Højsangen 2
1 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.
Ego flos campi, et lilium convallium.
2 Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene.
Sicut lilium inter spinas, sic amica mea inter filias.
3 Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.
Sicut malus inter ligna silvarum, sic dilectus meus inter filios. Sub umbra illius quem desideraveram, sedi: et fructus eius dulcis gutturi meo.
4 Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig.
Introduxit me in cellam vinariam, ordinavit in me charitatem.
5 Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed.
Fulcite me floribus, stipate me malis: quia amore langueo.
6 Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.
Laeva eius sub capite meo, et dextera illius amplexabitur me.
7 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil.
Adiuro vos filiae Ierusalem per capreas, cervosque camporum, ne suscitetis, neque evigilare faciatis dilectam, quoadusque ipsa velit.
8 Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene.
Vox dilecti mei, ecce iste venit saliens in montibus, transiliens colles:
9 Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret.
similis est dilectus meus capreae, hinnuloque cervorum. en ipse stat post parietem nostrum respiciens per fenestras, prospiciens per cancellos.
10 Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.
En dilectus meus loquitur mihi: Surge, propera amica mea, columba mea, formosa mea, et veni.
11 Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort.
Iam enim hiems transiit, imber abiit, et recessit.
12 Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.
Flores apparuerunt in terra nostra, tempus putationis advenit: vox turturis audita est in terra nostra:
13 Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!
ficus protulit grossos suos: vineae florentes dederunt odorem suum. Surge, propera amica mea, speciosa mea, et veni:
14 Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig.
columba mea in foraminibus petrae, in caverna maceriae, ostende mihi faciem tuam, sonet vox tua in auribus meis: vox enim tua dulcis, et facies tua decora.
15 Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster.
Capite nobis vulpes parvulas, quae demoliuntur vineas: nam vinea nostra floruit.
16 Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.
Dilectus meus mihi, et ego illi, qui pascitur inter lilia
17 Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!
donec aspiret dies, et inclinentur umbrae. Revertere: similis esto, dilecte mi, capreae, hinnuloque cervorum super montes Bethel.
