< Romerne 9 >

1 Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligaand,
Truth, say I, in Christ, I utter no falsehood, —my conscience bearing witness with me in the Holy Spirit, —
2 at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.
That I have great grief and incessant travail in my heart;
3 Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,
For I could have wished to be accursed, even I myself, from the Christ, in behalf of my brethren my kinsmen according to the flesh; —
4 de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkaarelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,
Who, indeed, are Israelites, whose are the sonship, and the glory, and the covenants, and the legislation, and the divine service, and the promises,
5 hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen. (aiōn g165)
Whose are the fathers, and of whom is the Christ—according to the flesh—he who is over all, God, blessed unto the ages. Amen. (aiōn g165)
6 Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel;
It is not, however, as though the word of God had failed; for, not all they who are of Israel, the same are Israel.
7 ej heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: „I Isak skal en Sæd faa Navn efter dig.”
Neither, because they are seed of Abraham, are all children, —but, In Isaac, shall there be called unto thee a seed.
8 Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd.
That is—not the children of the flesh, the same are children of God; but, the children of the promise, are reckoned as a seed.
9 Thi et Forjættelsesord er dette: „Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.”
For, of promise, is this word—According to this season, will I come, and Sarah shall have a son.
10 Men saaledes skete det ikke alene dengang, men ogsaa med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.
And, not only so, but, when, Rebekah also, was with child, of one—Isaac our father, —
11 Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde staa fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder,
They, in fact, not being yet born, nor having practised anything good or bad, —in order that the purpose of God by way of election might stand, —not by works but by him that was calling,
12 sagt til hende: „Den ældste skal tjene den yngste,”
It was said unto her—The elder, shall serve the younger;
13 som der er skrevet: „Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.”
Even as it is written—Jacob, have I loved, but, Esau, have I hated.
14 Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
What, then, shall we say? Is there injustice with God? Far be it!
15 Thi han siger til Moses: „Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over.”
For, unto Moses, he saith—I will have mercy upon whomsoever I can have mercy, and I will have compassion upon whomsoever I can have compassion.
16 Altsaa staar det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig.
Hence, then, it is nor of him that wisheth nor of him that runneth, but of the mercy-shewing God.
17 Thi Skriften siger til Farao: „Netop derfor lod jeg dig fremstaa, for at jeg kunde vise min Magt paa dig, og for at mit Navn skulde forkyndes paa hele Jorden.”
For the Scripture saith unto Pharaoh—Unto this end, have I raised thee up, that I may thus shew in thee my power, and that I may declare my name in all the earth.
18 Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.
Hence, then, —on whom he pleaseth, he hath mercy, and, whom he pleaseth, he doth harden.
19 Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem staar hans Villie imod?
Thou wilt say to me, then—Why longer findeth he fault? For, his purpose, who hath withstood?
20 Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som gaar i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig saaledes?
O man! Who, nevertheless, art, thou, that art answering again unto God? Shall the thing formed say unto him that formed it—Why didst thou make me thus?
21 Eller har Pottemageren ikke Raadighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
Or hath not the potter a right over the clay—out of the same lump, to make some, indeed, into a vessel for honour, and some for dishonour?
22 Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed taalte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse,
And, if God—wishing to shew his anger and to make known his power—bare, in much patience, with vessels of anger already fitted for destruction,
23 ogsaa for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
In order that he might make known the riches of his glory upon vessels of mercy which he prepared beforehand for glory, —
24 Og hertil kaldte han ogsaa os, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger,
Whom he also called, even us, not only from among Jews, but also from among the nations, [what then?]
25 som han ogsaa siger hos Hoseas: „Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede, den elskede;
As also in Hosea he saith—I will call the not-my-people, My people, and the not-beloved, beloved,
26 og det skal ske, at paa det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.”
And it shall be—in the place where it was said [to them]—not my people are, ye! there, shall they be called—Sons of a Living God.
27 Men Esajas udraaber over Israel: „Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal kun Levningen frelses.
Isaiah, moreover, exclaimeth over Israel—Though the number of the sons of Israel be as the sand of the sea, the remnant, shall be saved;
28 Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det paa Jorden.”
For, a complete and concise account, will the Lord make upon the earth.
29 Og som Esajas forud har sagt: „Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra.”
And, even as Isaiah hath before said, —If, the Lord of hosts, had not left us a seed, as Sodom, had we become, and, as Gomorrha, had we been made like.
30 Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig Retfærdigheden af Tro;
What, then, shall we say? That, they of the nations, who were not in pursuit of righteousness, have laid hold of righteousness, —a righteousness, however, which is by faith;
31 men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, naaede ikke til en saadan Lov.
Whereas, Israel, though in pursuit of a law of righteousness, unto a law, have not attained.
32 Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Gerninger. De stødte an paa Anstødsstenen,
Wherefore? Because, not by faith but as by works, [have they sought it]: they have stumbled at the stone of stumbling,
33 som der er skrevet: „Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.”
Even as it is written—Lo! I lay in Zion, a stone to strike against and a rock to stumble over, and, he that resteth faith thereupon, shall not be put to shame.

< Romerne 9 >