Højsangen 7

1 Hvor skønne ere dine Trin i Skoene, du ædelbaarne! dine Lænders Bøjninger ere som Smykker, Værk af Kunstnerhaand.

Chorus Quam pulchri sunt gressus tui in calceamentis, filia principis! Juncturæ femorum tuorum sicut monilia quæ fabricata sunt manu artificis.

2 Din Navle er det runde Bæger, — det mangler aldrig krydret Vin, din Bug er en Hvededynge, omhegnet med Lillier.

Umbilicus tuus crater tornatilis, numquam indigens poculis. Venter tuus sicut acervus tritici vallatus liliis.

3 Dine to Bryster ere ligesom to unge Raatvillinger.

Duo ubera tua sicut duo hinnuli, gemelli capreæ.

4 Din Hals er som Elfenbenstaarnet, dine Øjne ere Fiskedamme i Hesbon ved Bath-Rabbins Port, din Næse er som Libanons Taarn, der skuer ud imod Damaskus.

Collum tuum sicut turris eburnea; oculi tui sicut piscinæ in Hesebon quæ sunt in porta filiæ multitudinis. Nasus tuus sicut turris Libani, quæ respicit contra Damascum.

5 Dit Hoved paa dig er som Karmel, og Haaret paa dit Hoved er som Purpur; Kongen er fængslet i Lokkerne.

Caput tuum ut Carmelus; et comæ capitis tui sicut purpura regis vincta canalibus.

6 Hvor dejlig og hvor yndig er du, o kære! i Elskelighed.

Sponsus Quam pulchra es, et quam decora, carissima, in deliciis!

7 Denne din ranke Vækst er ligt et Palmetræ og dine Bryster som Drueklaser.

Statura tua assimilata est palmæ, et ubera tua botris.

8 Jeg sagde: Jeg vil stige op i Palmetræet, jeg vil tage fat paa dets Grene; og dine Bryster vorde som Vinstokkens Drueklaser og din Næses Aande som Æblerne;

Dixi: Ascendam in palmam, et apprehendam fructus ejus; et erunt ubera tua sicut botri vineæ, et odor oris tui sicut malorum.

9 og din Gane som den gode Vin, der gaar glat ned for min elskede og bringer sovendes Læber til at tale.

Guttur tuum sicut vinum optimum, dignum dilecto meo ad potandum, labiisque et dentibus illius ad ruminandum.

10 Jeg er min elskedes, og til mig er hans Attraa.

Sponsa Ego dilecto meo, et ad me conversio ejus.

11 Kom, min elskede! lader os gaa ud paa Marken, lader os blive Natten over i Landsbyerne!

Veni, dilecte mi, egrediamur in agrum, commoremur in villis.

12 Lader os aarle gaa til Vingaardene, lader os se, om Vinstokken har skudt, om Blomsterne ere udsprungne, og om Granattræerne blomstre; der vil jeg skænke dig min Kærlighed.

Mane surgamus ad vineas: videamus si floruit vinea, si flores fructus parturiunt, si floruerunt mala punica; ibi dabo tibi ubera mea.

13 Dudaim give Lugt, og ved vore Døre er der alle Haande kostelige Frugter, nye og gamle; o, min elskede! jeg har gemt dem til dig.

Mandragoræ dederunt odorem in portis nostris omnia poma: nova et vetera, dilecte mi, servavi tibi.]