Højsangen 2
1 Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.
Kai loe Sharon ih Rose pawk, azawn ih lili pawk ah ka oh.
2 Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene.
Ka tlangai loe tanglanawk hoi patah naah, nang loe soekhring salak ih lili pawk baktiah na oh.
3 Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.
Ka tlangai loe, thendoengnawk hoi patah naah, nang loe tupui thungah kaom thingnawk salak ih epal thing baktiah na oh; poeknawmhaih hoiah anih ih tahlip ah kang hnut moe, kaluep dueng anih ih athaih to ka caak.
4 Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig.
Anih mah buhraenghaih im ah ang caeh haih moe, amlunghaih kahni to ka nui ah ang khuk pae.
5 Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed.
Tlangai dawn loiah kang pho sut boeh pongah, misur thaih kazaek hoiah tha na caksak ah loe, epal thaih hoiah poekhaih na caisak ah.
6 Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.
Anih ih banqoi ban ah lu kang hngoeng, anih ih bantang ban hoiah kai ang takoih.
7 Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil.
Jerusalem canunawk, taw ih sakhi hoi tasuknawk, angmah koehah angthawk ai karoek to ka tlangai to, palawt o han ai ah lok kang thuih o.
8 Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene.
Ka tlangai ih lok to ka thaih! Khenah, anih loe maenawk hoi maesomnawk to poeng moe, angzoh boeh.
9 Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret.
Kai ih tlangai loe saning nawk sakhi, to tih ai boeh loe tasuk baktiah oh; khenah, anih loe aicae im tapang hnuk bangah angdoet, thokbuem hoiah a khet, thokbuem akhaw hoiah a bih.
10 Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.
Ka tlangai mah kai khaeah, Thendoeng ih lok Ka tlangai, kranghoih ka tlangai, angthawk ah loe, angzo ah.
11 Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort.
Khenah, sik tue laemh boeh, khotui doeh cing boeh moe, anghmat boeh.
12 Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.
Long ah apawknawk apawk o boeh, tavaanawk hanghaih tue to phak boeh, prae thungah pahuu oihaih lok to a thaih o let bae boeh.
13 Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!
Thaiduetkung mah athaih kahing to athaih boeh, misurkung doeh tadok tacawt boeh moe, ahmui amsong boeh. Ka tlangai, kranghoih ka tlangai, angthawk ah loe angzo ah.
14 Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig.
Aw cathaeng khaw ah kaom, mae taeng ih anghawkhaih ahmuen ah kaom, kai ih pahuu, na mikhmai to na patuek ah loe, na lok to na thaisak ah; na lok loe amding rue moe, na mikhmai loe palung han akap.
15 Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster.
Misurkungnawk amrosak tasuinawk hoi tasui caanawk to kaicae hanah na naeh pae oh; kaicae ih misurkungnawk loe apawk apawk o boeh.
16 Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.
Ka tlangai loe kai ih ni, kai doeh anih ih ni; anih mah angmah ih tuunawk to lili pawknawk salakah rawkcak to pacah.
17 Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!
Ka tlangai oe, khodai tom moe, khoving anghma ai naah, Bether mae nui ih sakhi hoi tasuk baktiah amtueng let rae ah.
