og sagde til mig: "Løft dine Øjne og se, hvad det er, som kommer der!"
6 Og jeg sagde: Hvad er det? og han sagde: Dette er den Efa, som gaar ud; og han sagde: Dette er deres Øjemærke i hele Landet.
Jeg spurgte: "Hvad er det?" Og han svarede: "Det er Efaen, som kommer." Og han vedblev: "Det er deres Brøde i hele Landet."
7 Og se, et Laag af Bly blev løftet op, og da var der een Kvinde, som sad midt i Efaen;
Og se, et Blylåg løftedes, og se, i Efaen sad en Kvinde.
8 og han sagde: Dette er Ugudeligheden; og han kastede hende midt ned i Efaen og kastede Blyvægten for dens Munding.
Og han sagde: "Det er Gudløsheden!" Så stødte han hende ned i Efaen og slog Blylåget i over Åbningen.
9 Og jeg opløftede mipe Øjne og saa, og se, to Kvinder gik frem, og der var Vind i deres Vinger, og de havde Vinger som Storkens Vinger, og de opløftede Efaen imellem Jorden og Himmelen.
Og jeg løftede mine Øjne og skuede, og se, to Kvinder kom båret af Vinden, og deres Vinger var som Storkevinger; og de løftede Efaen op mellem Himmel og Jord.
10 Og jeg sagde til Engelen, som talte med mig: Hvor føre disse Efaen hen?
Så spurgte jeg Engelen, som talte med mig: "Hvor bærer de Efaen hen?"
11 Og han sagde til mig: Hen at bygge hende et Hus i Landet Sinear, at hun, naar det er indrettet, kan sættes der paa sit Sted.
Han svarede: "Hen at bygge hende et Hus i Sinears Land, og når det er rejst, sætter de hende der, hvor hendes Sted er."

< Zakarias 5 >