Højsangen 2
1 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.
Men bolsam Sharun otliqidiki zepiran, xalas; Jilghilarda ösken bir niluper, xalas!»
2 Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene.
«Tiken-jighanlar arisidiki niluperdek, Mana insan qizliri arisida méning amriqim shundaqtur!».
3 Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.
«Ormandiki derexler arisida ösken alma derixidek, Oghul balilar arisididur méning amriqim. Uning sayisi astida dilim alemche söyünüp olturdum; Uning méwisi manga shérin tétidi;
4 Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig.
U méni sharabxanigha élip kirdi; Uning üstümde kötürgen tughi muhebbettur.
5 Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed.
Méni kishmish poshkallar bilen quwwetlenglar; Almilar bilen méni yéngilandurunglar; Chünki muhebbettin zeipliship kettim;
6 Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.
Uning sol qoli béshim astida, Uning ong qoli méni silawatidu.
7 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil.
I Yérusalém qizliri, Jerenler we daladiki marallarning hörmiti bilen, Silerge tapilaymenki, Muhebbetning waqit-saiti bolmighuche, Uni oyghatmanglar, qozghimanglar!»
8 Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene.
«Söyümlükümning awazi! Mana, u kéliwatidu! Taghlardin sekrep, Édirlardin oynaqlap kéliwatidu!
9 Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret.
Méning söyümlüküm jeren yaki yash bughidektur; Mana, u bizning öyning témining keynide turidu; U dérizilerdin qaraydu, U penjire-penjirilerdin marap baqidu».
10 Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.
«Méning söyümlüküm manga söz qilip mundaq dédi: — «Ornungdin tur, amriqim, méning güzilim, men bilen ketkin;
11 Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort.
Chünki mana, qish ötüp ketti, Yamghur yéghip tügidi, u kétip qaldi;
12 Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.
Yer yüzide güller köründi; Naxshilar sayrash waqti keldi, Zéminimizda paxtekning sadasi anglanmaqta;
13 Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!
Enjür derixi qishliq enjürlirini pishurmaqta, Üzüm talliri chécheklep öz puriqini chachmaqta; Ornungdin tur, méning amriqim, méning güzilim, men bilen ketkin!
14 Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig.
Ah méning paxtikim, Qoram tash yériqi ichide, Qiya daldisida, Manga awazingni anglatqaysen, Chünki awazing shérin, jamaling yéqimliqtur!»
15 Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster.
«Tülkilerni tutuwalayli, Yeni üzümzarlarni buzghuchi kichik tülkilerni tutuwalayli; Chünki üzümzarlirimiz chécheklimekte».
16 Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.
«Söyümlüküm méningkidur, men uningkidurmen; U niluperler arisida padisini béqiwatidu».
17 Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!
«Tang atquche, Kölenggiler qéchip yoqighuche, Manga qarap burulup kelgin, i söyümlüküm, Hijranliq taghliri üstidin sekrep kélidighan jeren yaki bughidek bolghin!».
