Zakarias 2
1 Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, en Mand og en Maalesnor i hans Haand!
Andin mǝn beximni kɵtürüp, mana ⱪolida ɵlqǝm tanisini tutⱪan bir adǝmni kɵrdüm
2 Og jeg sagde: Hvor gaar du hen? og han sagde til mig: Hen at maale Jerusalem for at se, hvor stor dens Bredde, og hvor stor dens Længde er.
wǝ uningdin: «Nǝgǝ barisǝn?» dǝp soridim. U manga: «Mǝn Yerusalemni ɵlqigili, uning kǝngliki wǝ uzunluⱪini [ɵlqǝp] bilgili barimǝn» — dedi.
3 Og se, Engelen, som talte med mig, gik ud, og en anden Engel gik ud imod ham.
Mana, mǝn bilǝn sɵzlixiwatⱪan pǝrixtǝ qiⱪti; yǝnǝ bir pǝrixtǝ uning bilǝn kɵrüxüxkǝ qiⱪti
4 Og han sagde til ham: Løb, tal til denne unge Karl, og sig: Jerusalem skal ligge som aabne Byer, formedelst den Mangfoldighed af Mennesker og Kvæg, som er midt i den.
wǝ uningƣa mundaⱪ dedi: — Yügür, bu yax yigitkǝ sɵz ⱪil, uningƣa mundaⱪ degin: — «Yerusalem ɵzidǝ turuwatⱪan adǝmlǝrning wǝ mallarning kɵplükidin sepilsiz xǝⱨǝrlǝrdǝk bolidu.
5 Og jeg, jeg vil være den en Ildmur trindt omkring, siger Herren, og jeg vil være til Herlighed midt i den.
— wǝ Mǝn Pǝrwǝrdigar uning ǝtrapiƣa ot-yalⱪun sepili, uning iqidiki xan-xǝripi bolimǝn.
6 Ve! ve! flyr da ud af Nordens Land, siger Herren; thi som Himmelens fire Vejr har jeg udbredet eder, siger Herren.
— Ⱨoy! Ⱨoy! Ximaliy zemindin ⱪeqinglar, — dǝydu Pǝrwǝrdigar, — qünki Mǝn silǝrni asmandiki tɵt tǝrǝptin qiⱪⱪan xamaldǝk tarⱪitiwǝtkǝn, dǝydu Pǝrwǝrdigar».
7 Ve! Zion, red dig, du, som bor hos Babels Datter!
«— Ⱨǝy! I Babil ⱪizi bilǝn turƣuqi Zion, ⱪaqⱪin!
8 Thi saa siger den Herre Zebaoth, at han har sendt mig efter Ære ud til Hedningerne, som plyndrede eder; thi den, som rører ved eder, rører ved hans Øjesten.
Qünki samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: — Ɵz xan-xǝripini dǝp U Meni silǝrni bulang-talang ⱪilƣan ǝllǝrgǝ ǝwǝtti; qünki kim silǝrgǝ qeⱪilsa, xu Ɵzining kɵz ⱪariqoⱪiƣa qeⱪilƣan bolidu.
9 Thi se, jeg svinger min Haand over dem, og de skulle blive et Bytte for dem, som tjente dem; og I skulle fornemme, at den Herre Zebaoth har sendt mig.
Qünki mana, Mǝn Ɵz ⱪolumni ularning üstigǝ silkiymǝn, ular ɵzlirigǝ ⱪul ⱪilinƣuqilarƣa olja bolidu; xuning bilǝn silǝr samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigarning Meni ǝwǝtkǝnlikini bilisilǝr.
10 Syng og vær glad, du Zions Datter! thi se, jeg kommer og vil bo i din Midte, siger Herren.
Nahxilarni yangritip xadlan, i Zion ⱪizi; qünki mana, keliwatimǝn, arangda makanliximǝn, dǝydu Pǝrwǝrdigar,
11 Og mange Hedningefolk skulle slutte sig til Herren paa den Dag, og de skulle blive mig et Folk, og jeg vil bo i din Midte, og du skal fornemme, at den Herre Zebaoth har sendt mig til dig.
— wǝ xu künidǝ kɵp ǝllǝr Pǝrwǝrdigarƣa baƣlinidu, Manga bir hǝlⱪ bolidu; arangda makanliximǝn wǝ silǝr samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigarning Meni ǝwǝtkǝnlikini bilisilǝr;
12 Og Herren skal tage Juda som sin Del til Eje paa den hellige Jordbund, og han skal fremdeles udvælge Jerusalem.
xuningdǝk Pǝrwǝrdigar Yǝⱨudani Ɵzining «muⱪǝddǝs zemini»da nesiwisi boluxⱪa miras ⱪilidu wǝ yǝnǝ Yerusalemni talliwalidu.
13 Stille, alt Kød, for Herrens Ansigt; thi han har rejst sig fra sin hellige Bolig.
Barliⱪ ǝt igiliri Pǝrwǝrdigar aldida süküt ⱪilsun! Qünki U Ɵzining muⱪǝddǝs makanidin ⱪozƣaldi!»
