Højsangen 2
1 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.
Jaz sem vrtnica Šaróna in dolinska lilija.
2 Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene.
Kakor lilija med trnjem, tako je moja ljubezen med hčerami.
3 Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.
Kakor jablana med gozdnimi drevesi, tak je moj ljubljeni med sinovi. Z velikim veseljem sem se usedla pod njeno senco in njen sad je bil sladek mojemu okusu.
4 Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig.
Privedel me je v hišo gostije in njegov prapor nad menoj je bila ljubezen.
5 Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed.
Potešite me s flaškoni, tolažite me z jabolki, kajti jaz sem bolna od ljubezni.
6 Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.
Njegova leva roka je pod mojo glavo in njegova desnica me objema.
7 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil.
Naročam vam, oh ve hčere jeruzalemske, pri srnah in pri poljskih košutah, da ne razvnamete niti ne zbudite moje ljubezni, dokler njemu ugaja.
8 Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene.
Glas mojega ljubljenega! Glej, prihaja, skače na gorah, poskakuje po hribih.
9 Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret.
Moj ljubljeni je podoben srni ali mlademu jelenu. Glej, stoji za našim zidom, gleda pri oknih, kaže se skozi mrežo.
10 Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.
Moj ljubljeni je spregovoril in mi rekel: »Vstani, moja ljubezen, moja lepotica in odleti.
11 Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort.
Kajti glej, zima je minila, dež je mimo in je izginil.
12 Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.
Cvetlice se pojavljajo na zemlji, prišel je čas petja ptic in glas grlice se sliši v naši deželi,
13 Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!
figovo drevo poganja svoje zelene fige in trte z nežnim grozdjem dajejo dober vonj. Vstani, moja ljubezen, moja lepotica in odleti.
14 Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig.
Oh moja golobica, ki si v skalnih razpokah, na skrivnih krajih stopnic, naj vidim tvoje obličje, naj slišim tvoj glas, kajti tvoj glas je prijeten in tvoje obličje je ljubko.«
15 Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster.
Ujemite nama lisice, majhne lisice, ki plenijo trte, kajti najine trte imajo nežno grozdje.
16 Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.
Moj ljubljeni je moj in jaz sem njegova, on pase med lilijami.
17 Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!
Dokler se ne zdani in sence [ne] odletijo, se obrni, moj ljubljeni in bodi podoben srni ali mlademu jelenu na gorah Beterja.
