Højsangen 2
1 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.
Jeg er Sarons blomst, dalenes lilje.
2 Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene.
Som en lilje blandt torner, så er min venninne blandt de unge kvinner.
3 Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.
Som et epletre blandt skogens trær, så er min elskede blandt de unge menn; i hans skygge lyster det mig å sitte, og hans frukt er søt for min gane.
4 Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig.
Han har ført mig til vinhuset, og hans banner over mig er kjærlighet.
5 Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed.
Styrk mig med druekaker, kveg mig med epler! For jeg er syk av kjærlighet.
6 Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.
Hans venstre hånd er under mitt hode, og hans høire favner mig.
7 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil.
Jeg ber eder inderlig, I Jerusalems døtre, ved rådyrene eller ved hindene på marken, at I ikke vekker og ikke egger kjærligheten, før den selv vil!
8 Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene.
Hør, der er min elskede! Se, der kommer han springende over fjellene, hoppende over haugene.
9 Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret.
Min elskede ligner et rådyr eller en ung hjort. Se, der står han bak vår vegg; han kikker gjennem vinduene, gjennem gitteret ser han inn.
10 Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.
Min elskede tar til orde og sier til mig: Stå op, min venninne, du min fagre, og kom ut!
11 Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort.
For se, nu er vinteren omme, regnet har draget forbi og er borte;
12 Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.
blomstene kommer til syne i landet, sangens tid er inne, og turtelduens røst har latt sig høre i vårt land;
13 Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!
fikentreets frukter tar til å rødme, og vintrærnes blomster dufter. Stå op, kom, min venninne, du min fagre, så kom da!
14 Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig.
Du min due i bergrevnene, i fjellveggens ly! La mig se din skikkelse, la mig høre din røst! For din røst er blid og din skikkelse fager.
15 Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster.
Fang revene for oss, de små rever som ødelegger vingårdene! Våre vingårder står jo i blomst.
16 Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.
Min elskede er min, og jeg er hans, han som vokter sin hjord blandt liljene.
17 Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!
Innen dagen blir sval og skyggene flyr, vend om, min elskede, lik et rådyr eller en ung hjort på de kløftede fjell!
