Aabenbaringen 14

1 Og jeg saa, og se, Lammet stod paa Zions Bjerg, og med det hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som havde dets Navn og dets Faders Navn skrevet paa deres Pander.

tataH paraM nirIkSamANena mayA meSazAvako dRSTaH sa siyonaparvvatasyoparyyatiSThat, aparaM yeSAM bhAleSu tasya nAma tatpituzca nAma likhitamAste tAdRzAzcatuzcatvAriMzatsahasrAdhikA lakSalokAstena sArddham Asan|

2 Og jeg hørte en Lyd fra Himmelen som en Lyd af mange Vande og som en. Lyd af stærk Torden, og den Lyd, jeg hørte, var som af Harpespillere, der spillede paa deres Harper.

anantaraM bahutoyAnAM rava iva gurutarastanitasya ca rava iva eko ravaH svargAt mayAzrAvi| mayA zrutaH sa ravo vINAvAdakAnAM vINAvAdanasya sadRzaH|

3 Og de sang en ny Sang for Tronen og for de fire levende Væsener og de Ældste; og ingen kunde lære den Sang, uden de hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som ere løskøbte fra Jorden.

siMhasanasyAntike prANicatuSTayasya prAcInavargasya cAntike 'pi te navInamekaM gItam agAyan kintu dharaNItaH parikrItAn tAn catuzcatvAriMzatyahasrAdhikalakSalokAn vinA nApareNa kenApi tad gItaM zikSituM zakyate|

4 Dette er dem, som ikke have besmittet sig med Kvinder, thi de ere jomfruelige; dette er dem, som følge Lammet, hvor det gaar. Disse ere løskøbte fra Menneskene, en Førstegrøde for Gud og Lammet,

ime yoSitAM saGgena na kalaGkitA yataste 'maithunA meSazAvako yat kimapi sthAnaM gacchet tatsarvvasmin sthAne tam anugacchanti yataste manuSyANAM madhyataH prathamaphalAnIvezvarasya meSazAvakasya ca kRte parikrItAH|

5 og i deres Mund er der ikke fundet Løgn; thi de ere ulastelige.

teSAM vadaneSu cAnRtaM kimapi na vidyate yataste nirddoSA IzvarasiMhAsanasyAntike tiSThanti|

6 Og jeg saa en anden Engel flyve midt oppe under Himmelen, som havde et evigt Evangelium, at forkynde for dem, der bo paa Jorden, og for alle Folkeslag og Stammer og Tungemaal og Folk, (aiōnios g166)

anantaram AkAzamadhyenoDDIyamAno 'para eko dUto mayA dRSTaH so 'nantakAlIyaM susaMvAdaM dhArayati sa ca susaMvAdaH sarvvajAtIyAn sarvvavaMzIyAn sarvvabhASAvAdinaH sarvvadezIyAMzca pRthivInivAsinaH prati tena ghoSitavyaH| (aiōnios g166)

7 og han sagde med høj Røst: Frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen, og tilbeder ham, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.

sa uccaiHsvareNedaM gadati yUyamIzvarAd bibhIta tasya stavaM kuruta ca yatastadIyavicArasya daNDa upAtiSThat tasmAd AkAzamaNDalasya pRthivyAH samudrasya toyaprasravaNAnAJca sraSTA yuSmAbhiH praNamyatAM|

8 Og endnu en anden Engel fulgte, som sagde: Falden, falden er Babylon, den store, som har givet alle Folkeslagene at drikke af sin Utugts Harmes Vin.

tatpazcAd dvitIya eko dUta upasthAyAvadat patitA patitA sA mahAbAbil yA sarvvajAtIyAn svakIyaM vyabhicArarUpaM krodhamadam apAyayat|

9 Og en tredje Engel fulgte dem og sagde med høj Røst: Dersom nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Mærke paa sin Pande eller paa sin Haand,

tatpazcAd tRtIyo dUta upasthAyoccairavadat, yaH kazcita taM zazuM tasya pratimAJca praNamati svabhAle svakare vA kalaGkaM gRhlAti ca

10 saa skal han drikke af Guds Harmes Vin, som er iskænket ublandet i hans Vredes Bæger; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Aasyn.

so 'pIzvarasya krodhapAtre sthitam amizritaM madat arthata Izvarasya krodhamadaM pAsyati pavitradUtAnAM meSazAvakasya ca sAkSAd vahnigandhakayo ryAtanAM lapsyate ca|

11 Og deres Pines Røg opstiger i Evighedernes Evigheder; og de have ikke Hvile. Dag og Nat, de, som tilbede Dyret og dets Billede, og enhver, som tager dets Navns Mærke. (aiōn g165)

teSAM yAtanAyA dhUmo 'nantakAlaM yAvad udgamiSyati ye ca pazuM tasya pratimAJca pUjayanti tasya nAmno 'GkaM vA gRhlanti te divAnizaM kaJcana virAmaM na prApsyanti| (aiōn g165)

12 Her gælder det de helliges Udholdenhed, de, som bevare Guds Bud og Troen paa Jesus.

ye mAnavA IzvarasyAjJA yIzau vizvAsaJca pAlayanti teSAM pavitralokAnAM sahiSNutayAtra prakAzitavyaM|

13 Og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde: Skriv: Salige ere de døde, som dø i Herren herefter. Ja, siger Aanden, de skulle hvile fra deres Møje, thi deres Gerninger følge med dem.

aparaM svargAt mayA saha sambhASamANa eko ravo mayAzrAvi tenoktaM tvaM likha, idAnImArabhya ye prabhau mriyante te mRtA dhanyA iti; AtmA bhASate satyaM svazramebhyastai rvirAmaH prAptavyaH teSAM karmmANi ca tAn anugacchanti|

14 Og jeg saa, og se en hvid Sky, og paa Skyen sad der en lig en Menneskesøn med en Guldkrone paa sit Hoved og en skarp Segl i sin Haand.

tadanantaraM nirIkSamANena mayA zvetavarNa eko megho dRSTastanmeghArUDho jano mAnavaputrAkRtirasti tasya zirasi suvarNakirITaM kare ca tIkSNaM dAtraM tiSThati|

15 Og en anden Engel gik ud fra Templet og raabte med høj Røst til ham, som sad paa Skyen: Udsend din Segl og høst; thi Timen til at høste er kommen, fordi Jordens Høst er moden.

tataH param anya eko dUto mandirAt nirgatyoccaiHsvareNa taM meghArUDhaM sambhASyAvadat tvayA dAtraM prasAryya zasyacchedanaM kriyatAM zasyacchedanasya samaya upasthito yato medinyAH zasyAni paripakkAni|

16 Og han, som sad paa Skyen, lod sin Segl gaa over Jorden, og Jorden blev høstet.

tatastena meghArUDhena pRthivyAM dAtraM prasAryya pRthivyAH zasyacchedanaM kRtaM|

17 Og en anden Engel gik ud fra Templet i Himmelen; ogsaa han havde en skarp Segl.

anantaram apara eko dUtaH svargasthamandirAt nirgataH so 'pi tIkSNaM dAtraM dhArayati|

18 Og fra Alteret gik en anden Engel ud, som havde Magt over Ilden; og han raabte med høj Røst til den, som havde den skarpe Segl, og sagde: Udsend din skarpe Segl og afskær Druerne af Jordens Vintræ; thi dets Druer ere modne.

aparam anya eko dUto vedito nirgataH sa vahneradhipatiH sa uccaiHsvareNa taM tIkSNadAtradhAriNaM sambhASyAvadat tvayA svaM tIkSNaM dAtraM prasAryya medinyA drAkSAgucchacchedanaM kriyatAM yatastatphalAni pariNatAni|

19 Og Engelen lod sin Segl gaa hen over Jorden og afskar Frugten paa Jordens Vintræ og kastede den i Guds Harmes store Persekar.

tataH sa dUtaH pRthivyAM svadAtraM prasAryya pRthivyA drAkSAphalacchedanam akarot tatphalAni cezvarasya krodhasvarUpasya mahAkuNDasya madhyaM nirakSipat|

20 Og Persekarret blev traadt uden for Staden, og der kom Blod ud af Persekarret op til Hestenes Bidsler, saa langt som eet Tusinde og seks Hundrede Stadier.

tatkuNDasthaphalAni ca bahi rmardditAni tataH kuNDamadhyAt nirgataM raktaM krozazataparyyantam azvAnAM khalInAn yAvad vyApnot|