Højsangen 2

1 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.

Ndi kimuli kya looza ekya Saloni, eddanga ery’omu biwonvu.

2 Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene.

Ng’eddanga mu maggwa, gwe njagala ennyo bw’ali bw’atyo mu baweereza abakazi.

3 Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.

Ng’omucungwa mu miti egy’omu kibira, aŋŋanza bw’ali bw’atyo mu bavubuka. Neesiima okutuula mu kisiikirize kye, n’ekibala kye kimpomera.

4 Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig.

Yantwala ku kijjulo, n’okwagala kwe ne ku mmaamira.

5 Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed.

Munzizeemu amaanyi n’ezabbibu enkalu, mumbuddeebudde n’emicungwa kubanga okwagala kunzirisizza.

6 Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.

Omukono gwe ogwa kkono guli wansi wa mutwe gwange, n’omukono gwe ogwa ddyo gumpambatira.

7 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil.

Mmwe abawala ba Yerusaalemi, mbakuutira, ng’empeewo n’enjaza ez’omu ttale, temusisimula newaakubadde okuzuukusa okwagala okutuusa nga kweyagalidde.

8 Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene.

Wuliriza omwagalwa wange, Laba, ajja ng’abuukirabuukira ku nsozi, ng’azinira ku busozi.

9 Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret.

Omwagalwa wange ali ng’empeewo oba ennangaazi ento. Laba ayimiridde emabega w’olukomera lwaffe, Alingiza mu madirisa, alabikira mu mulimu ogulukibwa ogw’omu ddirisa.

10 Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.

Omwagalwa wange yaŋŋamba nti, “Golokoka, Owoomukwano, omulungi wange, ojje tugende,

11 Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort.

kubanga laba ttoggo aweddeko, n’enkuba eweddeyo.

12 Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.

Ebimuli bimulisizza, n’ebiro eby’okuyimba bituuse, era n’okukaaba kw’amayiba kuwulirwa mu nsi.

13 Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!

Omutiini gubala ettiini zaagwo, n’emizabbibu gimulisizza ne gibunya akawoowo kaagyo. Golokoka Owoomukwano, omulungi wange ojje tugende.”

14 Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig.

Ggwe ejjiba lyange, eribeera mu njatika ez’omu njazi, mu bwekwekero obw’amayinja, ndaga amaaso go, ka mpulire eddoboozi lyo, kubanga eddoboozi lyo ddungi nnyo, n’amaaso go gasanyusa.

15 Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster.

Tukwatire ebibe, obube obutono, obwonoona ennimiro ez’emizabbibu, kubanga ennimiro zaffe ez’emizabbibu zimulisizza.

16 Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.

Muganzi wange, wange nzekka, era nange ndi wuwe; aliisiza ekisibo kye mu malanga,

17 Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!

okutuusa obudde nga bukedde n’ebisiikirize nga biddukidde ddala; okyuke omwagalwa wange obe ng’empeewo oba ennangaazi ento ku busozi obw’e Beseri.