< Højsangen 2 >

1 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.
Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje
2 Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene.
Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
3 Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.
Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
4 Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig.
Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
5 Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed.
Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
6 Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.
Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
7 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil.
Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
8 Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene.
Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
9 Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret.
Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
10 Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.
Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom!
11 Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort.
Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
12 Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.
Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
13 Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!
Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,
14 Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig.
min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
15 Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster.
Fang os de Ræve, de Ræve små, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
16 Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.
Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;
17 Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!
til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!

< Højsangen 2 >