Romerne 2
1 Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, som dømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, øver det samme.
Ko ia, ʻe tangata, ʻa koe ʻoku ke fakamaau, ʻe ʻikai te ke hao koe: he ko e meʻa ko ia ʻoku ke fakamaau ai ha taha, ʻoku ke fakamaauʻi ai koe; he ko koe ʻoku ke fakamaau, ʻoku ke fai ʻae ngaahi meʻa pehē.
2 Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, som øve saadanne Ting.
Ka ʻoku tau ʻilo pau ʻoku taau mo e fai totonu ʻae fakamaau ʻae ʻOtua kiate kinautolu ʻoku fai ʻae ngaahi meʻa pehē.
3 Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve saadanne Ting, og selv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom?
Pea ko koe, ʻe tangata, ʻoku ke fakamaauʻi ʻakinautolu ʻoku fai ʻae ngaahi meʻa pehē, ka ʻoku ke fai pehē pe ʻe koe, ʻoku ke mahalo te ke hao koe mei he fakamaau ʻae ʻOtua?
4 Eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?
Pe ʻoku ke loto manuki ki he lahi faufau ʻo ʻene angalelei, mo e faʻa kātaki, mo e kātaki ʻofa; ʻo ʻikai te ke ʻilo ko e angalelei ʻae ʻOtua ko e meʻa ke tataki koe ki he fakatomala?
5 Men efter din Haardhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede paa Vredens og Guds retfærdige Doms Aabenbarelses Dag,
Ka ʻi ho loto fefeka mo e taʻefakatomala, ʻoku ke fokotuʻu ai maʻau ʻae houhau ki he ʻaho ʻoe houhau, mo e fakahā ʻoe fakamaau totonu ʻae ʻOtua;
6 han, som vil betale enhver efter hans Gerninger:
ʻAia te ne ʻatu ai ki he tangata taki taha ʻo fakatatau ki heʻene ngaahi ngāue:
7 dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv; (aiōnios g166)
Ko e moʻui taʻengata kiate kinautolu ʻoku kumi ki he ongoongolelei, mo e hakeakiʻi, mo e moʻui taʻemate, ʻi he fakakukafi maʻuaipē ʻi he fai lelei: (aiōnios g166)
8 men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, men adlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme.
Ka ko e mamahi mo e houhau kiate kinautolu ʻoku angatuʻu, pea ʻikai talangofua ki he moʻoni, kae talangofua ki he taʻemāʻoniʻoni,
9 Trængsel og Angest over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde, baade en Jødes først og en Grækers;
Ko e tautea mo e feinga ki he laumālie ʻoe tangata kotoa pē ʻoku fai kovi, ʻo muʻomuʻa ki he Siu, pea ki he Senitaile foki;
10 men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, baade en Jøde først og en Græker!
Ka ko e ongoongolelei, mo e hakeakiʻi, mo e fiemālie, ki he tangata kotoa pē ʻoku fai lelei, ʻo muʻomuʻa ki he Siu, pea ki he Senitaile foki:
11 Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud.
He ʻoku ʻikai ʻi he ʻOtua ha filifilimānako ki he tangata.
12 Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle ogsaa fortabes uden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulle dømmes ved Loven;
He ko kinautolu kotoa pē kuo angahala taʻehafono, ʻe ʻauha foki taʻehafono: pea ko kinautolu kotoa pē kuo angahala kuo ai ʻae fono, ʻe fakamaau ʻaki ʻakinautolu ʻae fono;
13 thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere skulle retfærdiggøres —
(He ʻoku ʻikai tonuhia ʻi he ʻao ʻoe ʻOtua ʻae kau fanongo ki he fono, ka ko e kau fai ki he fono ʻe fakatonuhiaʻi.
14 thi naar Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad Loven kræver, da ere disse, uden at have Loven, sig selv en Lov;
Koeʻuhi ʻi he fai mei honau loto ʻe he ngaahi Senitaile, ʻae ngaahi meʻa ʻi he fono, ka ʻoku ʻikai ʻiate kinautolu ʻae fono, pea ko kinautolu ni ʻoku ʻikai maʻu ʻae fono, ko e fono ʻakinautolu kiate kinautolu:
15 de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller ogsaa forsvare hverandre —
ʻAkinautolu ʻoku fakahā hono ʻuhinga ʻoe fono kuo tohi tongi ʻi honau konsenisi, pea fakamoʻoni mo honau loto foki, pea ʻoku fakahalaʻi pe fakatonuhiaʻi [ʻakinautolu ]ʻe [heʻenau ngaahi ]fakakaukau; )
16 paa den Dag, da Gud vil dømme Menneskenes skjulte Færd ifølge mit Evangelium ved Jesus Kristus.
ʻI he ʻaho ʻe fakamaau ai ʻe he ʻOtua ʻia Sisu Kalaisi ʻae ngaahi meʻa fufū ʻi he kakai, ʻo fakatatau ki heʻeku ongoongolelei.
17 Men naar du kalder dig Jøde og forlader dig trygt paa Loven og roser dig af Gud
Vakai, ʻoku ui koe ko e Siu, pea ʻoku ke falala ki he fono, pea ʻoku ke vikiviki ʻi he ʻOtua,
18 og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du undervises af Loven,
Pea ʻoku ke ʻilo hono finangalo, pea ʻoku ke faʻa ʻiloʻi mo e ngaahi meʻa ʻoku fai kehekehe, he kuo akonekina koe mei he fono;
19 og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som ere i Mørke,
Pea ʻoku ke pole ko e tataki ʻoe kui, ko e maama kiate kinautolu ʻoku ʻi he poʻuli.
20 uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden, —
Ko e fakahinohino ʻoe vale, ko e akonaki ʻoe kau valevale, ʻoku ke maʻu ʻae sino ʻoe ʻilo mo e moʻoni ʻi he fono.
21 du altsaa, som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke maa stjæle, du stjæler!
Ko ia ko koe ʻoku ke akonakiʻi ʻae taha kehe, ʻOku ʻikai te ke akonakiʻi koe? Ko koe ʻoku ke malanga “Ke ʻoua naʻa kaihaʻa,” ʻoku ke kaihaʻa ʻe koe?
22 Du, som siger, at man ikke maa bedrive Hor, du bedriver Hor! Du, som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran!
Ko koe ʻoku ke pehē, “ʻOua naʻa tono fefine,” ʻoku [moʻoni]?
23 Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af Loven!
Ko koe ʻoku ke vikiviki ki he fono, ʻikai ʻoku ke fakaongokoviʻi ʻe koe ʻae ʻOtua ʻi hoʻo maumauʻi ʻae fono?
24 Thi „for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne”, som der er skrevet.
He ko e meʻa ʻiate kimoutolu ʻoku lauʻikovi ʻae huafa ʻoe ʻOtua ʻi he kakai Senitaile, ʻo hangē ko ia kuo tohi.
25 Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud.
He ʻoku ʻaonga moʻoni ʻae kamu, ʻo kapau ʻoku ke fai ki he fono: pea kapau ʻoku ke kei maumauʻi ʻae fono, ʻoku liliu ai hoʻo kamu ko e taʻekamu.
26 Dersom nu Forhuden holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans Forhud blive regnet som Omskærelse?
Ko ia kapau ʻe fai ki he fono ʻe he taʻekamu ʻae anga māʻoniʻoni ʻoe fono, ʻikai ʻe lau ai ʻene taʻekamu ko e kamu?
27 Og naar den af Natur uomskaarne opfylder Loven, skal han dømme dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder.
Pea kapau ʻe fai ki he fono ʻe he taʻekamu ʻaia ko ʻetau anga pē, ʻikai te ne fakamaauʻi koe, ʻa koe ʻoku ʻiate koe ʻae tohi mo e kamu, ka ʻoku ke maumauʻi pē ʻae fono?
28 Thi ikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød;
He ʻoku ʻikai ko e Siu, ʻaia ʻoku pehē ʻituʻa pe; pea ʻoku ʻikai ko e kamu, ʻaia ʻoku ʻituʻa ʻi he kakano:
29 men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Aand, ikke i Bogstav — hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud.
Ka ko e Siu ia, ʻaia ʻoku pehē ʻi loto; pea ko e kamu ʻoku ʻoe loto ia, ʻi he laumālie, kae ʻikai ʻi he tohi; pea ʻoku ʻikai mei he kakai hono fakamālō, ka mei he ʻOtua.
