< Romerne 4 >

1 Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet?
What shall we say then, that Abraham our father hath found concerning the flesh?
2 Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud.
For if Abraham were iustified by workes, he hath wherein to reioyce, but not with God.
3 Thi hvad siger Skriften? „Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.”
For what saith the Scripture? Abraham beleeued God, and it was counted to him for righteousnesse.
4 Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Naade, men som Skyldighed;
Nowe to him that worketh, the wages is not counted by fauour, but by dette:
5 den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror paa ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed;
But to him that worketh not, but beleeueth in him that iustifieth the vngodly, his faith is counted for righteousnesse.
6 ligesom ogsaa David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger:
Euen as Dauid declareth the blessednesse of the man, vnto whom God imputeth righteousnes without workes, saying,
7 „Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte;
Blessed are they, whose iniquities are forgiuen, and whose sinnes are couered.
8 salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd.”
Blessed is the man, to whom the Lord imputeth not sinne.
9 Gælder da denne Saligprisning de omskaarne eller tillige de uomskaarne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed.
Came this blessednesse then vpon the circumcision onely, or vpon the vncircumcision also? For we say, that faith was imputed vnto Abraham for righteousnesse.
10 Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskaaren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskaaren, men da han havde Forhud.
Howe was it then imputed? when he was circumcised, or vncircumcised? not when he was cricumcised, but when he was vncircumcised.
11 Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl paa den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskaaren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskaarne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet,
After, he receiued the signe of circumcision, as the seale of the righteousnesse of ye faith which he had, when he was vncircumcised, that he should be the father of all them that beleeue, not being circumcised, that righteousnesse might be imputed to them also,
12 og Fader til omskaarne, til dem, som ikke alene have Omskærelse, men ogsaa vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskaaren.
And the father of circumcision, not vnto them onely which are of the circumcision, but vnto them also that walke in the steppes of the faith of our father Abraham, which he had when he was vncircumcised.
13 Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed.
For the promise that he should be the heire of the worlde, was not giuen to Abraham, or to his seede, through the Lawe, but through the righteousnesse of faith.
14 Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet.
For if they which are of the Lawe, be heires, faith is made voide, and the promise is made of none effect.
15 Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse.
For the Lawe causeth wrath: for where no Lawe is, there is no transgression.
16 Derfor er det af Tro, for at det skal være som Naade, for at Forjættelsen maa staa fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men ogsaa for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle
Therefore it is by faith, that it might come by grace, and the promise might be sure to all the seede, not to that onely which is of the Lawe: but also to that which is of the faith of Abraham, who is the father of vs all,
17 (som der er skrevet: „Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader”), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var.
(As it is written, I haue made thee a father of many nations) euen before God whom he beleeued, who quickeneth the dead, and calleth those thinges which be not, as though they were.
18 Og han troede imod Haab med Haab paa, at han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: „Saaledes skal din Sæd være;”
Which Abraham aboue hope, beleeued vnder hope, that he should be the father of many nations: according to that which was spoken to him, So shall thy seede be.
19 og uden at blive svag i Troen saa han paa sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede Aar) og paa, at Saras Moderliv var udlevet;
And he not weake in the faith, considered not his owne bodie, which was nowe dead, being almost an hundreth yeere olde, neither the deadnes of Saraes wombe.
20 men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære
Neither did he doubt of the promise of God through vnbeliefe, but was strengthened in the faith, and gaue glorie to God,
21 og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til ogsaa at gøre.
Being fully assured that he which had promised, was also able to doe it.
22 Derfor blev det ogsaa regnet ham til Retfærdighed.
And therefore it was imputed to him for righteousnesse.
23 Men det blev ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet,
Nowe it is not written for him onely, that it was imputed to him for righteousnesse,
24 men ogsaa for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro paa ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde,
But also for vs, to whom it shalbe imputed for righteousnesse, which beleeue in him that raised vp Iesus our Lord from the dead,
25 ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld.
Who was deliuered to death for our sinnes, and is risen againe for our iustification.

< Romerne 4 >