Salme 95

1 Kommer, lader os synge med Fryd for Herren, lader os raabe af Glæde for vor Frelses Klippe!

Kom, lat oss fegnast for Herren, lat oss ropa av frygd for vårt frelse-berg!

2 Lader os komme frem for hans Ansigt med Tak, lader os raabe af Glæde for ham med Psalmer!

Lat oss stiga fram for hans åsyn med lovsong, lat oss syngja vår fagnad for honom i salmar!

3 Thi Herren er en stor Gud, ja, en stor Konge over alle Guder.

For ein stor Gud er Herren og ein stor konge yver alle gudar,

4 I hans Haand ere Jordens Dybder, og Bjergenes Højder høre ham til.

han som i si hand hev det djupaste av jordi, og som eig topparne av fjelli.

5 Havet er hans, og han har skabt det, og hans Hænder have dannet det tørre Land.

Han eig havet, for han hev skapt det, og turrlendet hev hans hender laga.

6 Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje Knæ for Herren, vor Skabers Ansigt!

Kom, lat oss falla ned og bøygja oss, lat oss bøygja kne for Herren, vår skapar!

7 Thi han er vor Gud, og vi ere det Folk, han føder, og den Hjord, hans Haand leder: Vilde I dog i Dag høre hans Røst!

For han er vår Gud, og me er det folk han føder, og den hjord som handi hans leider. Å, vilde de høyra på hans røyst i dag!

8 Forhærder ikke eders Hjerte, som ved Meriba, som paa den Dag ved Massa udi Ørken,

Forherd ikkje dykkar hjarta som ved Meriba, som på Massa-dagen i øydemarki,

9 hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, og de saa min Gerning.

der federne dykkar freista meg! Dei prøvde meg, endå dei hadde set mi gjerning.

10 Fyrretyve Aar kededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet, de kendte ikke mine Veje,

I fyrti år var eg leid av den ætti, og eg sagde: «Dei er eit folk med villfarande hjarta, og dei kjenner ikkje vegarne mine.»

11 saa at jeg svor i min Vrede: De skulle ikke komme til min Hvile!

So svor eg i min vreide: «Sanneleg, dei skal ikkje koma inn til mi kvila.»