Højsangen 1
1 Højsangen, som er af Salomo.
Laanawk thungah kahoih koek loe Solomon angmah ih laa hae boeh ni.
2 Han kysse mig med Kys af sin Mund; thi din Kærlighed er bedre end Vin.
A pahni hoiah na mok nasoe, nang palunghaih loe misurtui pongah hoih kue.
3 Dine Salver ere gode at lugte, dit Navn er som en Salve, der udgydes; derfor elske unge Piger dig.
Na hmuihoihaih loe paroeai koeh han koiah oh; na hmin loe bawh ih hmuihoih tui ah oh; to pongah kacuem tanglanawk mah nang to ang palung o.
4 Drag mig! efter dig ville vi løbe; Kongen førte mig ind i sine inderste Kamre; vi ville fryde os og glæde os i dig, vi ville prise din Kærlighed mere end Vin; de oprigtige elske dig.
Kai hae na zae ving ah, cawnhaih hoiah na hnukah kang bang o han; siangpahrang mah angmah ih imkhaan thungah ang hoih; kaicae loe nang ah ka nawm o moe, kang hoe o han; misurtui pongah doeh nang palunghaih to kam oek o haih kue; nang loe nihcae mah palung tangtang ih kami ah na oh.
5 Jeg er sort, dog yndig, I Jerusalems Døtre! som Kedars Pauluner, som Salomos Telte.
Aw Jerusalem canunawk, kai loe ngan amnum, toe Kedar ih kahni im baktih, Solomon iimkhaan pakaahaih kahni baktiah, palung akap han koi kaom ah ka oh.
6 Ser ikke paa mig, at jeg er sort; thi Solen har brændt mig; min Moders Sønner ere blevne vrede paa mig, de have sat mig til Vingaardenes Vogterinde; min Vingaard, som jeg havde, har jeg ikke bevogtet.
Ni kabae mah paaem moe, ngan kam num pongah, na khen o kuur hmah; kam no ih caanawk mah palung ang phui o thuih pongah, misur takha khenzawnkung ah ang suek o; kaimah ih misur takha loe ka pahnong sut boeh.
7 Giv mig til Kende, du, hvem min Sjæl elsker! hvor du vogter, hvor du lader Hjorden ligge om Middagen, at jeg ikke skal være som en Kvinde, der gaar tilhyllet ved dine Medbrødres Hjorde.
Kang palung ih nang oe, tuunawk to naah maw na pacah, naa ih ahmuen ah maw athun ah tuunawk to nang haksak, na thui ah; tipongah kai loe nam pui kalah tuu toepkung hnukah, loklam amkhraeng moe, kahni hoi mikhmai kakhuk khoep nongpata baktiah ka oh han loe?
8 Dersom du ikke ved det, du dejligste iblandt Kvinderne! da gak ud i Faarenes Spor, og vogt dine Kid ved Hyrdernes Boliger!
Nongpatanawk thungah kranghoih koek, na panoek ai nahaeloe, tuu caehhaih khokkong to parui ah loe, tuutoep kaminawk ih kahni im taengah nangmah ih maeh caanawk to pacah ah.
9 Ved Hestene for Faraos Vogn ligner jeg dig, min Veninde!
Aw kang palung duek ih tlangai, nang loe Faro ih hrang lakok karuet hrang hoiah kang patah.
10 Dine Kinder ere yndige under Kæderne og din Hals under Perlesnorene.
Naa ah na buen ih naaphaeh hoi tahnong ah na oih ih sui bungmu mah na tangbaengnawk to krang ang hoisak.
11 Vi ville gøre dig Guldkæder med Sølvprikker.
Sumkanglung tui hoi sui hoiah pazut ih bungmu to nang hanah kang sak pae o han.
12 Saa længe Kongen var i sin Kreds, gav min Nardus sin Lugt.
Siangpahrang angmah ih caboi taengah anghnut naah, kai ih hmuihoih tui to amsong.
13 Min elskede er mig en Myrrakugle, som forbliver imellem mine Bryster.
Ka palung duek ih ka tlangai loe aqum puek ka tahnu salakah kaom myrrh hmuihoih tui baktiah oh.
14 Min elskede er mig en Koferdrue, i Vingaardene, udi En-Gedi.
Kai ih tlangai loe En Gedi misur takha thung ih apawk tangoeng baktiah oh.
15 Se, du, min Veninde! er dejlig; se, du er dejlig, dine Øjne ere Duer.
Khenah, krang na hoih parai! Ka tlangai, khenah, na krang hoih parai; na mik doeh pahuu mik baktiah oh.
16 Se, du, min elskede! er yndig, ja yndig, ja, vort Leje er grønt.
Khenah, nang loe kranghoih parai! Ka thlangai, ue, palung han akap parai! iihkhun khukhaih kahni doeh hing suep.
17 Vore Huses Bjælker ere Cedre, vort Loft er Cypresser.
Aihnik ih im sakhaih tungnawk loe sidar thing hoiah sak moe, imphu doeh hmaica thing hoiah ni sak.
